Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Livet er et helvede.

Hej.

Jeg er en pige på tretten, fylder dog fjorten om lidt over en måned.

Til problemet;

Jeg er blevet mobbet så langt jeg kan huske tilbage og det har påvirket mig.
 
Jeg blev ikke ramt af det før jeg var ti men så var det som om deres ord var en ødelæggende storm. Ordene rev mit skjold væk og ødelagde mit sind. Jeg vendte mine ægte venner ryggen, bange for at hvis jeg støttede dem ville mobningen blive værre.

Jeg mobbede de eneste venner som jeg kunne stole på.

Nu, tre år efter kan jeg virkelig mærke hvad mobningen gjorder ved mig.

Jeg er bange for unge. Jeg føler mig faktisk kun tilpas sammen med voksne. Jeg tør ikke engang gå med hovedet oppe når jeg går til bussen. Jeg løfter kun hovedet for at nikke til bilen som holder for mig, altså mit tegnsprog for tak. Ellers kan jeg ikke, jeg føler deres øjne er på mig og at de dømmer mig.

Mit forhold til mine forældre er anspændt.

Jeg er bange for min far, han har råbt af mig, kaldt mig fede kælling osv.

Forholdet til mor er bedre, ikke meget men lidt. Jeg ville dog aldrig kunne fortælle dem mine følelser.

Jeg føler i forvejen at jeg er en forfærdelig datter.

Jeg har også selvmordstanker, nogle dage er værre end andre.

Jeg har opgivet livet og jeg er ikke bange for døden. Jeg er ikke bange for selv at dø, jeg er bange for at dem jeg elsker dør. Det tænker jeg meget over og får det dårligt hvis mine forældre er forsinket osv.

Jeg har mistet en del af min familie til døden, den første da jeg var to år.

Jeg begyndte at føle at det var min skyld at de døde og nu kan jeg ikke klare tanken om at dem jeg elsker en dag ikke er her. Især om aftenen er det hårdt. Det er som om at alle de hårde ord og tanker jeg har fået i løbet af dagen bliver værre og det holder mig ofte fra at sove. Jeg er bange, græder og tør ikke sove. Det betyder også jeg får omkring fem timers søvn i hverdagene.

Det værste er angsten for at blive afvist.

Jeg har to veninder som betyder alt for mig. Jeg føler bare altid at jeg ikke er god nok til dem, jeg gemmer alle mine problemer væk og putter et falsk smil på mine læber. De har dog fundet ud af det og vi snakkede om det, dog kan jeg ikke holde ud at de skal vide hvad jeg føler.

Jeg er træt af det. Jeg er træt af at være ked af det, havde det dårlig både fysisk og psykisk.

Jeg vil bare være glad, jeg vil bare være lykkelig.

Er det for meget at bede om?

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære du,

Tak for dit brev.

Jeg får lyst til at sige at jeg er glad for at du skriver herind. Du er rigtig god til at beskrive dine tanker og følelser og virker til at være en pige der tænker meget over tingene.

Det berører mig at du føler dig så mærket efter at have oplevet mobning. De ting du beskriver med at have svært ved at tro på dig selv og have tillid til andre, er noget jeg kan genkende fra andre der har været udsat for mobning. En måde at beskytte sig selv på kan, som du også beskriver det, være selv at mobbe andre. Når der foregår mobning i en klasse handler det ofte om at der er et problem med kommunikationen, og det er derfor også et fælles problem som skolen skal tage hånd om. Mon du har oplevet at der er blevet taget hånd om mobningen og talt om den i din klasse?

Du skriver at du er bange for andre unge og har det bedst sammen med voksne, fordi du er bange for at andre dømmer dig. Mon du har talt med nogen om de følelser? Jeg får et billede af at du er bange for at stå ved hvem du, fordi du er bange for ikke at blive accepteret. Mon det er noget du kan genkende? Jeg kan forstå at du har to venner som du er rigtig glad for. Hvor er det godt at høre. Det er forståeligt at det kan være sårbart for dig at lukke dem helt ind og fortælle dem om hvordan du har det, og at det kan være nemmere at tage et ”falsk smil på”. Jeg tænker dog, at det er vigtigt at du prøver at tænke på at ting ikke er som de har været. Det at du har været udsat for mobning, gør ikke at du ikke kan stole på andre eller dig selv. Det gør måske netop at du er blevet god til at mærke efter hvad der føles rigtigt og hvilke mennesker der er gode for dig?

Jeg tænker at det vil være godt for dig at få snakket med en voksen som du stoler på, om dine oplevelser med mobningen og om hvad de oplevelser har gjort ved dig. Mon du kender en voksen du vil kunne snakke med om det? Du har vist du er en stærk og modig pige ved at skrive til os, tænker og håber du kan bruge din styrke på at få åbnet op overfor en voksen du er tryg ved. Måske det kan være dig en hjælp at vise den voksne dit brev til os og mit svar, det kan være en god måde at få startet en snak, ville det måske være en mulighed?

Du skriver også at du er bange for at andre omkring dig skal dø. Mon du selv ved hvorfor du har det sådan? Tanken om døden og det at miste, er et tema der er vanskelig for de fleste. Især i teenageårene, er det helt normalt at tanker om døden, frygten for at miste fylder særlig meget. Jeg bliver lidt nysgerrig på hvor længe du mon har haft det sådan? Måske kan det at have oplevet at have mistet gode venner i forbindelse med mobningen, have gjort dig ekstra bange for at miste dine forældre og dem der står dig nært? 

Jeg bliver bekymret over at du skriver at du tænker på selvmord og at du går rundt og er så ked af det, at det påvirker dig både psykisk og fysisk. Jeg tænker at det er rigtigt vigtigt at du får fortalt en voksen om hvordan du har det. Du skriver at du aldrig vil kunne fortælle dine forældre om dine følelser, og at du er bange for din far. Mon du vil kunne skrive et brev til din mor i stedet for? Hvordan lyder det? Eller kender du mon en anden voksen- f.eks. en lærer, noget familie eller en helt tredje, som du vil kunne snakke med det om? Ofte hjælper det at tale med nogen om hvordan man har det, så man ikke går med det hele selv. 

Du skriver at du føler dig som en forfærdelig datter og at du føler det er din skyld hvis nogen dør. Det kan aldrig være din skyld at nogen dør og jeg er sikker på at du ikke er en forfærdelig datter – når man har det dårligt og er ked af det kan man godt komme til at føle at man ikke er god nok og at andre ikke kan lide én. Min oplevelse er at alle forældre elsker deres børn og at de ønsker at de skal have det godt. Det er dog ikke altid sikkert de ved hvordan de skal hjælpe dem. Derfor tænker jeg også at det er vigtigt at du prøver at hjælpe dem til at hjælpe dig, ved at fortælle dem (eller en anden voksen) hvordan du har det. Jeg er klar over det er et stort skridt for dig og kræver mod, men som en kendt filosof Kirkegaard engang sagde: "At turde er at miste fodfæstet for en stund, ikke at turde er at miste sig selv". Tænker det kan oversættes til, at det lige nu og her er svært at få sagt højt, men at du ved at bruge dit mod til at gøre det, vil du hjælpe dig selv videre på din vej til som du ønsker større glæde i din hverdag.

Til det du slutter af med at skrive, tænker jeg ikke det er for meget at bede om at du bliver glad igen. Jeg tror på at der er en vej for dig, til at blive gladere og mere sikker på dig selv.

Jeg håber du fik svar på dine spørgsmål.

Du er altid velkommen til at skrive herind igen eller til at ringe til Børnetelefonen på 116111 og tale med en rådgiver. Det er anonymt og gratis.

De bedste hilsner Børnetelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat