Kære pige.
Tak for dit brev. Jeg kan sagtens forstå, at du er bekymret for din veninde, og gerne vil hjælpe hende. Du virker til, at være en rigtig god veninde, en man kan komme til med sine dybeste tanker og virkelig stole på! Jeg vil prøve at hjælpe dig videre, så du kan hjælpe din veninde bedst muligt.
At have selvmordstanker er alvorligt, og ikke noget man skal gå rundt med alene. Derfor er jeg glad for, at din veninde har dig. Men dette kan også være voldsomt for dig, at have fundet ud af, at din veninde har det sådan.
Du skriver, at det vil ødelægge jeres venskab, hvis du siger det til nogen. Det kan jeg godt forstå, at du vil undgå. Er det mon din veninde, der har sagt til dig, at hvis du siger det til nogen, så ødelægger du jeres venskab? Hvad ville der ske, hvis du sagde det til en voksen fx en klasselærer eller en forælder? Det er vigtigt, at hun/I får snakket med en voksen om det, som kan hjælpe din veninde til at få det bedre.
Kunne det være en mulighed, at I sammen taler med en voksen? Måske kunne du spørge din veninde, om der er nogen voksne, hun kunne forestille sig at tale med?
Du skriver, at din veninde ikke vil fortælle, hvorfor hun har de selvmordstanker, og jeg kan godt forstå, hvis det føles frustrerende for dig ikke at vide hvorfor. Sagen er den, at det kan være rigtig svært, at beskrive, hvorfor man har selvmordstanker.
Det er ikke alle, der har et klart svar til det. Din veninde har gået rundt med hendes selvmordstanker i meget lang tid, derfor kan det muligvis være svært for hende, at huske grunden til dem. Jeg tror, det vigtigste i denne situationen er, at du er der for din veninde, lytter til hende og måske ikke presser for meget på med spørgsmål, men selv lader hende snakke og fortælle, hvordan hun har det.
Det kan godt være, at det var et uheld, du fandt ud af, at din veninde havde selvmordstanker, men det er det første og et stort skridt på vejen til at hjælpe din veninde – og det er rigtig godt.
Du kan også foreslå din veninde at kontakte BørneTelefonen. Her kan hun tale med en voksen helt anonymt. Hun kan ringe eller skrive til os på 116111 eller hun kan chatte, se her: Få hjælp
Hvis du har brug for at tale mere med en voksen, så må du også meget gerne kontakte os igen. Jeg håber, at din veninde finder en vej til at få hjælp, og at I bliver ved med at være venner.
Kærlig hilsen BørneTelefonen