Mine forældre hader mig?
Hej.
Jeg skriver, fordi jeg (igen igen) har været oppe at skændes med mine forældre, og det er ved at blive for meget. Der kan ikke gå 1 uge, uden at vi bliver totalt uvenner, og det er virkelig ubehageligt.
Vi har aldrig haft et super godt forhold, for jeg er både stædig og har temperament, og det har de også. Derfor ville vi fra da jeg var omkring 8-9 allerede blive uvenner rigtig tit.
Jeg begyndte som kun 11-12-årig at føle, at de ikke brød sig om mig, og at de aldrig ville blive tilfredse med mig.
Al den negativitet resulterede så i, at jeg fik en depression, begyndte at skade mig selv, og endda havde selvmordstanker. Det var rigtig slemt, og hver eneste gang jeg kom op at skændes med dem, ville jeg selvskade og få rigtig slemme selvmordstanker. Jeg følte bare, at de overhovedet ikke gad mig, og jeg havde lyst til bare at forsvinde fra det hele.
Det var ikke kun deres skyld, for jeg stressede også mig selv meget med fx skolen (Jeg følte, at jeg skulle have perfekte karakterer, for ellers ville jeg ikke være god nok osv. osv.). Jeg kunne godt se, at jeg var ret langt ude, så jeg besluttede mig for, at jeg ville have hjælp.
Derfor skrev jeg et brev til mine forældre, hvor jeg beskrev, hvordan jeg havde det. De besvarede brevet med, at de ville være der, og at “alle har det hårdt som teenager” og sådan noget. Depressionen gjorde også, at jeg havde problemer med at finde motivation til at stå op, og derfor gik glip af skole okay tit. Det nævnte jeg også i brevet, og mine forældre svarede, at “skolen kan glemmes lige nu, det er vigtigere du har det godt”.
Jeg havde det virkelig godt med at komme ud med det, og de var der da også lidt. Men efter kun 1-2 dage tvang de mig i skole, og begyndte at skændes med mig igen.
Derfor fik jeg det værre, men senere besluttede jeg mig for, at jeg ville være glad, og ja. Så jeg gik rundt og kæmpede alene, indtil jeg fik det bedre.
Vores skænderier var der stadig, men de var ikke så slemme længere. Men trods alt blev de stadig sure på mig rigtig tit, og hvis det nu skete, at vi kom i et rigtig slemt skænderi, ville jeg straks få trangen til at selvskade igen. Det skete også et par gange, men gad ikke have, at de skulle kontrollere om jeg var glad eller ej, så stoppede totalt med det.
Nu er problemet bare, at vi bliver uvenner så tit, og jeg kan overhovedet ikke tage det. Er så bange for at blive deprimeret igen, og jeg får virkelig lyst til at selvskade, når vi kommer op at skændes.
Jeg har endda op til flere gange skrevet, og forklaret dem hvordan jeg har det, når vi bliver uvenner, men de kalder mig bare selvisk, og siger noget i stil med: “Hvordan tror du ikke lige vi har det, når du skriver sådan noget?”, og det forstår jeg ikke.. De får det straks til at virke, som om jeg er den slemme her.
Sådan er det egentlig altid, for herhjemme er jeg altid (ifølge dem) “pissesur hele tiden”, og jeg “kræver for meget”, og ” jeg “vil bare have have have”.
Det er forfærdeligt, og jeg kan ikke klare at høre på det længere.
Jeg ved godt, at jeg er en fucking lortedatter, og at det ville være lettere, hvis de bare ikke havde fået mig.
Og jeg klager for meget, jeg er altid sur, jeg er aldrig tilfreds osv osv.
Men sådan er det jo ikke, for ja, selvfølgelig klager jeg engang imellem, men utilfreds er jeg slet ikke. Når jeg endelig får noget, viser jeg da altid, at jeg er glad for det. Men det glemmer de hurtigt.
De behandler også mine søskende totalt anderledes. De har aldrig gjort noget galt, og de får stort set aldrig skæld ud.
Så ja, jeg tror, at mine forældre hader mig, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre ved det.
Undskyld for et totalt langt brev. Anede bare ikke, hvem jeg ellers skulle snakke med.
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
