Hej dreng på 13 år
Du har det meget svært lige nu, det er tydeligt for mig at læse. Livet kan nogen gange føles hårdt, men jeg ved det bliver bedre igen. Jeg bliver meget bekymret for dig når jeg læser dit brev, og jeg vil rigtig gerne forsøge at hjælpe dig.
Der er andre børn der har tanker om selvmord som dig. De fleste fortæller at de har det rigtig svært lige nu, nogle føler de går med tunge problemer, helt alene. Det er meget forskelligt hvad der gør man får det så dårligt, at man ikke orker at leve mere. Du har måske haft det bedre før? Du skal vide at det kan blive bedre.
Du har haft kniven på din hals flere gange, men der er noget der holder dig tilbage. Hvad holder dig tilbage? Der må være noget der gør at du vælge livet. Det du sikkert tænker på lige nu, er utroligt vigtigt for dig. Så vigtigt at du vil livet og har valgt det flere gange.
Når jeg taler med andre børn der ikke vil leve mere, fortæller de fleste at de ikke har nogen at tale med. Det er næsten det værste, at gå med det helt alene, uden nogen hjælper. Det ville være en god ide hvis du kunne komme i tanke om en voksen du ønsker at sige det her til. Det kunne være en lærer, en pædagog, din mor/far, fastre, onkel eller måske en nabo. Måske har du sagt det før og den voksne forstod ikke helt at det var alvor eller måske vidste de ikke hvordan de skulle hjælpe dig. Måske har du ikke turdet fortælle det til nogen endnu, før idag. Hvis den voksne ikke ved hvordan de kan hjælpe dig, kan I sammen kontakte BørneTelefonen.
Du skal vide at vi altid vil være her for dig. Vi sidder klar til at tale eller skrive med dig, bare ring på 116 111 du kan også SMS´e eller chatte. Både når du synes det hele er dumt, men også når du står med kniven i hånden, vi er her.
Det er også muligt at ringe til dem der hedder Livslinien på telefon 70 201 201, de er rigtig søde og kan hjælpe med alle de svære tanker du kan have, både hvis du står med kniven i hånden eller måske dagene efter, hvor du valgte livet igen, men har brug for at tale om det der skete.
Når du har valgt at skrive til BørneTelefonen, fortæller det mig at du vil have hjælp og du tør sige det her til nogen. Du har modet inde i dig til at sige det her til voksne. Det skal du bruge enten til at snakke med en voksen du kender, Livslinien eller til at snakke med os igen. Livet kan blive bedre, og du må vælge at leve og tænke på lige præcis det der stopper dig, fra at gøre alvor med kniven.
Jeg tror på dig, på at du kan være modig og på at du vil vælge livet til.
Kærlig hilsen BørneTelefonen