Kære pige på 12 år.
Hvor er det godt, at du har skrevet til BørneTelefonen.
Jeg forestiller mig, at det må være meget svært at være dig lige nu, og jeg er glad for, at du har mod til at fortælle mig om dine selvmordstanker.
Jeg kan godt forstå, hvis du havde svært ved at skrive brevet. Det er ikke nemt at beskrive overfor andre, hvordan man virkelig har det indeni, og det kan ofte være svært at fortælle, at man har selvmordstanker.
Men du kan mærke, at du ikke har det godt. Derfor er det rigtig godt at du lytter til dig selv og har skrevet herind.
Mange unge har på et tidspunkt haft selvmordstanker. Jeg fortæller dig det, fordi det måske kan være en lettelse for dig at vide, at du ikke er den eneste. Man er ikke forkert eller fortabt, fordi man har selvmordstanker.
Når man har det så svært som du har lige nu, kan man godt få tanken, at det ville være bedre, hvis man ikke var her mere. Og at alle andre ville blive gladere.
Men selvom det føles sådan, er det ikke sandt.
Men når man har mistet sit overskud og er trist det meste af tiden, kan det være svært, ja næsten umuligt, selv at få øje på en vej ud af problemerne.
Det har man brug for hjælp til.
Er der mon nogen der ved, at du er trist og har selvmordstanker? Jeg spørger, fordi jeg tænker, at så svære tanker skal man ikke gå alene med.
Du fortjener at få omsorg og blive passet rigtig godt på lige nu, derfor tænker jeg, at du skal have hjælp.
Har du mon haft modet til at fortælle det til dine forældre? Eller måske en veninde?
Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at få sagt. Måske kunne du vise dem dit brev og mit svar? Det kan nogen gange være lettere at få startet snakken på den måde.
Det kan også være, at der er en lærer på skolen, som du føler dig tryg ved? Eller måske sundhedsplejersken eller en pædagog?
Det er også en mulighed at få hjælp hos din læge. Du kan godt selv bestille en tid hos lægen, eller du kan tage en voksen med.
Lægen vil sammen med dig finde ud af, hvordan du får den bedste hjælp, så du kan forsøge at komme af med de triste tanker. Lægen har talt med andre med selvmordstanker og depression, og ved derfor meget om, hvordan du kan få hjælp.
Du kan også ringe til BørneTelefonen på 116111. Her sidder der en voksen klar, som rigtig gerne vil tale med dig og hjælpe dig.
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker. Selvom det måske ikke føles sådan, har du allerede taget det første skridt til at få det bedre ved at skrive her ind. Det skal du være stolt af.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kærlig hilsen BørneTelefonen.