Kære du,
Tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har overskud og lyst til at bede om hjælp, for det lyder til at være nogle store og alvorlige tanker du går rundt med alene. Når du samtidig oplever, at det har varet i to år, så tænker jeg, at det må have fyldt meget hos dig og du kan have brugt meget energi på de tanker og følelser.. Som 12-14 årig er man ved at udvikle sin egen identitet og der vil være sider af sig selv, som man umiddelbart synes er fantastiske og samtidig kan der være nogle sider, som man måske ikke er så stolt af og som man måske heller ikke helt forstå hvor kommer fra.. Måske er det her et eksempel hos dig på sider, som du ikke helt ved hvor kommer fra og hvad du egentlig synes om dem?
Der er mange unge mennesker, som har en periode, hvor de er optaget af noget specielt og nogle gange også viser det gennem deres udseende. Det kan være en længere eller kortere periode, men hvis man har det okay med det man bliver interesseret i, så kan det være fint at lade sig selv dyrke det lidt og få tilfredsstillet sin nysgerrighed på det, kan du følge mig? For eksempel det du fortæller om din nye interesse for uhyggelige, mørke ting – det kan måske være okay at lade dig selv gå lidt på opdagelse i det ved eksempelvis at se nogle uhyggelig film eller læse nogle uhyggelige bøger eller hvad du ellers kan finde på, så længe at du selv har det godt med det. Men det er ikke det samme, som at du dermed er ved udvikle dig til én der vil skade andre!
Du nævner selv flere gange, at du oplever at have et stort had i dig.. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor det had kommer fra og hvem eller hvad det er rettet imod? Men det lyder til at forvirre dig og give dig nogle frustrationer og meget triste tanker, som jeg tænker, du har brug for hjælp til at få styr på. Vi kan alle have vores op- og nedture, men jeg tænker, at du trænger til at have mange flere gode dage og mere glæde i dit liv? Vi skal ikke gå og have selvmordstanker eller lade vores tanker blive så triste, at vi overvejer selvmord, det er ikke sundt hverken for vores krop eller sind – og vi skal passe godt på os selv, vi skal jo holde et helt liv..
Du fortæller, at du er bekymret for om du kan have en psykisk sygdom og den bekymring, synes jeg, at du skal reagere på. Jeg forestiller mig, at det kan være en lidt tung bekymring at have, så det vil være rart for dig at få talt om det med én, der har forstand på det.
Du fortæller, at du har forsøgt at tale med dine forældre, men uden at de helt kender til dybden af dine følelser – er det rigtig forstået? Og det er en super god start, men jeg tror, at du bliver nødt til at fortælle dem lige præcis, hvordan du har det og hvordan de sidste par år har været for dig. I den fortælling tænker jeg, at du godt kan sige, at du er bange for om andre vil tro, du er sindssyg, så de ved, at det betyder noget for dig, hvordan de selv og andre reagerer på dine tanker og følelser.
De fleste forældre vil så gerne hjælpe deres børn med det, der er svært, men nogle forældre ser ikke altid hvornår deres børn har brug for hjælp, så i de situationer kan man blive nødt til som barn, selvom det kan være rigtig hårdt, at være den der siger ”nu bliver I nødt til at lytte til mig og hjælpe mig.” Hvis du synes det er svært at skulle sige til dem, kan det være en stor hjælp at skrive det i et brev først – så er du sikker på, du ikke bliver afbrudt og du får sagt al det du gerne vil sige på din måde.
Jeg tænker, at det du kan have glæde af, er dels dine forældres støtte og forståelse, og samtidig deres hjælp til enten at du får en aftale hos din læge eller hos en psykolog (det kan også være skolepsykologen), som kan give dig et rum, hvor du kan få talt om alle de tanker og følelser, så du kan få dem ud af dit hoved, men samtidig også tale med en person, som ved noget om, det at have sådan nogle tanker, som du har i øjeblikket. Nogle steder er der også et tilbud om at komme med i en gruppe af børn / unge, som har lignende bekymringer og tanker. Det kan være en stærk støtte at være sammen med andre, som ved lige præcis hvordan man har det..
Hvis du synes det er svært at få talt med dine forældre om det, så tænker jeg, at det måske kunne være en mulighed for dig at ringe til BørneTelefonen 116 111 og tale med en rådgiver først? Jeg tror, du vil opleve en form for lettelse ved at få det sagt til nogle voksne, som kan hjælpe dig videre.. for som du selv siger, så vil du bare gerne blive dig selv igen og føle mindre had indeni og det synes jeg er et fantastisk mål at sætte sig for! Dine forældre har også mulighed for at ringe til vores ForældreTelefon på 35 55 55 57, og tale med en rådgiver - det plejer at hjælpe med en der lytter og giver råd.
De bedste ønsker til dig fra
BørneBrevkassen
