Kære M
Tak fordi du er så modig og ærlig at skrive her til BørneBrevkassen. Jeg kan godt forstå, du er ked af at blive kaldt grimme ting, og det er bestemt ikke rart at skulle gå med alle de tanker indeni.
Det lyder rigtig ubehageligt, at den dreng går og siger de ting til dig, og det tænker jeg faktisk, at jeres lærere skal hjælpe dig med at få stoppet. Det påvirker dig meget, så meget at du skriver, at du overvejer selvmord, og det bliver jeg rigtig bekymret, når du skriver.
Mon du ville kunne fortælle en af dine lærere, at den dreng kalder dig så grimme ting, og at du bliver så ked af det? Hvis du har en sød veninde, kan hun måske hjælpe dig med at gå hen til den sødeste lærer og sige, at du gerne vil snakke med hende / ham? Nogle gange kan det være lidt lettere, hvis man har en med...
Du skriver, at du ikke har lyst til at fortælle dine forældre om det, fordi du er bange for, at de vil sige, at du skal tage dig sammen. Er det mon fordi, du før har prøvet at fortælle dem noget vigtigt, som du ikke rigtigt følte, de forstod? Eller er det noget bestemt, du har på fornemmelsen, at de nok vil gøre? (som du ikke har lyst til, de gør?)
Jeg spørger, fordi jeg ved, at mange børn kan gå og tænke, at det her vil de nok ikke tage alvorligt, så jeg må hellere lade være at sige noget... Måske kan man komme til at tænke sådan, hvis man føler, at de altid har travlt og ikke rigtigt hører efter, når man prøver at fortælle noget... Og sådan er der som sagt også andre børn, der har haft det.
Men tit viser det sig, at forældrene faktisk rigtig gerne vil hjælpe, og at de bliver glade for, at man betror sig til dem, når man går og er ked af det... Måske hjælper det at finde det rigtige tidspunkt at snakke med dem, så det ikke lige foregår midt i madlavningen eller mens de er i gang med at proppe lillebror i nattøj... Forstår du hvad jeg mener? Så de har tid til at lytte. Det kan være, man kan gå en tur med en af dem, eller hvis man bliver hentet og skal køre sammen hjem, kan det være et godt tidspunkt at snakke i fred og ro...
Jeg tænker nemlig, at det kunne være rart for dig, hvis dine forældre kunne støtte dig og bakke dig op, og måske fortælle en af lærerne, at den dreng gør dig så ked af det. Også fordi det kan være godt, hvis de ved, hvorfor du måske går og hænger lidt med mulen, så de kan trøste dig.
Jeg tænker i hvert fald, at når du er så ked af det, så vil det være godt for dig, hvis du får fortalt det til en, som kan være der for dig, så du ikke skal gå og have alle tankerne indeni. Så hvis det kræver lidt mere tænketid, før du er klar til at snakke med dine forældre, kunne du måske også starte med at snakke lidt med en anden - f.eks. en sød bedsteforælder, en nabo, en venindes mor eller en anden, du godt kan lide.
Jeg håber, du snart får hjælp til at få den dreng til at holde op med at sige alle de ting, så du kan blive glad for at gå i klassen igen.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
