Mit lorte liv..

Hej.
Jeg har meget svært ved at holde mig selv i live lige for tiden! jeg har altid haft det svært. Her er min historie: Da jeg var lille boede jeg i Frankrig, vi flyttede til danmark da jeg var fem, jeg kendte ingen og har altid haft svært ved at lære nye at kende. Jeg fik nogle gode venner efter noget tid, men tingede var meget anderledes, her i Danmark.

Da jeg så gik i 1. klasse kunne jeg ikke enes med pigerne i klassen, og heller ikke mange af drengene. Det blev lidt bedre i 2. Men igen i 3. klasse fik jeg det svært. Jeg havde ingen at stole på, og havde selv et stort temperament og blev hurtigt sur og ked af det! Nogle af drengene slog, sparkede og rev mig i håret!

Jeg fik noget hjælp men det hjalp ikke mig, da ingen kan forstå mig:/ Jeg græd mig selv i søvn stort set hver aften, og havde allerede i 3. selvmords tanker. Jeg kunne ikke holde det ud! Jeg pjækkede og gik fra timerne så ofte jeg kunne! Det gik frem ad i 4. da jeg fik stor interesse for ridning, rideskolen var mit frie rum, hvor jeg kunne få luft!

I 5. fik jeg mig en rigtig god veninde, som jeg stolede rigtig meget på! Men fordi vi lignede hinanden på så mange punkter blev vi uvenner :/. I slutningen af 5. kom der en ny pige i klassen, som jeg hurtigt blev gode venner med, men hun skabte en masse problemer, både for mig, hende selv og for klassen! Da jeg havde svært ved at stole på min klasse efter hvad der var sket, stod jeg fast ved min nye veninde. Jeg blev hurtigt meget upopulær både i klassen og rundt i byen.
 
Jeg gjorde selvmords forsøg flere gange, og fik psykolog hjælp, men det hjalp mig ikke! Jeg valgte så at forlade min nye veninde, selvom hun gjorde min hverdag lysere, men jeg fik for mange problemer! Det gjorde at jeg kunne være sammen med min klasse igen! Men alle dem der havde hørt de dårlige rygter blev ved at hade mig, jeg kunne da ikke være på gangende i skolen, jeg kunne ikke være i byen, ikke en gang på rideskolen, uden had og trælse kommentar.

Det gjorde mig ked af det. Meget ked af det! Jeg havde konstant selvmords tanker, og gjorde mange forsøg, det lykkes dog ikke. Jeg havde halv part på en pony, ude på rideskolen, som kom i en alder hvor han ikke ville noget, og bare var strid! Vi kunne ikke enes og blev altid uvenner, jeg mistede interessen mere og mere, men skiftede så hest. Det var bare ikke det samme, jeg havde sådan et tæt bånd med min forrige halvpart.

Jeg synes ikke længere det var sjovt at ride, men blev ved med at kæmpe! I gennem ridning har jeg fået en rigtig godt veninde, somme tider kommer vi op og skændes, men vi har snakket det igennem hver gang. Men da hun er et år yngre end mig, gjorde det mig meget upopulær! Hun havde det også svært, knap så svært som jeg, men nogen af de samme problemer. Da hun nemt kom til at være flabet var det svært at komme igennem for hende.

Jeg er nu, her efter sommerferien startet i 7. klasse, og vi har fået nye klasser, der er kommet to andre skoler, og det er ikke nemt for mig! Mange i min klasse har jeg aldrig kunne enes med, da de har hørt de dårlige rygter, de opfatter mig som irriterende, uklog og flabet. Jeg har dog en rigtig god veninde som også gik i min gamle klasse, jeg stoler meget på hende og ved jeg kan fortælle hende alt!

Jeg har Fået en ny veninde, men ved ikke hvor meget jeg kan sige til hende, og er stadig rimelig usikker på hende! Jeg kan sagtens snakke med nogle af pigerne i klassen, men jeg har ingen tillid til dem. De ved ikke at jeg ikke har tillid til dem, da jeg altid har haft svært ved at binde mig til folk, jeg viser ikke at jeg er usikker på dem, tværtimod. Mit temperament har jeg lært at styre, og svare sjældent igen på kometarene jeg ofte får, da eg ved at hvis det bliver stort er det ikke min skyld! Men disse små kommentar jeg får nærmest hver dag, giver mig en ris i hjertet hver gang. Det gør ondt.

Jeg græder mig selv i søvn somme tider. Jeg har en psykolog, men selv om vi snakker det igennem kommer hun ikke til at forstå det. Det ved jeg. Allerede siden sommerferien har mine selvmords tanker været der i hvert fald tre gange! Og har dem også nu. I Frankrig havde jeg et rigtig godt forhold til mine forældre! Men efter jeg fik en lillebror har jeg slet ikke det samme forhold! Jeg får altid skylden hvis der er sket noget, jeg må ingen ting. Men min lillebror der imod, må lige hvad han vil, han har aldrig gjort noget og kan få lige hvad han vil.

Jeg er bange for mine forældre, da de ofte råber ad mig og min far ville ha’ slået mig hvis jeg ikke skrig, her for ikke så lang tid siden. Jeg kan ikke snakke med mine forældre om mine problemer da jeg ikke stoler på dem. Jeg ved ikke hvordan jeg kommer videre da ingen forstår mig. Hjælp!

Hilsen mig.