Kan ikke glemme forfærdelig tanke

Hej BB.

Jeg er en pige på 13, og fik den aller VÆRSTE tanke.

Det startede da jeg var 9. Jeg nævne ikke selve tanken da det kun kræve 1 min. før du har det på samme måde. Men jeg vil godt beskrive den.

Jeg følte mig så alene jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv.

Græd mig i søvn og vågnede senere hvor jeg måtte gå ned til mine forældre og bare sidde hos dem uden at sige hvad der var galt. Jeg sagde kun jeg vil tænke på noget andet og var bange (Det skal lige siges jeg altid har følt mig som verdens største kylling) Jeg endte med at gå i seng igen og græd mig i søvn. Næste dag følte jeg som om jeg var i en mærkelig trangse og gjorde alt for ikke at tænke på den tanke.

Det udviklede sig til at jeg fik tvangstanker og kunne det første år ikke se noget uden at tænke “Sidste gang jeg så det her var jeg normal”

Jeg gemmte mig hele næste år mig derhjemme, men opførte mig så normalt som muligt.

Jeg talte en gang med min mor og det fordi hun spurgte hvorfor jeg havde grædt om aften. Jeg fortalte hende lidt om tanken og hun havde selv haft den. Vi snakkede ikke mere om det.

Det forsætte og tvangs tankerne og blev værre. Jeg kunne ALDRIG forlade et sted uden at have slået mig mindst 1 gang på noget.

Det forsatte det næste år.

Sidste år besluttede jeg mig for at IKKE tænke på det igen og gøre tvangs handlinger. Det hjalp en uge, men jeg brød sammen.

Nu lever jeg så godt jeg kan uden at tænke på det. Men har stadig tanken i baghovedet, burde jeg snakke om nogen om det?

Jeg ønsker ikke at andre skal så langt ned som jeg kom (Til selvmordtanker, tvangstanker, had til alt der kunne have forhindret det) JEG ØNSKE DET IKKE FOR NOGEN!

Nogen gange når jeg ligger alene kan tanken overmande mig og er nød til at snakke til mig selv for at øver døve tanken.

Har prøvet at gøre brevet korter, men har så mange ting i hovedet og har ikke snakket med nogen om det udover min mor en 1 gang. () ()

Hilsen den fortvivlet pige (-.-)