Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Nn

brevet er anonymiseret af redaktionen

Hej BørneTelefonen

Jeg er pige på 13år

Jeg har haft en svær barndomme og jeg har ikke rigtig noget selvtillid og jeg har været til mange møder
Og især har jeg haft en svær tid nu

Mig og min far stoppet med at snak i sommers
Fordi min far elsker sin kærester mere end mig
Og han tag altid hendes parti og gad mig skældud når jeg prøvet at hælp hende og han gøre så jeg blev en anden og der var en tid hvor jeg var så tæt på at begå selvmord og jeg snak ikke med nogen om det,

Så jeg kom hjem til min mor og min storbror og jeg har det godt der
Og jeg prøvet at fandt mig selv igen men min stor bror støtte mig ikke og jeg har været mega ked af det og jeg er begyndt at blev mobbet af nogen fra min skole og jeg er maget ked af det Over at alle hader/kan ikke lide den jeg var og alle kan ikke lide jeg prøver at blev den jeg vil være

Har du nogen råd til hvordan jeg kan blev den jeg gerne vil være og opnå mine drømme når folk ikke kan lide den jeg er/vil være
eller har du et råd til hvordan jeg kan blev støtte af mine venner og
Min familie?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 13

Når jeg læser dit brev, er det tydeligt, at der lige nu er mange ting i dit liv, der fylder. Ting, der måske gør det svært at være dig. Derfor var det en god idé at skrive herind.

Jeg kan godt forstå, at du er ramt af mange tanker og følelser. Det er klart, at du må føle dig svigtet af din far. Du skriver også, at nogen mobber dig – og at du efterhånden føler, at alle hader dig.

Jeg vil rigtig gerne forsøge at svare på de spørgsmål, du stiller i dit brev. Og jeg vil også forsøge at komme med nogle forslag til, hvem omkring dig, du kan snakke med, som måske kan gøre det hele en lille smule bedre.

Du skriver, at du ikke har snakket med din far siden i sommers. Du følte at han elskede sin kæreste mere end dig. Det er så hårdt, når man føler sig svigtet af en far eller mor. Og jeg kan forestille mig, at du måske på den ene side er sur på din far – men at du samtidig måske også savner ham?

Nogle gange kommer forældre til at gøre eller sige noget, der kan såre deres børn. Og måske specielt, når de er forelskede. Det er ikke i orden, at din far tog sin kærestes parti og skældte dig ud. Men måske kom han til det, fordi han var forelsket og ikke havde helt styr på, hvad han sagde og gjorde?

Måske kunne du have lyst til at snakke med ham igen en dag? Og måske kunne din mor eller måske din storebror hjælpe dig og din far til at snakke med hinanden igen?

Du nævner også, at du var tæt på at begå selvmord. Og at du ikke snakkede med nogen om det. Jeg kan forestille mig, at det er nogle rigtig svære tanker at fortælle andre om. Men hvis sådan nogle tanker en dag skulle dukke op igen, synes jeg, det er rigtig vigtigt, at du får fortalt det til nogle voksne.

Det kan være rigtigt svært at tale om selvmordstanker. Det kan der være mange grunde til: Man kan måske tro, at det er en selv, den er gal med. Man kan være bange for at skuffe sine forældre. Man kan tro, at andre aldrig vil forstå en… det kan være lidt af hvert….

Men mange mennesker vil forstå og genkende, at man kan have det virkeligt dårligt. For de fleste kender til at have svære perioder i sit liv.

Mange gange kan en situation nemlig blive meget bedre – blot ved en lille smule hjælp. Og den hjælp tænker jeg, du kan få, hvis du fortæller de voksne omkring dig, om hvordan du har det.

Når man mangler selvtillid, kan man også komme til at mangle troen på, at man er god nok, præcis som man er. Og måske føler man, at man er nødt til at ændre sig selv, for at andre skal kunne holde af en. Præcis, som du beskriver.

Måske har du også lagt mærke til, at mængden af selvtillid og selvværd afhænger af, hvem man er sammen med. Hvordan man har det afhænger af, hvem man har omkring sig.

Måske har du det på én måde, når du er i skolen. Og måske på en anden måde, når du er sammen med kammerater uden for skolen. Måske er du på en tredje måde, når du er hjemme hos din mor.

Jeg kan forestille mig, at der i din klasse er rigtig mange, der går rundt med nogle af de samme tanker som dig omkring, hvem de er og hvem de gerne vil være. Jeg kan også forestille mig, at det fylder hos mange i din klasse, hvad andre tænker om dem. Måske kunne hele klassen have godt af, at læreren tog emnet op med klassen? Nogle gange kan man nemlig godt komme til at gå rundt og føle, at det kun er en selv, der har det sådan.

Derfor kunne det måske hjælpe klassen og samtidig skabe et bedre sammenhold af at man hører, at de andre har nogle af de samme tanker og følelser? Ville det være noget, du kunne have lyst til at foreslå din lærer? Du kunne måske sende forslaget i et brev til hende. Samtidigt kan du fortælle hende om, at du bliver mobbet. Det har din lærer behov for at vide, så han eller hun kan gøre noget.

Men det ved jeg ikke, om du tør? Men jeg tror det – for du har turdet at skrive herind.

Du spørger, om jeg har nogle gode råd til, hvordan du kan blive den, du gerne vil være og opnå dine drømme. Og hvordan du kan blive støttet af venner og familie.

Jeg tænker, at man nemt kan komme til at drømme om, at blive den ‘rigtige udgave’ af sig selv. Jeg kender faktisk ingen, der føler, at de endeligt har fundet sit ‘rigtige jeg’. Men man kan forsøge at blive lidt gladere for at være den, man er.

Den, du er lige nu, indeholder en masse gode sider. Du har nogle ting, du kan lide. Og du har nogle interesser. Alle de ting fortæller noget om, hvem du er. Det er muligt at lære at tale bedre til sig selv – og dermed komme til at holde mere af sig selv med tiden.

Ligesom alle andre, vil du også ændre dig lidt som tiden går. Måske kan du forsøge at tænke tanken, at du er god nok, som du er? Det ved jeg godt er nemmere sagt end gjort. Men jeg synes, du skal gøre forsøget alligevel. Så tænker jeg nemlig, at støtten fra venner og familie vil komme helt af sig selv.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af de ting, jeg har skrevet. Og jeg håber, at du måske endda har fået lyst til at afprøve nogle af de idéer, jeg er kommet med. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat