Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Mit liv er et rod

Hej børnsvilkår.

Jeg ved ikke helt hvorfor jeg skriver, eller hvordan jeg skal få startet/sluttet det, men tror bare jeg vil kast mig ud i det, efter at have skrevet denne linje for 117 gang..

Jeg ved at folk går rundt med større problemer end mig, men jeg tror virkelig bare, at jeg for en gangs skyld har brug for at komme ud med det.. Så håber i vil bruge lidt tid på at læse det- i hvert fald tak på forhånd…

Da jeg var yngre, havde jeg en kæreste (lad os kalde ham Malte). Det startede egentlig med, at jeg flyttede til skolen. I starten var det helt fint, Malte og jeg var bedste venner, og der var ikke nogen problemer som sådan. Vi var altid tre der gik sammen, Malte, en anden dreng, som var Maltes bedste ven (lad os kalde ham Oliver), og jeg. Oliver og jeg var virkelig også gode venner.

Men Malte ændrede sig.. I starten kunne jeg ikke se det. Oliver og Malte skændtes konstant, og Malte udviklede sig voldeligt overfor ham. Drengene gled mere og mere fra hinanden, og skænderierne blev voldsommere og voldsommere. Oliver blev ved med at advare mig med hensyn til Malte, men jeg lyttede ikke på ham. Ofte sagde Oliver også, at den eneste grund, til at han ”blev ved mig og Malte”, var på grundt af mig. Men jeg fulgte ikke hans råd, og Malte og jeg, blev kærester.

Et familie medlem tæt på Oliver, døde af kræft, så han tog mere hensyn til sig selv, og sagde han ikke gad det mere, og så gik han. Jeg forstod ikke hvordan, Oliver og Malte kunne blive sådan uvenner, og tænkte, at det nok var Oliver som var problemet, for på det tidspunkt, var jeg så meget væk i Malte, at jeg ikke kunne finde et eneste problem ved ham.

Starten af vores forhold var helt fint, og vi havde egentlig ikke som sådan nogen problemer. Men han begyndte at blive små sur på mig. Det startede ud med små skænderier- ikke noget stort, bare helt almindelige diskussioner, men lige som med Oliver, så udviklede de sig.

Mit selvværd var (og stadig er) meget lavt, så jeg bukkede altid under. Han begyndte at fryse mig ude- nogen gange flere uger, uden jeg vidste, hvad jeg havde gjort galt. Jeg blev isoleret, fra mine andre venner, da han blev utrolig vred på mig, hvis jeg brugte tid, sammen med nogen andre- Kort sagt, han var den eneste jeg havde.

Han truede mig altid med, at forlade mig, hvis jeg ikke gjorde som han sagde, og jeg var så bange for at blive forladt, at jeg gjorde alt for, at han skulle blive. Diskussionerne blev voldsommere, og han fik en nærmest voldelig adfærd over for mig..

En aften, hvor jeg var over ved ham, lå vi og puttede, mens vi så en film (dette var i 7 klasse). Han begyndte at blive mere nærgående- meget mere end han plejede. Jeg skubbede ham forsigtigt væk, for jeg følte mig ikke klar til den slags. Men han holdte mig fast. Jeg bad ham give slip, og at jeg ikke havde lyst til det… Men han fik et utrolig vredt blik, og begyndte at råbe ad mig.

Jeg var helt vildt bange for ham- og han var slet ikke, den dreng som jeg havde faldet for. Han sagde til mig, at enten gik jeg i seng med ham, eller også ville han ikke være sammen med ham mere.. Jeg var skide bange for at blive forladt, og da jeg ikke svarede ham, blev han nærmest truende overfor mig, og i skræk- både for at blive forladt, og at han ville gøre mig noget- gik jeg i seng med ham… Noget jeg har fortrudt 1 million gange, og et minde som har printet sig fast i min hukommelse.

Efter den aften, var jeg som hans lille tjener.. Jeg nikkede kun, sagde ham aldrig i mod, og gjorde præcist som han sagde… En dag viste det sig, at han havde haft noget andet, med en anden end mig.. Jeg var sønder knust, og græd og græd- jeg ved ikke hvorfor, men jeg var stadig forelsket i ham.. Eller også var jeg forelsket i ideen om, at jeg betød noget for en person, jeg ved det ikke helt?

Af en eller anden grund, kom diskussionen over mod mig, og han blev sur på mig, og ville ikke snakke med mig. Efter lidt, tilgav vi dog hinanden, og vi var tilbage sammen igen. Det varede dog ikke længe, da han dumpede mig…

Lidt under et år senere, skrev han til mig igen. På det tidspunkt, havde jeg en bedste veninde (vi kalder hende Pernille), og hvis nogen har været dårligt selskab for mig, så var det i hvert fald hende. Hun kørte konstant på min selvtillid, og behandlede mig, præcist som hun ville.

Malte begyndte så småt at skrive til mig, og han var gode venner med Pernille. Jeg havde ikke fortalt Pernille om, hvad der var sket mellem os.. Faktisk har jeg aldrig fortalt nogen om det… Malte skrev han savnede mig, ville have mig tilbage, og at jeg skulle give ham en chance til. På det tidspunkt var jeg væk i en anden dreng (lad os kalde ham Ulrik). Jeg havde fortalt Pernille om at jeg godt kunne lide Ulrik.

En aften var vi nogle venner sammen: mig, Pernille, Ulrik, Oliver (som jeg ikke havde snakket med længe), og en sidste pige (Marie). Pernille vidste at Malte, var begyndt at skrive til mig igen, så hun havde inviteret ham med over, dog uden at spørge hvad jeg syntes om det..

Jeg fik lidt rigeligt at drikke den aften- nok i et forsøg på, at vise Malte jeg var kommet videre. Malte var der kun for, at få mig tilbage, så han lavede ikke andet end at være sammen med mig. Pernille havde aldrig snakket med Ulrik før, men hun var meget flirtende overfor ham. Jeg spurgte hvad hun havde gang i, men hun var fuldstændig ligeglad.

Den aften skulle jeg have sovet ved Marie, men hun blev rigtig dårlig. Ulrik sagde vi bare kunne sove ved ham, da jeg bor i en anden by, havde jeg ikke rigtigt andet valg. Pernille var taget hjem, før Marie var blevet dårlig, så hende kunne jeg ikke tage over til.

Jeg havde ikke noget problem ved, at sove ved Ulrik, hvis det ikke var fordi, at Oliver og Malte også sov der. Jeg var fuld.. og Det mellem Pernille og Ulrik havde virkelig gået mig på, så mest af alt ville jeg hjem- noget som ikke var en mulighed.

Jeg tog over til Ulrik, så vi gik gennem byen klokken 3 om natten, over til ham. Hele vejen der over, gik Malte konstant, og snakkede om, at jeg skulle tage ham tilbage. Oliver var beskyttende over for mig, og prøvede at for Malte til at gå- dog uden held. Jeg ville have lægget mig ved Oliver, for jeg ville helst ikke snakke med Malte, og jeg var ked af det, over det med Ulrik. Jeg startede os med, at sove ved ham, men da han faldt i søvn, og jeg virkelig ikke kunne sove, snakkede jeg lidt med Malte. Og før jeg vidste af det, havde vi snakket sammen hele natten.

Næste dag kom Pernille over med morgenmad. Og et par timer efter, lå Ulrik og hende, og snavede- og ja de blev kærester. Jeg blev lidt ked af det over det, men mindede mig selv på, at jeg ikke kunne være bekendt at være ked af det- han kunne lide Pernille, så jeg ville alligevel aldrig have haft en chance. Så jeg tog det i mig, og var glad på deres vegne.

Malte blev ved med at skrive til mig- jeg prøvede så vidt mugligt, ikke at svare, for jeg kender mig selv godt nok til, at vide hvor svært det var for mig, at komme mig over ham første gang. Pernille insisterede på, at jeg skulle snakke med ham, og fik flere gange sørget for, at vi fik snakket sammen. Den ene aften skrev vi sammen længe, han fortalte mig, at det var hans største fejl nogensinde, at han havde fortrudt det lige siden, at han havde ændret sig, men aldrig stoppet med at elske mig- og jeg faldt for den…

Næste dag tog jeg over til Pernille, og hun havde inviteret Malte over. Malte og jeg fik snakket fint ud sammen, og jeg var tilbage til, at være helt væk i ham. Om aftnen fulgtes vi hjem fra Pernille, og han fortalte mig igen, at han ville have mig tilbage.

Om aftnen skrev jeg til ham, og sagde at jeg var faldet for ham, og jeg gerne ville starte på en ny. Han skrev tilbage, at han ikke ønskede et forhold, og at han bare ville prøve det af. Jeg blev ekstremt ked af det, og ringede til Pernille.. Hun svarede, at jeg også skulle huske at tænke på hans følelser, i stedet for at være så selvisk.

Jeg tog hurtigt ordene tilbage- hun havde ret.. Selvfølgelig ville ingen elske mig. Selvfølgelig var det okay, at prøve engang til, hvis han kedet sig. Jeg fik det meget svært med mig selv, og fik et stort had til mig..

Oliver snakkede mere og mere med mig, og han fik mig så småt til at tro, at jeg betød noget. Jeg fortalte ham aldrig hvad der skete, men jeg følte mig speciel sammen med ham. Vi tog alle sammen på lejrskole, og Oliver og mit forhold blev bedre og bedre. Når jeg var sammen med ham, fik han mig til at føle mig selvsikker- noget der er stort, da jeg var så usikker.

Jeg fortalte Marie om mine følelser i forhold til Oliver. Kort efter jeg havde fortalt hende om det, begyndte hun at snakke meget med ham. Hun begyndte også at flirte med ham, og ville gøre alt for at score ham- det sidste selvtillid, var væk nu.

Da jeg kom hjem fra lejrskole, blev jeg syg i en uges tid, og jeg tabte mig 1 ½ kilo, hvilket egentlig var meget pænt, men så snart jeg blev rask, tog jeg det på igen. Jeg begyndte i fitness, og sprang frokosten over, senere sprang jeg morgenmaden over, og før jeg vidste af det, så spiste jeg næsten ikke noget. Den kontrol, som jeg havde manglet før, fik jeg tilbage. Når jeg i det mindste kunne have kontrol over min vægt, og kalorie indtag- så havde jeg da styr på noget!

Oliver blev bekymret for mig, og prøvede at hjælpe, men jeg skubbede ham væk. Jeg ville ikke have nogen tæt på, jeg ville ikke have, at nogen kunne knuse mig igen… Min facade var skrøbelig- så skrøbelig, at den kunne krakelere til hver en tid. Men det var ikke kun derfor, jeg ville ikke have, at han skulle bekymre sig, jeg ville ikke være til besvær, og jeg ville i hvert fald ikke være på masende.

Mit selvværd blev lavere og lavere, jeg udviklede anoreksi. Det eneste jeg tænkte på var kalorier.. Hver morgen løb jeg ud på vægten, og bad til at tallene var lavere end i går..

Mine forældre blev bekymret og sendte mig til lægen, hvor jeg fik konstateret anoreksi. Jeg startede til kontrol vejning, og jeg blev observeret under hvert måltid. Mine forældre kontaktede skolen, som fortalte min klasse det.

Da Pernille hørte det, fortalte hun mig, at jeg kun gjorde det for opmærksomhed, og at hun ikke ville have noget med mig at gøre, så længe at jeg havde anoreksi. Siden da, havde jeg ikke noget med hende at gøre. Jeg fortsatte mit vægt tab, men til sidst fik jeg en så stram snor, at det var umuligt for mig, at fortsætte tabet. Jeg blev bange… Ked af det… Og jeg kunne ikke tænke på andet, end at folk aldrig vil kunne lide mig, så længe jeg var så tyk!

På dette tidspunkt var jeg 1.74 og vejede 43 kilo. Jeg begyndte at få bulimi i stedet for… Det var min løsning, nu hvor jeg blev tvunget til at spise… Jeg fik mig en anden bedste veninde, hende har jeg stadig i dag (Sidsel). Sidsel havde en kæreste (eller de var ikke kærester, men de havde noget sammen, og de elskede hinanden..), hendes ”kæreste” (Simon), blev en af mine gode venner. De hjalp mig så småt på rette spor, men mit selvværd var stadig helt i bunden. Det lyder VIRKELIG selvisk at skrive, men alt handlede om dem, de elskede hinanden så meget, at jeg var 3-hjul, og det gav mig næsten laver selvværd, for jeg følte at jeg bare var til besvær..

En dag fandt Simon en anden, og Sidsel var fuldstændig knust.. Hun var så ked af det, og hun var det meget længe.. Jeg var hos hende, og jeg hjalp hende igennem det.

I foråret begyndte jeg at snakke med Oliver igen. Han var meget forvirret, for han forstod ikke hvorfor, jeg havde frossent ham ude. Han forklarede mig, at han simpelthen ikke kunne fordrage Marie, og hun havde hængt på ham i snart et ½ år. Vi begyndte at være mere og mere sammen, og jeg begyndte at åbne mig lidt op. Igen gav han mig en kæmpe trygheds følelse, og et par måneder senere blev vi kærester. Jeg fik det bedre med mig selv, og da jeg kom tilbage efter sommerferien, var det hele bedre. Jeg var næsten normal vægtig, og jeg havde ikke kastet op længe.

I dag cutter jeg, jeg har stadig en spiseforstyrelse, som jeg ikke har kontrol over, og jeg har selvmordstanker… Folk er søde mod mig- det er ikke det. Og jeg har en kæreste som jeg aldrig kunne finde at gøre mig noget! Og vi har været sammen i ½ år, så jeg føler at det er noget som kan holde..

Men jeg.. Jeg føler bare ikke jeg kan gøre det godt nok.. niende er hårdt, der er mange lektier, og selvom mine forældre ikke direkte siger det til mig, så føler jeg at der er de her krav til, at mine karakterer skal være gode.

Mine to bedste veninder Anna og Sidsel har også en ide til, at jeg skal bruge så og så meget tid med dem, og de bliver skuffet hvis jeg ikke er sammen med dem hver uge. Sidsel er meget følsom, og jeg føler et hvis ansvar for at skulle være ved hende, og hjælpe hende, men sandheden er, at jeg ikke kan være der helt tiden.. Anna og Sidsel har nogen ideer til, hvordan jeg skal være som person- for sådan plejer jeg at være..

Det eneste sted jeg føler, at jeg kan være mig selv er hos Oliver… Og det er ikke engang rigtigt. Jeg har aldrig fortalt ham om hvad der skete, og han ved ikke hvad jeg går i gennem nu…

Jeg føler ikke jeg lever mit liv- overhovedet. Jeg går rundt med et på klistret smil, og lytter til alles problemer, men har aldrig selv sat mig ned, og fortalt hvad jeg tænker. Jeg er bange for folk, vil synes jeg er opmærksomhedskrævende… Og mine forældre kan jeg ikke skuffe…

Det lyder underligt at skrive, men jeg er blevet lidt bange for mig selv.. Her den anden aften, var jeg alene hjemme, da min familie var til noget juleforkost. Jeg ved ikke hvorfor, men den aften var jeg helt knust, og jeg var så tæt på at begå selvmord, jeg stod med bladet med pulsåren, da min familie kom hjem… Der juleforkost var aflyst.. Hvis de ikke var kommet hjem, så ved jeg ikke hvad der ville have været sket..

Tak fordi i ville lytte, det betyder meget, og tak for alt det, som i gør for folk.. Knus fra mig.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige i niende klasseTusind tak for dit lange brev, som jeg nu har læst flere gange for at være sikker på, at jeg ikke har overset noget. Du er rigtig god til at beskrive, hvad du har oplevet, dine følelser og hvordan du har det, så jeg synes, jeg får en ganske god fornemmelse af, hvem du er og hvad du kæmper med. Og jeg kan godt forstå, at du har brug for at komme ud med det.Jeg synes også, det er rigtig godt, at du har skrevet til os, fordi du fortjener bestemt at få noget hjælp…….. og du har nu taget et godt skridt til det ved at dele dine oplevelser med os. Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, og jeg lover, at jeg vil gøre mit bedste.Som jeg læser dit lange brev, beskriver du dine sidste par år som værende problematiske for dig, fordi "de andre" – venner, veninder og kæreste har været med til, at dit selvværd er blevet mindre, fordi du er sådan en pige, der smiler og prøver at gøre det, som de andre gerne vil have, du skal gøre eller være. Du skriver lidt det samme i forhold til dine forældre, som ikke direkte har stillet nogle krav til dig i forhold til karakterer, men du vil bare ikke skuffe dem.Hele din beskrivelse af dit kæresteforhold til Malte, hvor du ikke kunne gennemskue ham og bare gjorde alt, hvad han ønskede for ikke at få konflikter, fortæller mig også, at du netop er en pige, som måske har for meget fokus på at tilfredsstille andres behov …. og helt tilsidesætter dine behov ….. de behov, der kunne være med til at øge dit selvværd i positiv retning.Når jeg læser dit brev, tænker jeg også, at du er rigtig god til at mærke dig selv og analysere det, der sker med dig i forhold til dine venner, veninder og kæreste. Det er du rigtig god til at sætte ord på, hvilket er en fantastisk styrke at have. Hold fast i det! Hold fast i, at du faktisk er god til at beskrive, hvordan du har det. Og du har faktisk også en særdeles god fornemmelse for, hvad der er rimeligt og ikke rimeligt. Du skriver bl.a. "jeg føler ikke jeg lever mit liv – overhovedet" – det er bare så stærkt sagt, synes jeg ….. og viser jo, at du selv er klar over, at der er noget, der skal ændres.Hvad der skal ændres og hvordan, synes jeg er svært at give dig et klart svar på, da jeg sidder inde med rigtig mange spørgsmål, som jeg gerne ville stille dig. Men i hvert fald tænker jeg, at det er vigtigt, at du finder en voksen, som du kan betro dig til, fordi du har brug for at en eller flere voksne hjælpe dig. Måske kan det være en af dine forældre, en moster, en onkel, en lærer eller en anden, som du føler dig tryg ved, og som du har tillid til vil hjælpe dig.Hvis du synes det er for svært at få øje på, ja så vil jeg opfordre dig til at kontakte os på BørneTelefonen på 116111 – enten ringe eller sende en sms – det er gratis, og du er anonym. Du er også velkommen til at skrive herind igen…. Og ellers kan du også logge dig på chatten – her sidder der også voksne rådgivere klar hver eneste dag, som gerne vil hjælpe de børn og unge, der henvender sig. Du har så meget ret til at få hjælp, så du kan få noget mere selvværd og derigennem få del i det sjove og mere bekymringsfrie ungdomsliv.Knus og kærlige hilsener fraBørneBrevkassen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat