Livet er et helvede.

Kære du,

Tak for dit brev.

Jeg får lyst til at sige at jeg er glad for at du skriver herind. Du er rigtig god til at beskrive dine tanker og følelser og virker til at være en pige der tænker meget over tingene.

Det berører mig at du føler dig så mærket efter at have oplevet mobning. De ting du beskriver med at have svært ved at tro på dig selv og have tillid til andre, er noget jeg kan genkende fra andre der har været udsat for mobning. En måde at beskytte sig selv på kan, som du også beskriver det, være selv at mobbe andre. Når der foregår mobning i en klasse handler det ofte om at der er et problem med kommunikationen, og det er derfor også et fælles problem som skolen skal tage hånd om. Mon du har oplevet at der er blevet taget hånd om mobningen og talt om den i din klasse?

Du skriver at du er bange for andre unge og har det bedst sammen med voksne, fordi du er bange for at andre dømmer dig. Mon du har talt med nogen om de følelser? Jeg får et billede af at du er bange for at stå ved hvem du, fordi du er bange for ikke at blive accepteret. Mon det er noget du kan genkende? Jeg kan forstå at du har to venner som du er rigtig glad for. Hvor er det godt at høre. Det er forståeligt at det kan være sårbart for dig at lukke dem helt ind og fortælle dem om hvordan du har det, og at det kan være nemmere at tage et ”falsk smil på”. Jeg tænker dog, at det er vigtigt at du prøver at tænke på at ting ikke er som de har været. Det at du har været udsat for mobning, gør ikke at du ikke kan stole på andre eller dig selv. Det gør måske netop at du er blevet god til at mærke efter hvad der føles rigtigt og hvilke mennesker der er gode for dig?

Jeg tænker at det vil være godt for dig at få snakket med en voksen som du stoler på, om dine oplevelser med mobningen og om hvad de oplevelser har gjort ved dig. Mon du kender en voksen du vil kunne snakke med om det? Du har vist du er en stærk og modig pige ved at skrive til os, tænker og håber du kan bruge din styrke på at få åbnet op overfor en voksen du er tryg ved. Måske det kan være dig en hjælp at vise den voksne dit brev til os og mit svar, det kan være en god måde at få startet en snak, ville det måske være en mulighed?

Du skriver også at du er bange for at andre omkring dig skal dø. Mon du selv ved hvorfor du har det sådan? Tanken om døden og det at miste, er et tema der er vanskelig for de fleste. Især i teenageårene, er det helt normalt at tanker om døden, frygten for at miste fylder særlig meget. Jeg bliver lidt nysgerrig på hvor længe du mon har haft det sådan? Måske kan det at have oplevet at have mistet gode venner i forbindelse med mobningen, have gjort dig ekstra bange for at miste dine forældre og dem der står dig nært? 

Jeg bliver bekymret over at du skriver at du tænker på selvmord og at du går rundt og er så ked af det, at det påvirker dig både psykisk og fysisk. Jeg tænker at det er rigtigt vigtigt at du får fortalt en voksen om hvordan du har det. Du skriver at du aldrig vil kunne fortælle dine forældre om dine følelser, og at du er bange for din far. Mon du vil kunne skrive et brev til din mor i stedet for? Hvordan lyder det? Eller kender du mon en anden voksen- f.eks. en lærer, noget familie eller en helt tredje, som du vil kunne snakke med det om? Ofte hjælper det at tale med nogen om hvordan man har det, så man ikke går med det hele selv. 

Du skriver at du føler dig som en forfærdelig datter og at du føler det er din skyld hvis nogen dør. Det kan aldrig være din skyld at nogen dør og jeg er sikker på at du ikke er en forfærdelig datter – når man har det dårligt og er ked af det kan man godt komme til at føle at man ikke er god nok og at andre ikke kan lide én. Min oplevelse er at alle forældre elsker deres børn og at de ønsker at de skal have det godt. Det er dog ikke altid sikkert de ved hvordan de skal hjælpe dem. Derfor tænker jeg også at det er vigtigt at du prøver at hjælpe dem til at hjælpe dig, ved at fortælle dem (eller en anden voksen) hvordan du har det. Jeg er klar over det er et stort skridt for dig og kræver mod, men som en kendt filosof Kirkegaard engang sagde: "At turde er at miste fodfæstet for en stund, ikke at turde er at miste sig selv". Tænker det kan oversættes til, at det lige nu og her er svært at få sagt højt, men at du ved at bruge dit mod til at gøre det, vil du hjælpe dig selv videre på din vej til som du ønsker større glæde i din hverdag.

Til det du slutter af med at skrive, tænker jeg ikke det er for meget at bede om at du bliver glad igen. Jeg tror på at der er en vej for dig, til at blive gladere og mere sikker på dig selv.

Jeg håber du fik svar på dine spørgsmål.

Du er altid velkommen til at skrive herind igen eller til at ringe til Børnetelefonen på 116111 og tale med en rådgiver. Det er anonymt og gratis.

De bedste hilsner Børnetelefonen