Jeg fortjener ikke at leve

Kære pige
Tak for dit brev. Jeg får indtryk af, at du er en meget betænksom og omsorgsfuld pige, der tænker meget over tingene. Hvor er du god til at sætte ord på dine tanker - det var en modig beslutning at skrive det hele ned og sende det her til BørneTelefonen.
Din veninde er heldig at have så omsorgsfuld og kærlig en veninde som dig. Jeg kan læse, at hun betyder meget for dig, og at du også betyder meget for hende. Det er godt, at I har hinanden, og at I har holdt kontakten, selv om hun er flyttet.
Alligevel får du tanker om, at du ikke fortjener at leve... Det kunne lyde som om, du måske er lidt presset og påtager dig et stort ansvar med at passe på din veninde og trøste hende. Hvis man bruger alt sit overskud på at passe på andre og bekymre sig om andre, kan man godt blive så "udmattet" i sit hoved, at det hele kan føles lidt mere tungt, end man lige kan overskue. Så har man også selv brug for at blive støttet og passet lidt på...
Du har været rigtig modig og prøvet at fortælle dine forældre, at du fik de her tanker om dig selv, men det lyder som om, du alligevel ikke helt havde lyst til at fortælle dem det hele. Du siger selv, at du ikke ville såre dem, og jeg tror faktisk, du generelt har rigtig meget øje for, om andre omkring dig har det godt... Mon det er rigtigt gættet? Så når du ikke ønsker at gøre dine forældre bekymrede eller kede af det, så gemmer du måske selv lidt på dine svære følelser..?
Men det er jo i virkeligheden dine forældre, der skal passe på dig - ikke omvendt. Jeg kan godt forstå, du kan få den tanke, at de ikke skal vide, at du overvejer selvmord, og sådan er der rigtig mange børn og unge, der har det. Men for det meste viser det sig, at forældrene godt kan klare at få det at vide, og at de vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe, når de finder ud af, at deres barn har brug for hjælp og støtte.
Det lyder som om, din mor har prøvet at tale lidt med dig, så måske kunne du prøve at vise hende det brev, du har sendt herind, så du ligesom får forklaret hende, hvordan du faktisk har det. Det kan godt være, det vil gøre det lettere for hende at forstå, at du har brug for, at I får talt mere om det. Du kan også vælge at skrive noget andet til hende, men det med at skrive sine tanker ned kan være en rigtig god måde at begynde på en snak om noget, der er svært at fortælle om.
Jeg vil også lige sige til dig, at det med at råbe af sine kæledyr (eller søskende eller bamser eller lignende), det er en helt normal reaktion, når man koger lidt over indeni. Det kan vi vist alle komme til. Og så fortryder vi bagefter... Det er meget menneskeligt, og det betyder slet ikke, at man er forkert eller noget som helst.
Søde pige, du fortjener i allerhøjeste grad den store gave, som livet er - og du fortjener også at blive støttet og lyttet til, så livet ikke skal give dig så mange bekymringer. Jeg fornemmer, at du giver rigtig meget af dig selv til dine kære - jeg håber, du også vil tillade dig selv at tage imod hjælp og omsorg fra dem.
Hvis nu mit forslag om at prøve at snakke lidt mere med din mor ikke er helt godt ramt, så prøv at tænke på, hvem du ellers vil kunne tale med om dine tanker. Måske taler du bedre med en sød moster, tante, bedstemor, lærer, nabo, træner, ven af familien eller lignende? Så prøv at starte der. Selv om det kan virke svært, vil du nok opdage, at det letter meget bare at få det fortalt - lige som du har gjort her i brevkassen. Og så får du også rakt ud efter hjælp hos en, der faktisk kan sætte noget i gang for dig, så du ikke skal have ansvaret helt alene for at få de tunge tanker væk. Vil du prøve det?
Jeg sender dig mine bedste ønsker og tanker - og et stort kram.
Kærlig hilsen BørneTelefonen