Min mor hader mig

Hej. 
Jeg sidder her med tanken om at forsøge selvmord. Jeg har tidligere overvejet selvmord, men aldrig så alvorligt som nu. Jeg har ikke et egentligt ønske om at dø. For at forklare skal jeg fortælle historien. Jeg elsker min mor over alt på jorden. Hun er ikke bare min mor, men også min gode veninde som har hjulpet mig igennem svære tider, hvor der ikke var nogen andre for mig. Hun bliver sjældent sur eller ked af det, men når det sker er det forfærdeligt. For mig føles det hver gang som verdens undergang, og det er oftest i disse tilfælde at jeg tidligere har overvejet selvmord.
 For selv når jeg har haft det svært med alt andet i min hverdag har jeg altid haft min mor, som jeg vidste altid ville være der til at hjælpe mig igennem det. Det gør bare situationen endnu værre nu. Min mor sætter heller ikke mange grænser, hun er bestemt ikke skrap. Men det betyder også at når hun gør det, skal man overholde dem. 
Og heri ligger min fejl. Jeg er i gang med at skrive en stor opgave i skolen og arbejder på den herhjemme. Min mor havde bevidst sagt at jeg ikke måtte tage i byen fredag aften. Jeg havde fået lov til at tage med til noget middag med nogle rigtig søde piger. 
Jeg så det som en unik chance for at skabe tættere bånd med disse piger, og det føltes ‘naturligt’ at jeg skulle med i byen. Det er så hvad det er, og det havde muligvis været okay hvis jeg havde ringet til min mor og sagt at det var noget jeg rigtig gerne ville og at jeg nok skulle komme tidligt hjem og lade være med at drikke for meget. 
Det gjorde jeg imidlertid ikke. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tænkte over det. Og jeg fortryder det inderligt. Nåh, men jeg tog med i byen og skriver omkring 00.40 at jeg nok skal være hjemme senest kl 2 og at jeg ikke er særlig fuld, så jeg nok skal være klar til at skrive opgave i morgen. Næste gang jeg skriver er kl dog ca. 3.55 og jeg forklarer at nu er jeg på vej hjem. Min veninde havde mistet sin jakke og det var derfor blevet meget sent. 
Dagen efter var min mor rasende. Hvilket hun stadig er. Jeg tror ikke hun nogensinde kan tilgive mig. Hun siger, at hun aldrig kan stole på mig igen. At jeg har brudt hendes tillid så groft, og at hun ikke ønsker at omgås mennesker hun ikke kan stole på, selvom det så er hendes egne børn. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. 
Jeg ville inderligt ønske at jeg kunne skrue tiden tilbage og lave det hele om, men med den viden at det kan jeg ikke virker selvmord som eneste udvej. Min mor betyder alt for mig og uden hende ønsker jeg ikke at leve. Jeg er så ked af det, jeg er fortvivlet. Denne gang virker det ikke til at det nogensinde går i orden igen. Jeg får ikke en chance for at gøre det godt igen. Hvordan skal jeg få hende til at indse at jeg aldrig vil gøre det igen. 
Hun siger at hun fra nu af vil holde skarp kontrol med mig, og hvis hun finder ud af at der sker noget lignende igen har jeg intet sted at bo. Jeg mener selvfølgelig ikke selv at det vil ske igen. At jeg kan forbedre mig, men når hun ikke giver mig chancen for at bevise det, er jeg bange for at leve resten af mit liv med en mor der ikke kan stole på mig og som hader mig. det vil jeg ikke. 
Jeg vil bare så gerne have at det hele bliver godt igen. Hvis jeg kunne tage det hele tilbage gjorde jeg det. Jeg har venner og familie ud over min mor, men det betyder ikke noget hvis min mor ikke vil se mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. jeg føler mig fortrøstningsløs. – 
L…