Mit psykiske helbred er blevet værre

Jeg vil helst ikke sige at jeg har nogle psykiske sygdomme, som f.eks. depression, anxiety osv, eftersom jeg har aldrig fået en diagnose.

Det er svært at beskrive dit problem så andre indser hvor seriøst det enligt er, men jeg kommer til at prøve så godt jeg kan.

Jeg har en fantastisk familie. Jeg har nærmest aldrig mistet nogen, jeg er aldrig blevet mobbet eller misbrugt af mine forældre, så mange kommer højst sandsynligt til at spørge “hvorfor har du så brug for hjælp? Du har jo sådan et godt liv!”

Men her kommer problemet. Det sidste år har jeg haft the skidt, men dog, jeg skjulte det for alle, for jeg var bange for kommentarer som “Ej, han leder bare efter opmærksomhed” og sådan noget. Udover det, har jeg meget lidt selv-værd og hader mig selv. Ja, jeg bogstaveligt talt HADER mig selv. Når jeg ser mig selv i spejlet, tænker jeg “Shit, hvor er jeg helvedes grim,” og andre meget undervurderene tænker, og når jeg tænker på alt dette, mener jeg det. Det ikke den typiske “jeg leder efter opmærksomhed” ting. Nej, jeg mener det, inderst inde har jeg det på samme måde, at jeg er helvedes grim.

Nu, til det næste problem. Jeg tror, at jeg har noget der kaldes social anxiety på engelsk. Dette betyder, at jeg er skrækslagen for situationer hvor jeg skal være social. Jeg har det ikke i så høj grad at jeger bange for at gå ud af huset, men jeg er stadig bange for typiske sociale situationer, som at betale for noget i en butik hvor jeg står foran kassen og andre folk ser på mig.

Og nu, en hel tredje ting. Jeg føler følelsen af nervøsitet hele tiden, 24/7. Nogle gange er følelsen så lille at jeg lægger ikke engang mærke til den, men andre at det nærmest gør ondt.

En fjerde ting er at jeg er bange for at blive dømt på mit udseende eller opførsel af andre. Dette lægger dog nok under social anxiety.

Og nu, til den sidste ting. Det sidste halve år har jeg haft selvmordstanker. Alle disse problemer jeg har havde gjort mig træt, hver dag var bare en følelser af nervøsitet, tristhed og had. De sidste par uger har alt det, jeg elskede at lave, alt det jeg holdt af at lave, er blevet… Ubrugeligt. Hver gang jeg prøver, finder jeg ikke den samme glæde som jeg gjorde engang. Hver eneste dag kommer jeg i skole. I skolen tænker jeg bare på, at komme hjem så hurtigt som muligt, og så snart jeg er hjemme, håber jeg bare dagen allerede var ovre. Før tænkte jeg på, hvordan jeg ville begå selvmord. Idag, tænker jeg på hvad der kommer til at ske, efter jeg har gjort det. Min hjerne har allerede indstillet sig til, at jeg kommer til at begå selvmord ligemeget hvad jeg prøver på at gøre.

Jeg har brug for hjælp. Det det eneste jeg spørger om. Bare… Få mig ud af alt det her lort. Bare få mig til at være normal igen.