Livet er sgu ikke så fedt

Kære 16 årige dreng

Det lyder bestemt ikke rart, at gå rundt og være deprimeret så længe som du har været.
Jeg sidder og tænker på om du har været i en eller anden form for behandling for det?
Hos en læge eller en psykolog, med samtaler måske, eller har fået medicinsk behandling?

Når dine forældre spørger dig om du har det bedre, så tænker jeg at de ved at du er/ har været deprimeret og derfor bekymrer sig for dig. Er det mon rigtigt forstået?
Og du prøver at skåne dem, ved at sige det går bedre, selvom det ikke er sandt. Det går faktisk rigtigt skidt for dig og det lyder også som om, du er ret alene i det.

Hvis du virkelige ikke vil have, at dine forældre ved det, så vil jeg foreslå dig at du kontakter din læge. Du kan selv bestille en tid hos lægen, du behøver ikke dine forældres godkendelse. Du kan fortælle lægen, hvordan du har det, og at du har svært ved, at dine forældre skal vide det. Fordi du er under 18 år, er det lægen der afgør om han/hun vil inddrage dine forældre.
Du finder lægens nummer på dit gule sygesikringskort.

Jeg læser også at du, trods dine tunge tanker om selvmord, er nysgerrig på livet. Nysgerrig omkring, om der skulle være noget bedre til dig. Du kalder det en naiv tanke, men det er en af vores medfødte følelser, at være nysgerrig og undersøge verden, livet og menneskerne omkring os. Det er en stærk følelse i os, som har gjort at meget er opdaget, udviklet og studeret.

Der er masser at opdage endnu, og jeg er tror bestemt på, der også ligger oplevelser forude for dig, som du ikke har forestillet dig endnu og som kan bringe både spændende og lærerige erfaringer med sig, til dig. Når jeg læser dit brev, så kan jeg tydeligt se, at du har humor. Humor kan give både dig selv og andre glæde, og derfor er det et stort plus, at du har den.

Det er ensomt at gå og holde en facade oppe. En facade, der kræver en masse løgne, så ingen opdager hvor skidt du har det indeni. Og det er enormt anstrengende at opretholde sådan en facade. Men mest af alt, tror jeg det er både ensomt og ulykkeligt.

For hvem kender så en helt rigtigt? Hvem er der til at hjælpe og guide dig og være der for dig, når du har det svært? Måske kan dine venner mærke en uoverenstemmelse mellem, hvem du gerne vil vise du er (facade), og hvem de fornemmer nedenunder. Det kan måske være svært for dem at vide, hvordan de skal opføre sig, og derfor trækker de sig lidt fra kontakten. Måske tror de, at du helst vil være dig selv?

Der er hjælp at hente, hjælp der vil virke, og som du endnu ikke har prøvet.
Jeg forstår du gerne vil beskytte dine forældre, det vil de allerfleste børn og unge jeg har skrevet og talt med. Men måske vil dine forældre faktisk gerne hjælpe dig – også selvom de bliver kede af, hvordan du egentlig har det?

Du kan overveje det. Overveje om du kunne snakke ærligt med dem om, hvordan du har det.
Det er helt op til dig, du vælger hvornår og om du vil det.

Jeg vil også foreslå, at du tænker over, om der er andre, som kan hjælpe dig. Nogen, du kan starte med at fortælle det til, hvis det stadig er for svært at være ærlig over for dine forældre. Det kan være en lærer, en god vens mor, en onkel eller bare en voksen, som du har det godt med.

Når tankerne kommer om selvmord og selvskade, kan du ringe ind til os på BørneTelefonen. Vi sidder klar – hver dag året rundt. Så er du ikke alene med dine tanker og du kan støttes i, at få den hjælp du har brug for. Det foregår fuldstændig i dit eget tempo og du er anonym.
Du kan altid ringe på 116111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen