Selmord

Hej… Brevkassen

Her de sidste uger har jeg ikke rigtig vidst hvad jeg har, skulle gøre af mig selv. Mine tanker, alt bliver bare værre. Jeg er 15 år, går i 9 klasse på friskole og har nogle få rigtig søde opbakkede venner. Så det er ikke der problemet ligger. Selvom de godtnok ikke ved alt det jeg skriver nu….

Jeg har de sidste 7 år cirka gået rundt og bygget en facade op som efterhånden er ved at krakelere helt. Jeg er blevet mobbet gennem flere år indtil jeg skiftede skole i 7 klasse, så det var der jeg begyndte at bygge min facade op. Jeg forsøgte at spille ligeglad og bare ignorere det, men ordene ramte mig jo stadigvæk, jeg skjulte det bare for mobberne.

Og så flyttede jeg skole. På den nu skole blev jeg ikke mobbet… måske drillet en smule, men det var ikke så alvorligt. Og jeg havde det egentlig fint nok med at være en person i hjørnet som ingen ligger mærke til. Men det er ikke det der er det store problem…. For det har jeg lært at tackle nu

Problemet ligger nok mere i min familie… eller skulle jeg kalde det beslægtede… ”blodet gør jer til beslægtede, kærlighed gør jeg til familie” Jeg føler jeg bliver psykisk nedbrudt….  jeg bor sammen med min mor, min papfar og min paplillebror på 7 år. Jeg får stort set af vide hver dag hvor dum og ubetænksom og uklog jeg er, selv af min lillebror! Og jeg får af vide at hvis bare jeg havde en lille smule af hans intelligens ville det være meget bedre. Han havde som 4årig en IQ på 122. hvilket er ret meget…

Og det er også virkelig svært når jeg er så glemsom som jeg er (folk kan have sagt noget til mig og 5 minutter efter kan jeg ikke huske det, nogen gange kan jeg ikke huske hvad jeg har spist dagen før og hvad jeg lavede. Og det er så slemt af jeg også har glemt det meste af min barndom…. Nogen gange for jeg små flashback med oplevelser, som at jeg skulle gå i skole som 6 årig og jeg var så bange for mørke og nogle andre ting som jeg ikke kan huske)

og det går også meget ud og lektierne, jeg glemmer stort set alt hvad jeg har for og de ting lærene har sagt i timerne (hvilket ikke er særlig heldigt når vi har 9 klasse afgangsprøve til foråret) men det vil sige at når jeg glemmer at gøre noget, som f.eks at tømme opvaskemaskine eller hente æg. Så bliver de meget meget sure. Som i nærmste eksploderende…

jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Men jeg har ikke lyst til og leve mere, jeg har mistet lysten til livet. Jeg føler ikke jeg har noget og leve for! Jeg føler bare livet er gået i stå og jeg ikke har noget og se frem til. Jeg ved ikke hvad jeg skal glæde mig til i morgen, eller om to dage eller om en uge. Jeg føler mig helt tom. Ingen livsglæde.. Jeg har flere gange ligge og grædt for mig selv, og har tænkt over flere metoder til at ende det, og har faktisk også forsøgt…. Jeg begyndte at tage piller, men stoppede så mig selv……

Det eneste der holder mig i live er faktisk tanken om hvordan alle andre ville reagere. Ville mine venner blive berørte af det, eller er de i virkelighede bare ligeglade og ville komme over det hurtigt? Jeg kan ikke sige det til mine forældre, det kan jeg ikke få mig til lige gyldigt hvad.

Kom med råd! Jeg føler ingen lyst til og leve, og vil helst bare væk.. Jeg er også ved at eksplodere af alle de tanker og drømme jeg har… jeg drømmer om død og mord…. Helved, ild…. , det er så svært at forklare… Jeg kalder det ”Mit indre brændende helved” Jeg kan drømme om at jeg brænder op indfra og at jeg skriger….. jeg ser mig selv som en demon der er ved at udvikle sig til et monster, jeg har drømme hvor jeg advare folk om af spærre mig inde fordi ellers vil jeg bare skader alle og mig selv….

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal forklare det…. Men mit sind/tanker er et brændene helved!.. Alt føles bare så håbløst og jeg ser ingen grund til at eksistere…