Jeg kan ikke mere

Kære pige på 10 år.

Jeg er glad for, at du har skrevet til BørneTelefonen og fortalt, hvordan du har det. Som du selv ved, kan det være rigtig svært at åbne op for sig selv og fortælle om alt det, der gør ondt indeni. Det har du nu gjort over for mig. Superflot!

Det lyder som om, at dit liv er rigtig svært lige nu. Det kan sagtens være volden fra din far, der har gjort, at du er i tvivl, om du er noget værd. Det er meget forskelligt, hvordan børn reagerer på vold. Nogle bliver triste og får dårligt selvværd, ligesom dig. Andre bliver vrede, og nogle prøver at se glade ud og lader som om, at de har det godt. Så selv om dine søskende også er blevet slået, reagerer de måske anderledes end dig. Det er helt normalt.

Du skriver, at du både går i gruppe hos Mødrehjælpen og til samtaler. Det er rigtig godt, at du allerede er i gang med at få hjælp. Det har du brug for.

Jeg kan godt forstå, at du helst ikke vil fortælle om, hvor fortabt du føler dig. Når man har det sådan, er der nogle børn, der tænker, at det måske bliver endnu værre, hvis det slipper ud. Kan du genkende det?

Jeg kan fortælle dig, at det bliver det ikke. Tværtimod vil du nok føle dig lettet og mindre ensom, hvis du får det sagt. Men det kræver mod at turde sige det højt.

Nu har du været modig og skrevet om din fortabthed i brevet her. Selv om det nok var svært, gik det da ganske godt, ikke? Måske kunne du allerede mærke en lille lettelse og lidt mindre ensomhed?

Jeg vil foreslå, at næste gang du skal til alene samtale, tager du dit brev med og viser det til din psykolog. Måske tænker du " Åh nej, det kan jeg ikke". Men jeg er ret sikker på, at du godt kan, hvis du gerne vil have hjælp. Og det tror jeg, du vil. Find modet i dig selv igen. Du vil ikke fortryde det.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen