Jeg tror jeg lider af DPP.

Kære pige på 17 år.

Mange tak for dit fine brev. Du får på meget fin vis sat ord på, hvordan du har det, samtidig med, at du beskriver en utrolig vanskelig problemstilling, som jeg tror mange unge kan nikke genkendene til. Jeg kan godt forstå, du er frustreret. Du beskriver, hvordan du føler dig følelsesløs, træt og udmattet, og har selvmordstanker og selvskade, men du alligevel kæmper dig igennem, kommer i skole, passer dine ting, holder “facaden”. Men netop det, at du kæmper, bliver tolket som, at du er for velfungerende til at have en depression, og du får følelsen af, at ingen vil lytte eller tage dig seriøst. Øv!

Psykisk sygdom er en svær størrelse, fordi den ikke kan måles og vejes, og fordi den er forskellig fra person til person. Helt grundlæggende ligger spørgsmålet, hvornår har man en psykisk sygdom? For vi har alle dårlige perioder, og vi kan alle have forskellige tegn og symptomer, som ikke betyder vi har en psykisk sygdom, hvis vi ellers har det nogenlunde. Diagnoserne kommer i spil, når symptomerne påvirker personen i en sådan grad, at det giver mening at kigge nærmere på det, og gennem en eventuelt diagnose hjælpe personen til at få det bedre. Og der kigger man ofte på, hvordan symptomerne påvirker personens liv og hverdag. Kommer han/hun i skole, til fritidsaktiviteter, er social, spiser, sover, og kan personen glæde sig til noget, have gode stunder m.m. Som du også selv skriver så har de, som du har snakket med, vurderet at du ikke har en depression, og sagt at det er fordi du er for velfungerende. Og det kunne jo også godt have været rigtigt, da det også er vigtigt, at lægerne kun diagnosticerer dem som egentlig har en depression.

Men man kan godt have en depression og stadig gå i skole. Jeg har hørt fra flere unge, som har haft en depression, eller angst, eller noget tredje, at klassekammeraterne og lærere slet ikke havde opdaget noget. Man kan godt være velfungerende og have det dårligt samtidigt. Tærsklen for, hvornår man ikke længere kan svømme med tøj på, som du så fint beskriver, er meget forskellig. Men det at have selvmordstanker, det skal tages seriøst, det er et tegn på at noget er galt, og man har brug for hjælp.

Mit råd til dig er derfor at forsøge at få hjælp igen. Gå til din læge igen, nogle gange er det, at man kommer igen, måden at vise lægen, at problemet er større end først antaget. Jeg tænker på, om dine forældre går med dig til lægen, og hvad de tænker om al det her? Kan de mærke på dig du har fået det skidt? Det ville være fint, hvis en af dem kan gå med dig. Nogle skoler har en psykolog tilknyttet, måske giver det mening at få en snak med denne også? Så skriver du, at du har været på skadestuen, og der er man også altid velkommen til at henvende sig igen, hvis man igen har akut brug for hjælp. Til hver en tid, tag på skadestuen, hvis dine tanker om selvmord tager til i styrke.

Jeg tænker, du måske kunne tage dit fine brev til os med til din læge, psykolog eller skadestue? For her har du virkelig fint fået beskrevet, hvordan det er at være dig lige nu.

Bliv ved med at passe godt på dig selv og for at få det bedre.

Jeg håber du kan bruge mine tanker og råd. Jeg synes virkelig du er sej, og jeg tror din måde at gøre det på; forsøge at få hjælp og fortsætte din hverdag i det omfang du kan, kan hjælpe dig i det lange løb til at få det bedre.

Du er til hver en tid velkommen til at kontakte os på BørneTelefonen på 116 111 eller bornetelefonen.dk. Og jeg ved du også er velkommen på Livslinjen.dk, som er dem som også er gode at tale med om selvmordstanker.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen