Kære pige på 12 år
Det er ikke rart, når nogen har det så skidt, at de kan overveje selvmord. Jeg ved ikke, om der er voksne, der snakker med din ven, men det bedste du kan gøre er, at fortælle en voksen om, at du ved, at din ven har de tanker.
Jeg er godt klar over det nok vil føles svært, for måske har din ven sagt, du ikke må sige noget til nogen? Men det er alt for alvorligt sådan som din ven har det, til du alene skal bære rundt på den viden. Jeg tænker det nok også påvirker dig og gør dig bekymret for din ven, hvilket er helt forståeligt. Derfor så flot, du har valgt at skrive til os.
Jeg håber du vil tage fat i en voksen. Måske er din ven en fra din skole ?. Så vil det være godt, at du fortæller det til den lærer, du snakker bedst med. Måske er det en, som du kender et andet sted fra, og så vil det være godt, at du fortæller det til din mor eller far. Hvis ikke du kan snakke med din mor eller far om det, vil det være bedst, at du fortæller det til en anden voksen, som måske også kender din ven.
Det er rigtig vigtigt, at der er en voksen, der får at vide, at din ven har det meget skidt. Hvis du synes, at det er svært at snakke med dine forældre eller din lærer om det, kan du også altid aftale en tid hos skolens sundhedsplejerske. Det sker desværre af og til, at børn har det rigtig skidt. Skolens sundhedsplejerske ved rigtig meget om, hvordan man bedst hjælper børn, der har det dårligt.
Hvis du ikke synes, at du kan snakke med nogle af de voksne, jeg har foreslået, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen og snakke mere om, hvordan din ven har det. Dem der passer BørneTelefonen ved også meget om, hvordan man hjælper børn, der har det skidt.
Du har jo også muligheden for at fortælle din ven, at han/hun er meget velkommen til selv at kontakte BørneTelefonen, så vi kan hjælpe din ven. Måske du kan sidde ved siden af din ven, hvis det føles lidt svært for din ven at gøre alene?
Din ven er heldig at have så sød en ven som dig, som bekymrer sig og gerne vil hjælpe. Håber du kan bruge nogle af ideerne, dels så du ikke går alene med den viden, men også så din ven kan få hjælp til at få det bedre.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen