Mulig depression?

Hej.

Jeg skriver hertil, da jeg har brug for et råd eller lign. fra en person, som ikke kender mig.

Det hele er egentlig en lang histore, så jeg prøver at gøre det kort.

Tror det hele startede i 6. Jeg flyttede skole og kom faktisk hen på en skole, hvor jeg meget hurtigt faldt til. Jeg følte selv, at jeg lærte ret meget, men jeg var ikke specielt glad. Jeg var begyndt på cutting i sommerferien op til 6. klasse og jeg hadede, hvordan jeg havde det, men tænkte, at det nok skulle gå over. Men så, af særlige årsager (som jeg ikke nævner mht. anonymitet) blev jeg rykket over på en anden skole.

Startede på den nye skole i 8. klasse. Begyndte også at se skolepsykologen i 8. klasse da jeg siden 6. klasse ikke havde været specielt glad. Jeg snakkede med hende 2 gange, og så kunne skolen ikke tilbyde flere gange. Hun lavede en “test” på mig, hvor hun gav mig et skema med en masse spørgsmål, som jeg skulle svare på. Jeg svarede på dem og min læge fik svarene, men så skete der heller ikke mere. Ikke andet end, at jeg fik det værre uge for uge.

Jeg cuttede stadig da jeg startede i 9. dog var det ikke så slemt som det kunne være. Har ar fra det, men ikke nogen som er helt vildt tydelige. Omkring januar begyndte jeg at gå til en rigtig psykolog, og efter noget tid hos hende, hvor jeg havde fortalt om en person, som jeg troede var “ham” – Men som jeg også havde haft så mange skænderier med, at hver gang der var noget, så skulle han nævne det i stedet for bare at lade det passere, som jeg gjorde. Hvis det ikke var noget jeg synes var værd at skændes om, så sagde jeg ikke noget, men han skulle ALTID starte noget. Når vi havde haft et skænderi, så fik jeg ikke specielt meget søvn da vi tit snakkede til 03 om natten, og jeg fik samtidig skylden for skænderiet. Men uden at det bliver for langt, så lad mig bare sige, at han var rigtig god til at give mig dårlig samvittighed, også selvom der ikke var noget at have dårlig samvittighed over. En ting som jeg ikke har fortalt til nogen, ud over min aller bedste veninde, som nok har glemt det er, at jeg sendte billeder af mig selv til ham. For når han ikke var led, så var han virkelig dejlig, sød, sjov og en super hyggelig person at snakke med. (Nok også derfor jeg blev ved med at snakke med ham) Men ja, jeg sendte nogle bh billeder og jeg syntes, det var så forfærdelig klamt det vi lavede nogle gange. Jeg havde mødt ham online, men snakket med ham i super lang tid, så meget af det foregik over bla. messenger. Han var skyld i, at jeg begyndte at cutte mere end jeg plejede, han var skyld i, at jeg overvejede at ende det hele så jeg ikke skule skændes med ham igen, han var skyld i, at jeg gik ned i karakter, for jeg fik ikke lov til hverken at sove eller lave mine lektier, for der var altid noget han var utilfreds med.

Jeg kunne godt mærke, at min psykolog ikke mente, at han var god for mit helbred. Hun sagde også til mig for lidt tid siden, at jeg muligvis kunne have en depression. Hun sagde også, at hun ville anbefale, at jeg fortalte min læge det for at få nogle piller. Garanteret anti-depressive. Ideen om, at jeg skulle på de her piller skræmte mig ret så meget, så jeg “fik det bedre” Og i lang tid havde jeg det også bedre end jeg plejede at have det.

Efter nogle måneder stak en af mine daværende bedste venner mig i ryggen da han viste x vores samtaler om x. Og x, ham jeg havde noget med, og min bedste ven rottede sig sammen mod mig og svinede mig helt vildt til. Til sidst fik jeg nok. Jeg blokerede dem begge to på alle sociale medier, slettede vores samtaler så jeg ikke kunne blive mindet om den dårlige tid og så prøvede jeg at glemme det kapitel i mit liv. Efterfølgende skrev y, min ex-bedste ven, til mig. Han skrev, at han var super ked af, at han var sådan en dårlig ven og forrådte mig. Selvom jeg virkelig savnede ham og inderligt gerne ville tilgive ham og skrive “Det gør ikke noget, men du sårede mig” så kunne jeg bare ikke lægge det bag mig. Jeg fortalte ham, at jeg var glad for hans undskyldning, men det ændrede ikke på det som der er sket.

I lang tid efter “bruddet” med X gik jeg meget og tænkte på, om han egentlig havde taget billeder af mig, da jeg bare havde undertøj på, eller om han ville fortælle alle sine venner om mig og, hvad jeg har/ ikke har gjort, eller vise billeder af mig etc. Det går mig stadig på 8 måneder efter. Men jeg er lidt mere afklaret med tanken om, at han måske havde taget screen, af de billeder jeg havde sendt. Tanken strejfer mig stadig og det ødelægger mig egentlig ret meget.

I de sidste 2 måneder kan jeg godt se en forskel efter jeg ikke snakker med ham mere. Mine karakterer er steget igen, og mit snit til eksamen ramte 10,1. Jeg har ikke gjort selvskade i næsten 5 måneder, dog kan jeg ikke sove. Det har jeg også sagt til min psykolog, og jeg har sagt det til mine forældre, men jeg synes ikke der bliver gjort noget ved det. I 2-3 måneder har jeg gået og sagt, at jeg ikke rigtig kunne sove, men de siger bare, at jeg bør prøve dit og dat… Som jeg allerede har gjort. De spørger også, hvad det er jeg ligger og tænker på. Jeg siger jeg ikke ved det. Men det jeg ligger og tænker på er lige præcis alt der her med X og Y. Jeg tænker på min fremtid som jeg egentlig ikke føler bliver til det som jeg gerne vil have den bliver til, jeg tænker på mine veninder som jeg nogle gange føler holder mig udenfor, jeg tænker på, at jeg udsætter mine forældre for et ret stort pres og jeg tænker på hvordan jeg sårer dem med min psykiske tilstand. Jeg er også begyndt at gøre en masse dumme ting. Jeg har røget et par smøger, jeg ledte efter sovepiller i min mors medicinskab bare for at kunne sove om natten, men i stedet fandt jeg nogle piller mod angst som jeg i stedet tog. Jeg er begyndt på snus for nogle måneder siden. Dog ved min far godt jeg tager det. Han sagde, at han hellere ville have, at jeg tog snus end jeg gjorde selvskade. Jeg har endda fået en af mine venners adhd piller, bare for tænke på noget andet.

Men jeg synes, at mit humør er gået ned ad bakke de sidste par måneder. Jeg har overvejet selvmord mange gange, ikke fordi jeg decideret vil dø, jeg er bare træt af det hele. Jeg er specielt træt af, at jeg ikke kan sove om natten.

Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre, har kæmpet så hårdt de sidste par år, men nu må det snart være nok, jeg gider ikke længere være ked af det, eller bruge kræfter på at være glad, så andre ikke ser, hvordan jeg faktisk har det.

Nu er det her brev allerede for langt, og noget af det var kun en minimal del af alt hvad der er sket siden 9. Ved ikke om jeg søger et råd, eller bare ideen om, at nogen forstår, hvordan jeg har det. Så ja… Det var vel det. Tak fordi du gav dig tid til at læse med.

Hilsen en pige på 15.