Kære pige på 12 år
Tak for dit brev og tak for din tålmodighed. Jeg beklager, at du har måttet vente på svaret. For det er bare så godt, at du har skrevet sådan et modigt og ærligt brev og sendt til BørneBrevkassen. Jeg kan godt fornemme din fortvivlelse gennem det, du skriver - men jeg ser også dit brev som et tegn på, at du alligevel gerne vil finde en anden mulighed... At du godt tør tro på, at det kan være anderledes...
Der er ikke noget at sige til, at det går dig på, når du bliver kaldt grimme ting i skolen. Det er slet ikke i orden, og det er der ingen, der skal udsættes for. Det kunne godt lyde som om, der ikke er nogen, der har lagt mærke til, at det foregår? Er det mon rigtigt gættet af mig..?
Du har jo i virkeligheden vist på en meget tydelig måde, at der er noget galt, da du forsøgte at tage dit liv for nylig. Du har kæmpet i lang tid, og du har selv forsøgt at holde op med at cutte. Det kan være svært at holde op med, men det er så flot, at du har prøvet. Og nu har du endda taget mod til dig og fortalt det hele her til BørneBrevkassen. Det er så stærkt og flot, det er det virkelig.
Hvis min fornemmelse er rigtig - dvs at der ikke rigtigt er nogen, der har lagt mærke til, hvor svært du har det - så kunne det være den vej, du kunne prøve at gå... At få fortalt alt det, du har fortalt her i brevkassen, til en sød og seriøs voksen. At få vist dine ord her i brevet til en voksen måske... For selv om du jo har signaleret, at der er brug for hjælp nu, er det åbenbart nødvendigt, at du prøver på en anden måde. Eller prøver med en anden voksen...
Måske har du en sød lærer i et af fagene, måske er der en sød sekretær på skolens kontor..? Eller måske er en af dine veninders mødre rigtig god at snakke med - eller en træner, klubmedarbejder eller en nabo? Prøv at tænke på de forskellige voksne, du kender, og prøv så at lade dit hjerte vælge, hvem du helst vil betro dig til. Hvem vil lytte? Hvem kan du komme til at snakke med på et tidspunkt, hvor der er fred og ro?
Jeg ved godt, at det næste skridt kan være skræmmende, men jeg ved også, at når du har taget det og vist dit brev og mit svar til en voksen - eller fortalt til den voksne, hvordan du har det - så har den voksne pligt til at sørge for, at du får hjælp, og så kan man på en måde sige, at du har åbnet den sværeste dør... Måske har du allerede åbnet den sværeste dør bare ved at skrive herind - måske er du allerede på vej videre mod hjælpen med dit brev i hånden og alt det mod i hjertet, som du har vist gennem dit brev, at du har...
Alle voksne, som får at vide, at et barn har det svært og har selvmordstanker, har pligt til at sørge for, at barnet får hjælp. Hjælpen kan være fra kommunen, hvor der er ansat dygtige voksne til at hjælpe børn og familier, der har det svært. Det betyder, at hvis du f.eks. fortæller til en lærer, at du har så tunge tanker (eller viser dit brev), så skal læreren kontakte kommunen, og så vil de finde en god voksen, du kan snakke med - en voksen, som har erfaring med at have selvmordstanker eller skade sig selv. En voksen, som har hjulpet andre børn og unge til at få det bedre. Den hjælp har du fortjent at få, og jeg håber rigtig meget, at du kan finde lige præcis det mod, der kan tage næste skridt mod den hjælp...
Nu har jeg nævnt nogle forskellige voksne, som måske ville kunne hjælpe dig. Men jeg kender jo ikke de voksne i dit liv, så derfor kan det godt være, at nogle helt andre voksne i dit liv kunne være bedre at snakke med... Nogle gange kommer hjælpen fra en anden retning, end man havde regnet med, og derfor kunne det måske være en start for dig at ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116 111, hvis du gerne vil have endnu flere forslag til, hvilken voksen du kunne betro dig til. På BørneTelefonen kan du snakke med en rådgiver, som kan høre lidt mere om dit liv, og så får man ind imellem nogle ideer, som man ikke havde før.
Jeg vil ønske dig alt det bedste.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
