plz hjælpe mig

Hej kære pige.

Først og fremmest vil jeg sige mange tak for dit brev her til os. Du beskriver rigtig godt hvordan at du har det – og jeg vil nu forsøge at hjælpe dig, så godt som muligt.

Jeg kan forstå at du går og tumler med en masse tanker.

Du spørger ind til hvorfor at du mon lever. Det er et spørgsmål som jeg tror, langt de fleste mennesker har spurgt sig selv om på et eller andet tidspunkt i livet. Dog fornemmer jeg at du spørger sådan, fordi at du føler dig ligegyldig i verden og ikke føler at du betyder noget for nogen alligevel? Er det mon rigtigt forstået?

Man kan ikke have det godt med alle mennesker her i verden og man kan ikke føle sig glad og lykkelig hver evig eneste dag. Livet går op og ned, og forhold og venskaber kommer og går. Men det er vigtigt, at man søger hjælp til at kunne rejse sig op igen, når man oplever en dårlig periode i ens liv. Livet kan ændre sig fra den ene dag til den anden og vi kan selv være med til, at forme det så godt som muligt efter vores ønsker.

Jeg fornemmer at du har et godt forhold til din søster, til din mormor og til din farmor. Det er jeg rigtig glad for at høre. Og allerede på grund af den information, kan jeg nu besvare dit spørgsmål om, hvorfor at du mon lever. For måske lever du netop lige nu for at gøre en forskel for din søster, mormor og farmor? Jeg er sikker på at de elsker dig ligeså højt, som du elsker dem og at de ikke kan undvære dig. Spørger du om det samme spørgsmål om 5 år, kan det være svaret er et andet. Det præcis sådan det er med livet.

Du skriver at du har fortrudt at du snakkede med din lærer Lone omkring din situation. Det skal du bestemt ikke fortryde – men tværtimod være rigtig stolt af. Det er nemlig så svært at åbne op for andre mennesker om hvordan vi går og har det. Så det var virkelig modigt og godt gjort af dig. Og det er også det eneste rigtige at gøre når man oplever at livet føles tungt. Vi mennesker kan nemlig ikke klare os alene og er afhængige af andres hjælp, støtte og omsorg.

Du nævner selv i dit brev, at du holder en facade, men det er meget naturligt, når man har det skidt. Og omvendt har du jo også brudt denne facade ved at søge hjælp og støtte ved din lærer Lone – så måske kan du slippe denne facade mere og mere ved fortsat at åbne op og få den rette hjælp.

Jeg bliver nysgerrig på, hvordan du fik hjælp til selvskaden dengang? Hvad hjalp dig der? Er der mon noget af det fra dengang, du kunne gøre nu her også?

Når man ikke føler at ens forældre lytter er det rigtig vigtigt, at man søger til andre voksne, som man føler sig tryg ved. Og jeg fornemmer at din lærer Lone lyttede til dig? Hjalp hun dig mon også med nogle andre ting bagefter?

Jeg fornemmer at meget af din tristhed bunder i, at du er blevet mobbet. Mobningen kan sagtens være en årsag til, at du nu har det svært. Mobning sætter nemlig dybe ar i alle, som udsættes for den. Mobning er så modbydelig og skal ikke finde sted. Det er de voksnes (forældres, lærers og skoleleders) ansvar at sikre at mobning ikke finder sted og at hjælpe, hvis den gør.

Mobning ødelægger ens selvværd, og måske er det også derfor at dit selvværd nu er udfordret. De psykiske udfordringer som du oplever nu efter mange års mobning, kan og bør du få en psykolog til at hjælpe dig med. En psykolog vil lytte til dig og give dig nogle redskaber til hvordan at du kan slippe de grimme minder, bygge dit selvværd op igen og komme videre. Du kan få en henvisning til en psykolog igennem din egen læge. Måske kan din lærer Lone hjælpe dig med at kontakte din læge.

Hvis du har brug for at snakke med en voksen omkring dine selvmordstanker og selvskaden, kan du også gratis og anonymt kontakte Psykiatrifonden, hvor der vil sidde en rådgiver klar til at lytte og måske give dig nogle gode råd. Du finder Psykiatrifondens kontaktoplysninger ved at klikke på dette link: http://www.psykiatrifonden.dk/faa-hjaelp.aspx. Det kan nogle gange være nemmere at fortælle om sine selvmordstanker og selvskade igennem en telefon, fremfor at skulle sidde ansigt-til-ansigt med mennesker, som man kender.

Hvis du – som jeg vil råde dig til – også får noget psykologhjælp igennem din læge kan du også snakke med psykologen omkring dine selvmordstanker og den tidligere selvskade. Du vil måske opleve at det er okay at snakke om med en person, som du ikke kender og som heller ikke kender dig. Man kan også altid skrive sine tanker ned på papir og vise dem til sin psykolog. Så er jeg sikker på, at din psykolog selv vil åbne op for emnerne.

Jeg ønsker dig alt det bedste, og håber du har mod på at prøvet nogle af mine forslag af.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen.