Kan jeg have depression?

Kære pige på 12 år

Tak for dit brev! Hvor er det bare godt, at du skriver herind til os og ikke sidder med dine svære tanker og selvskade alene.

Når jeg læser dit brev, gør det indtryk på mig. Du skriver meget reflekteret. Og det du skriver om, at vrede, ensomhed og det at være ked af det, er dine trygge følelser, giver rigtig god mening, synes jeg. Det er en ond cirkel, som du har brug for hjælp til at komme ud af.

I dit brev skriver du, at du burde straffes pga. dine ar, og at du laver selvskade, for at straffe dig selv.

Det er også tanker, jeg hører fra mange andre her på BørneTelefonen. At de cutter, fordi de har det svært. Måske de ikke har det godt psykisk, andre har problemer i familien. Men når de cutter, virker det som om, at det indeni ikke gør ligeså ondt. Fordi det i stedet gør ondt udenpå.

Problemet er bare, at mange får det endnu værre efter, at de har cuttet. Måske du også kan genkende det? Derudover er det rigtig vanedannende at cutte. Det kan være svært at stoppe igen. Det lader til, at det netop er blevet en vane for dig, når du beskriver det som en følelse, der ikke er til at stå for.

Jeg fornemmer på dit brev, at du faktisk gerne ville lade være med at cutte, da du skriver, at det er forfærdeligt hårdt at leve på den måde, og siden du også har skrevet til BørneTelefonen.

Det kan være godt at have “en plan” til når man får lyst til at cutte. Sådan at man kan forsøge at gøre noget andet i stedet. Måske du kan overveje det? Det kan være at gå en tur, dyrke sport, se en film, høre musik eller bare hvad, du synes er rart og som kan få tankerne væk.

Det er også et kæmpestort skridt, du allerede har taget ved at skrive til BørneTelefonen og fortælle det til nogen. Det fortæller mig, at du er både stærk og modig.

Har du mon allerede fortalt til andre, at du udsætter sig selv for selvskade? Hvis ikke, så tænker jeg at det er en rigtig god idé at fortælle det til en voksen, du stoler på! Det kan være dine forældre, en anden i familien, en lærer eller måske en venindes forældre?

Måske du kan overveje at vise brevet her og mit svar? Her har du nemlig været god til at forklare, hvordan du har det. Andre, der har stået i lignende situationer, har fundet det hjælpsomt. For det kan nogle gange være lettere at vise brevet end fortælle det, man synes, er svært.

Du skriver, at grunden til, at du stadig er her, er din familie. Det fortæller mig, at du måske har en god relation til dine forældre/din familie? Og selvom jeg virkelig godt forstår, at du frygter snakkene, så er det at fortælle, hvordan du har det vigtigt for, at du kan få det godt igen.

Du spørger i overskriften, om du har en depression. Det kan jeg desværre ikke svare på. Det kan kun en læge. Men det er tydeligt, at du ikke trives. Og at du har brug for hjælp.

Du skriver også selv flere gange i dit brev, at du har brug for hjælp. Og det er så godt, at du rækker ud efter den. Ud over din familie, en lærer eller en venindes forælder, så tænker jeg, at du med fordel kan tale med din læge. Det er vigtigt, at dine følelser bliver taget alvorligt.

Derudover er Landsforening mod Spiseforstyrrelser og Selvskade et sted, hvor de virkelig ved meget om selvskade. Hvis du har brug for mere rådgivning, ville de være rigtig gode at snakke med. Du kan finde deres rådgivningsmuligheder her.

Du er selvfølgelig også meget velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen igen på 116 111 – du kan både skrive og ringe til det her nummer.

Jeg håber virkelig, at du kan bruge nogle af mine råd, og at du får det godt igen hurtigst muligt. Alle børn har ret til et godt liv! Og de har ret til at få hjælp udefra, til at få det bedre.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen