Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvad kan jeg gøre?

Hej.

Jeg er en pige der er meget ked af det for tiden.

Jeg tog ikke engang i skole idag fordi jeg græd så meget. Jeg vil egentlig ikke være her mere.

Jeg fortalte dette til min mor idag. Hun vidste ingenting om hvordan jeg har haft det. Hun vil selvfølgelig hjælpe mig, og jeg elsker min mor mere end noget andet.

Jeg har tit selvmords-tanker, og gør selvskade.

Jeg har prøvet at stoppe med selvskade, og har ikke gjordt det i lidt over en måned nu. Jeg kan bare ikke se det positive i at være her mere lige nu.

Jeg flytter tit rundt på grund af min fars arbejde, og bor ikke i Danmark mere. Jeg er bare virkelig ked af det.

Noget af det jeg er ked af er at min bedste veninde er sur på mig, fordi hun synes ikke at jeg har nok tid til hende, selvom jeg bor i et andet land.

Min selvtillid er lig med 0, og jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.

Jeg er 167cm og vejer 51kg, hvilket jeg synes er alt alt for meget.

Jeg vil gerne tabe mig, og blive tynd og pæn.

Jeg føler der er alt for meget kropspress, og alle går rundt og siger at man skal tabe sig. Jeg har altid haft problemer med mig selv, og hvor meget jeg vejer, og hvordan jeg ser ud, og jeg vil bare ikke mere.

Før i tiden havde jeg aldrig problemer med at få venner, men siden jeg kom hertil har jeg ingen.

Jeg har to venner som bor i Danmark, men det er ikke så nemt når jeg bor over 900km væk fra dem.
 
Jeg har INGEN på min nye skole. Alt er bare blevet noget lort siden vi kom hertil. Det er ikke det at jeg ikke kan lide skolen, for det kan jeg virkelig. Jeg savner bare at have venner. Jeg savner at have en at snakke med og være sammen med.

Jeg havde en veninde her, men nu ignorerer hun mig totalt, og vil ikke engang snakke med mig. Jeg forstår bare ikke hvad jeg havde gjordt, for for 3 uger siden begyndte hun bare at ignorere mig. Og så troede jeg at jeg havde en anden veninde, men hun gad kun at være sammen med mig, når der ikke var andre hun kunne være sammen med. Jeg følte at jeg var som et andetvalg for hende, og den følelse gjorde mig virkelig ked af det.

Det eneste der er godt i mit liv er min familie og en af mine venner i DK. Jeg elsker dem virkelig.

Men det er som om de ikke forstår noget som helst. Jeg prøvede at forklare dem det meste, men de forstår det ikke. De siger at jeg har brug for psykolog-hjælp, men det vil jeg ikke. Der sker alt for meget lort i mit liv lige nu. Jeg har virkelig brug for en eller anden at snakke med om det her, som forstår det.

Det værste er nok at jeg ikke har det godt med mig selv. Jeg kan ikke engang se grunden til at være her mere. Jeg vil snart ikke mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke engang huske sidst jeg smilede.

Hvad kan jeg gøre?

Håber at i svarer mig snart og jeg håber ikke jeg spilder jeres tid.

Mvh pigen i et andet land.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige i et andet land Ingen er nogensinde spild af vores tid, det skal du vide! Så tusind tak for dit meget detaljerede brev, der beskriver de svære ting du går og tumler med omkring venskaber og selvværd.Først og fremmest synes jeg, at det er helt vildt flot af dig, at du skriver dine tanker ned og gerne vil gøre hvad du kan for at hjælpe dig selv til at få det bedre. Du har fortalt din mor om de svære ting, der fylder i dig og det kan for mange være noget af det sværeste. At du allerede gjort det, synes jeg viser, at du har en grundstyrke i dig som jeg er overbevist om, at du vil kunne støtte dig til rigtig mange gange i dit liv. Når man har flere ting i sit liv, som fylder meget og gør én ked af det, så er det en rigtig god ide at gøre, som du har gjort: Dele tankerne lidt op og afgøre med sig selv hvad der er det, der fylder mest. Hvad er det sværeste lige nu? På den måde bliver det hele måske lidt mere overskueligt og man får vist sig selv en vej at gå – hvad skal jeg tage fat i først.. Godt.
Dette er altså endnu er tegn på, at du har nogle værdier i dit liv, som handler om, at du gerne vil være glad for livet. Du skriver at du tidligere har haft gode veninder og venner og skriver at du ”…er en pige der er meget ked af det for tiden.” og det tænker jeg betyder, at du tidligere har haft det godt. Er det mon rigtigt forstået? Derfor tænker jeg også, at du har en rigtig god fornemmelse af, hvad der er dit mål, men søger metoden for at nå dertil.

Det er altid forskelligt, hvad der hjælper fra person til person, men som dine forældre er inde på – og som du også du selv er inde på, så er det ikke godt at gå alene og være ked af det.
Du skriver selv, at du ”…virkelig har brug for en eller anden at snakke med om det her, som forstår det” og det kan jeg virkelig godt forstå!
Du kan ikke lide dine forældres ide om en psykolog, men det kan jo også være en coach, en terapeut, altså en person der er uddannet i at lytte – og alt mulig andet, men uden at være følelsesmæssigt involveret. Desværre kan du ikke ringe til den danske BørneTelefon fra udlandet, men du kan altid chatte med os. Hvis du er i Europa, kan du ringe 116 111 og få fat i den lokale BørneTelefon. Men så skal du jo lige kunne sproget.
En anden ide, jeg har lyst til at foreslå, er at finde en i din familie, som du er tryg ved og stoler på. Eller det kunne måske også være en begyndelse at tale med din ven i Danmark om det hele? At have gode venner betyder rigtig meget for mange mennesker og det er slet ikke mærkeligt, at du bliver ked af, at de venner du troede du havde ikke har levet op til dine forventninger til jeres venskab. Men de forventninger man har til ting i sit liv, afspejler ofte de værdier man har. Det vil jeg gerne uddybe: Du har et værdisæt som handler om, at man ikke 1. og 2. rangs venskaber og man bliver man uvenner, så skylder man i det mindste en forklaring på hvorfor. Det er stærke værdier, som jeg synes du skal begynde at give dig selv mere ros for, end jeg har på fornemmelsen ud fra dit brev, at du gør. Du beskriver også, at du faktisk ikke synes det er fair for jer unge piger, den måde kropsfiksering og kropsfokus fylder medier og verdensbilledet. Det synes du ikke, fordi du har en stærk moral at trække på, der et eller andet sted fortæller dig, at man skal ikke alle være ens, det er okay at være som man er og se ud som man gør. Har jeg måske ret i det? Jeg kan forestille mig, at den gode moral og de gode værdier er noget du er vokset op med og som dine forældre har været med til at lære dig. Måske er det i virkeligheden derfor de fylder så meget i dit hjerte?

Du har skrevet et brev, der meget detaljeret beskriver, at du ikke har lyst til at være her mere. Men på den anden side læser jeg også om en stærk pige, med en stærk moral og værdier der er en konge værdig! Derfor kunne jeg ønske mig, at du lader dit selvværd bygge op af disse fantastiske sider du har, så de får vinger og flyver ud i verden sammen med dig og din familie og ven og lader dig blomstre med den professionelle hjælp du måske får mod på at tage til dig? Jeg ønsker dig al held og lykke. Kærlig hilsen Børnetelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat