Livet på kompromis
Hej BB.
Jeg er godt nok 20 år gammel, og nok ikke hvad man kan kalde et decideret barn længere. Jeg kan bare huske, at I for nogle år siden gav mig nogle gode råd i et brev.
Jeg lever mit liv på kompromiser. Jeg føler, at hver gang jeg går uden for min dør, er det et skuespil. Sådan har jeg følt det i rigtig mange år. Jeg får medicin for depression, 200mg sertralin teva om dagen, men det er som om effekten tager af.
Jeg kan sagtens være glad, når jeg er sammen med venner eller familie, og har mange stunder som jeg nyder. Men alt i alt, har jeg måske bare ikke lyst til at være her mere. Og det hele bunder i selvhad. Jeg elsker mine venner, min familie og folk jeg kender. Jeg hader bare mig selv så meget, at livet er svært at kravle igennem.
Siden jeg var 14 har jeg været ved 5 forskellige psykologer. Lige nu er jeg ikke hos nogen, fordi jeg er flyttet hjemmefra og ikke kan blive ved med at hive penge ud af mine forældre for at betale for noget der alligevel ikke hjælper mig.
Grunden til at jeg hader mig selv, er ikke specificeret i mit hoved. Jeg ved bare at jeg gør det. Jeg tror dog at den største grund, er min vægt. Jeg er fed. Sådan, helt bogstaveligt talt. BMI på 33 og alt det der. Og selvom jeg har villet tabe mig i 6 år nu, er jeg ikke kommet igang. Jeg elsker at løbe, spille sport og cykle, og gør det næsten dagligt.
Mine problemer ligger ikke i aktivitetsniveau, men i min spisning. Jeg elsker smør. Jeg elsker pålægschokolade. Og fandme så om den skide pose chips ikke gør mig til verdens lykkeligste pige i hele 10 minutter.
Jeg er afhængig af mad. Jeg elsker det simpelthen. Selv med tårer rullende ned ad kinden imens jeg skriver det her, er alt jeg har allermest lyst til en stor pizza med pepperoni og hvidløg. Fuck. Jeg har det så fucking dårligt.
Jeg vil så gerne kunne leve fredfyldt, vil så gerne have en masse ud af livet, men jeg kan ikke. Fordi jeg ikke har selvdisciplin nok til at holde op med at spise som et satans hængebugsvin. Fordi jeg er så ynkelig at jeg bare har ondt af mig selv, i stedet for at mande mig op og komme igang.
Jeg vil bare gerne dø. Jeg gider ikke alt det her. Livet er så meningsløst. Den eneste grund til at jeg bliver her, er for ikke også at smadre alle de andres liv. Så mange mennesker ville blive skadet af min død. Ikke mindst min lillesøster. Og resten af min store familie…
Jeg kan bare ikke se meningen med at blive ved med at være et sted, hvor jeg ikke er glad. Jeg kan heller ikke længere se meningen i at være et sted, hvor jeg ikke har lyst til at arbejde på at blive glad. Tanken om børn, og egen familie plejede at holde mig kørende. Men efter at have fundet ud af at jeg har PCOS og at det er genetisk arveligt (min søster, min mor og jeg har det), gider jeg heller ikke det mere.
Fandme nej om jeg ville give sådan nogle lortegener videre til et andet liv. Jeg ville hade at se min hypotetiske datter, være lige så ked af det og håbløs som jeg er.
Jeg vil bare gerne finde ud af hvad der sker, efter hjernen slukker. Det finder mig mere interessant, end hvilket vejr det bliver i morgen. For jeg ved at det kommer til at regne her, uanset hvad metrologerne siger alligevel.
Hilsen M.
"alene" hør andres fortællinger
Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.
