Kære pige 13 år,
Mange tak for dit meget velformulerede brev og din store tillid.
Det allerførst jeg vil sige til dig er, at du bestemt ikke overreagerer. Alle problemer er rigtige problemer for dem der har dem. Og at opleve at livet er så svært, at man får lyst til at begå selvmord, er et meget alvorligt problem.
Jeg er rigtig glad for, at du beder om hjælp, og jeg vil gøre mit allerbedste.
Du skriver om mange forskellige ting i dit liv lige nu, og jeg vil prøve at komme lidt omkring det hele. For jeg tror at tingene hænger sammen. Og jeg tror, at noget af svaret på, hvad du kan gøre for ikke at tænke på at ville dø, ligger i de ting, du selv har skrevet om. Derfor skriver jeg først om dit selvmordsforsøg og dine tanker om at dø til sidst i svaret. Men hvis du syntes, kan du evt. hoppe ned og læse det først.
Svaret er langt, men hvis du holder øje med overskrifterne, så kan du let finde ud af, hvad jeg skriver om hvor.
Lidt om din oplevelse med Omgle.
Du siger, du føler dig som en tøjte. Men du bliver ikke en tøjte af, at falde for en dreng. Derimod var det meget forkert af ham, at plage dig til at gøre noget, du ikke har lyst til. Det var også tarveligt, at han ikke fortalte dig, at han havde - eller fik - en kæreste, men bare slettede dig som ven.
Når du har sundet dig ovenpå oplevelsen, så har du heldigvis lært noget vigtigt: At hvis nogen prøver at plage, lokke eller presse dig til at overskride dine grænser, så er det nogen, der ikke vil DIG det godt og ikke tænker på DINE følelser. Heller ikke selvom de måske samtidig siger søde ting. Det er en god viden, som kan hjælpe dig fremover.
Lidt om din gamle ven og kæreste.
Jeg kan godt forstå, du håber og tænker rigtig meget på, om det kan blive det samme mellem jer, når I igen går på samme skole. I har haft det rigtig godt sammen, og har betydet meget for hinanden. Har I mon stadig lidt kontakt til hinanden? Måske kan du skrive til ham, og spørge lidt til den nye skole? På den måde kan I måske allerede nu begynde at tale lidt mere sammen igen?
Noget om gerne at ville være perfekt
. Du er ikke den eneste der kæmper, lider og drømmer om at være perfekt i skolen, god til alt og smuk som en model. Desværre! Jeg skriver desværre, fordi de urealistiske idealer kan være med til at gøre, at du og rigtig mange andre unge piger har det svært med jer selv og jeres kroppe, også selvom I er nogle skønne, dejlige og kloge piger.
Det er rigtig ærgerligt, at der er sådan et urealistisk pres på jer. Og det bedste man kan gøre, er at passe lidt på sig selv, og nægte at føle sig forkert. For INGEN er perfekte. Heller ikke dem der gør sig meget umage, for at virke perfekte. Som du selv skriver, er ingen gode til alt. Og lige gyldigt hvor dygtig man er, så vil der altid være nogen et sted, der er dygtigere. Sådan er det bare. Men det betyder jo ikke, at man selv pludselig ikke er god til det mere.
Og der er mange måder at være smuk og flot på. Desværre er medierne med til at få alle til, at drømme om, at se ud på den samme modelagtige måde. Men modellerne er så sminkede og computerredigerede, at de ikke engang selv, kan leve op til deres egne billeder. Det er faktisk temmelig tåbeligt.
Det er rigtig godt at dine forældre hjælper og støtter dig, så du ikke sulter dig selv igen. Det kan jeg godt forstå du er glad for de gør. Måske kan du også tale lidt med dem om, hvordan man kan undgå at blive fanget ind i drømmen om at være perfekt, så man hele tiden føler sig forkert eller bagud? Og hvordan man bliver glad for at være den man er?
Det kan også være, at du selv kan finde på ting du kan gøre, for at slippe lidt ud af det vilde pres som de urealistiske idealer lægger på dig – og andre unge? Taler du og dine veninder nogen gange om det? Tror du I kunne?
Måske kan du også tale med dem der er, der hvor du går i behandling? Jeg tror det urealistiske pres kan være med til at gøre dig ked af det og hade dit liv? Det er i hvert fald sådan noget presset, gør ved rigtig mange unge.
Noget om konsekvenser af mobning.
Som du selv skriver, så er det problematisk at have svært ved at forsvare sig mod andres angreb. For dem som vil overskride ens grænser, får lettere ved det, hvis man ikke siger fra.
Omvendt, så bliver det også svært at tro på, at man KAN forsvare sig, når som du har oplevet at blive mobbet. For mobning er psykisk vold, og næsten umulig at forsvare sig imod alene. Uanset hvor god man er til at forsvare sig. Det er det luskede ved mobning. På en måde kan det ødelægge ens evne til at forsvare sig, fordi ens selvtillid har taget skade af mobningen.
Du begyndte at skære i dig selv, da du var ca. 11 år. Og du skriver, at du godt ved, at det bl.a. var fordi du blev mobbet. Det er meget klogt set. Var der nogen voksne der hjalp dig da du blev mobbet? Og hjalp dig med at få det bedre igen?
Det er meget vigtigt at man hjælper dem, der har været udsat for mobning. Også selvom mobningen er stoppet. For på samme måde som man kan få blå mærker og brækkede knogler af fysisk vold, så kan man få skader på sine følelser og tanker af psykisk vold. Og det tager ofte længere tid at hele følelser, end en brækket arm. Desværre er det ofte noget voksne glemmer, og så tror de problemet er løst når mobningen er stoppet.
Hvis du ikke fik hjælp til at ”hele” efter mobningen, så er det heldigvis ikke for sent at få hjælp nu. Der hvor du går i behandling kan de måske hjælpe dig? Eller de kan måske finde nogen der kan, hvis du fortæller dem hvad mobningen gjorde ved dig dengang? At det var der, du begyndte at få tanker om at det ville være lettere at dø end at leve.
Måske har du mere lyst til at tale med nogen andre om det? Måske dine forældre? Eller os på BørneTelefonen? Hvis du ringer eller chatter med os, så kan vi også hjælpe dig med at finde nogen, du kan tale mere med. F.eks. den gratis og anonyme ungerådgivning i din kommune. De vil meget gerne hjælpe dig, og de ved at smerten efter mobning ikke bare forsvinder af sig selv.
Har du i øvrigt prøvet at læse nogen af brevene fra modige børn og unge, der fortæller om at være blevet mobbet?
Hvis du gør, så kan du se hvor svært andre som er blevet mobbet også har det. Og at nogle begynder at tro, at mobningen er deres egen skyd, fordi de er ”forkerte” eller ikke er ”gode nok”. Også selvom det altid skyldes en dårlig klassekultur og et dårligt psykisk miljø. Nogen tror også, at de selv kan stoppe mobningen, hvis de gør sig umage. Men det kan de sjældent, og derfor er det altid de voksnes ansvar at stoppe mobning.
Noget om at blive bedre til at forsvare sig mod andres angreb
. Du har ret, i at det vil være godt, hvis du kan begynde at lære at sige lidt mere fra, når nogen angriber dig. Det er ikke altid man kan stoppe et angreb helt, uanset hvor god man er til at forsvare sig. Men man kan vise at det der sker ikke er ok. At man har ret til at blive behandlet ordentligt.
Nogen har lettere ved at forsvare sig og sige fra end andre. Men alle kan lære det, ved at øve sig. Nogen forsvarer sig ved at gå til modangreb, andre forsvarer sig ved at sige fra og skabe afstand til dem der angriber. Fordi du fortæller, at du mest plejer at gøre ingenting, så tror jeg måske det vil være lettest for dig at starte med at forsvare dig ved, at sige fra og skabe afstand?
Jeg kommer lige med et par forslag til, hvordan du måske lige så stille kan begynde at øve dig på at sige fra:
Planlæg og øv dig i nogle ”standard ting” du kan sige, hvis andre siger noget grimt til dig. Bare 2 – 3 forskellige sætninger, som man kan sige til alle der taler grimt. Hvis du øver dig i at sige dem, så bliver det også lettere hurtigt at sige en af dem, hvis nogen pludselig taler grimt til dig.
Prøv at lægge mærke til hvad andre gør, når de forsvarer sig mod angreb. Hvad siger de? Hvad gør de? Hvordan ser de ud imens? Så kan du bruge det som inspiration til, hvordan du gerne vil forsvare dig, og øve dig. F.eks. foran et spejl. Det virker måske fjollet, men jeg ved at nogle skuespillere øver sig på den måde, og de siger det er meget effektivt.
Måske kan du tale med dine veninder om hvad de gør? Og hvad de syntes er svært? For selvom du måske tænker, at de altid kan finde på noget at sige, så er jeg sikker på at de også nogen gange bliver overrumplet, og først kommer i tanke om hvad de skulle have gjort og sagt – bagefter.
Det tager tid at lære, så vær tålmodig med dig selv og stolt over hvert eneste lille fremskridt. Husk at mange andre også syntes, det kan være svært, at forsvare sig mod angreb.
Noget om svære ting i livet, og tanker om at ville dø
. Selvom man har et ”normalt” liv og en ”normal” familie, som du har, så oplever man også svære og smertefulde ting. For det hører med til ethvert liv. Ligesom lykke og glæde gør.
Nogen gange kan de svære perioder bare være så lange og svære, at man mister modet, og begynder at tvivle på om man nogensinde vil få det bedre. Så kan man som du oplever, få tanken om at det ville være bedre at være død. MEN man FÅR det bedre, selvom det måske kan tage længere tid end man håber.
Hvordan kan du holde op med at tænke på at dø?
Du har i en lang periode haft det rigtig svært. Så svært at du har været nødt til at skære i dig selv, for at kunne holde det ud. Det har været så svært, at du har forsøgt at tage dit eget liv med piller. Og du har det stadig så svært, at du tænker alt for meget på, hvordan du kan stoppe livet og smerten.
Jeg kan godt forstå du syntes det er hårdt, og at du gerne vil slippe for at skulle tænke på at dø. Jeg tror bare ikke, at du 1, 2, 3 lige kan stoppe de tanker. For der er en grund til at du har dem. Ligesom det også er meget svært at stoppe med at skære i sig selv, hvis grunden til at man skær, stadig er der.
MEN jeg tror, at tankerne og det at skære, forsvinder ”af sig selv”, når dit liv bliver mindre svært og smertefuldt. Og at du selv, og med hjælp fra ansvarlige voksne kan finde måder at gøre dit liv bedre på. F.eks. ved:
at få hjælp til at bearbejde den mobning, der var med til at starte det hele
ikke at tro, at du skal leve op til urealistiske idealer og være perfekt, for at være god nok
at turde tro på, at du er god nok bare som du er – uden at du skal gøre dig umage eller anstrenge dig
at øve dig i at sige mere fra, når andre ikke taler ordentligt til dig, eller overskrider dine grænser
(Hvis du pludselig mister modet, og vil spise piller eller et andet ”uheld”, så håber jeg du vil love mig, at du tager fat i en voksen LIGE med det samme. Måske din læge. Så de kan beskytte dig, og du kan få akut hjælp).
Hvad kan du gøre nu?
Ved at skrive brevet til os, har du allerede taget et stort skridt. Og jeg kan læse, at du er en klog pige, der gør dig mange kloge tanker. Heldigvis har du forældre som passer på dig, gode kammerater og du klarer dig godt i skolen. Tilsammen er det en rigtig stor styrke at have, når man skal klare svære ting i livet.
Det jeg vil anbefale dig at gøre nu, er at du læser dit brev og mit svar et par gange, og tænker over om du syntes mit svar giver mening. Måske er der noget jeg har misforstået? Måske kommer du selv i tanke om noget, som vil være godt for dig?
Bagefter vil jeg foreslå, at du taler med en voksen du har tillid til. Måske en af dine forældre? Dem begge? En voksen der hvor du går i behandling? Sundhedsplejersken? Eller en lærer?
For der er nogen voksne du kender, som skal vide, at du har brug for deres støtte og hjælp, på en anden måde end den du får nu. Måske kan du skrive et brev, hvor du fortæller at du ikke syntes behandlingen virker, og samtidig fortælle hvad du syntes der er svært i dit liv, og hvad du gerne vil have hjælp til? Måske kunne vise dit brev og mit svar til en voksen, hvis du tænker, at dette kunne være en nemmere måde at få hul på en samtale på.
Hvis du har lyst, så ring ind til os, så kan vi hjælpe dig med hvordan du kan fortælle det til en voksen du kender. Eller vi kan hjælpe dig, hvis der ikke lige er en voksen du har lyst til at betro dig til. Så kan du bare oplyse dit brevs id-nummer. Du er stadig anonym, men så behøver du ikke starte forfra med at fortælle.
Jeg sender dig mine varmeste tanker og håb.
Stort kram fra BørneTelefonen