Kære pige på 10 år.
Tak for dit brev her til BørneBrevkassen, det er rigtig godt du skriver herind. Når jeg læser, at du kun er 10 år, tænker jeg, at du er rigtig god til computer, når du selv har fundet ud af at skive hertil – sejt gået.
Jeg kan godt forstå dig, når det du er udsat for, er alt for meget at klare. Det må bestemt ikke være rart, og det er slet ikke i orden, at du er bange for at komme i skole.
Når man er uvenner med nogen af dem, man går i klasse med, kan skoledagen være rigtig ubehagelig. Jeg tænker derfor på, om der er en lærer, du er rigtig glad for? Kan du fortælle den lærer, hvordan du har det, og at du er ked af det og bange?
Det kan også være, at du går i SFO efter skole, måske er der en af de voksne der, du kan tale med?
Hvis du tænker, det er svært at fortælle om, kan du måske skrive et brev til din lærer eller anden voksen. Det kan nogle gange være lettere at tale om, hvis man først har skrevet noget om det.
Det kunne være ganske kort, måske i retning af ”jeg vil gerne tale med dig om at jeg oplever…..”
På den måde ved den vokse lidt om, hvad du gerne vil forælle og kan måske så hjælpe dig med at få tingene sagt.
Jeg tænker også, at det kunne være en stor hjælp for dig, hvis du kunne tale med din mor eller far om, hvad du oplever i skolen. Måske kan de allerede mærke på dig, at du er ked af at komme i skole..?
Det kunne måske også være en god ide for dig at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Det er gratis at ringe dertil, og du behøver ikke fortælle, hvad du hedder. Inde på BørneTelefonen kan du tale med Børns Vilkårs rådgivere, de er rigtig gode til at lytte til de problemer, børn har.
Mange kærlige hilsner
BørneBrevkassen