Hvad er der i vejen med mig? ):
Hej BB…(:
Jeg skriver til jer fordi jeg ikke kan klare at holde hvordan jeg har det inde længere. Jeg håber virkelig at i vil prøve at forstå mig for jeg har brugt rigtig lang tid på at skrive det her brev.
Jeg er en pige på snart 13 år og meget moden af min alder. Jeg har også altid været meget klog og stillet store krav til mig selv.
Jeg er ikke specielt køn men jeg prøver at være ligeglad selvom jeg nogle gange ikke engang tør se mig selv i spejlet.
Jeg har en masse gode venner som jeg elsker ubeskriveligt højt.
Derhjemme er min mor og far skilt og jeg er temlig ligeglad med det.
Jeg har en storesøster som har været ret hård ved mig lige siden jeg var 5. Hun har kaldt mig et svin, dum og en masse andre ting.
Jeg har også en lillebror på 5 som virkelig kræver ALT opmærksomhed fra min mor og far så mig og min søster må klare os selv.
I skolen er jeg “den kloge” eller “nørden”. Jeg er glad for at jeg er klog men hvis jeg begår en fejl i fx matematik og de andre svare rigtigt råber de tit bare “jeg er bedre end dig!” Eller… “Tænk at du ikke kunne svare på det?!…den opgave var mega nem!” Og andre ting som jeg bliver ret ked af.
Jeg har altid gerne ville være den bedste til alting og jeg ved jo godt at det er jeg ikke men jeg bliver alligevel meget ked af det. Det var så hårdt og jeg fik ingen støtte derhjemme og i skolen skulle jeg hele tiden lade som om jeg var perfekt.
Sådan har mit liv været siden for et halvt år siden hvor jeg ikke kunne klare det længere. Det eneste jeg ville var at alle skulle vide hvor hårdt det var. Når jeg tænker på det lyder det som om jeg var en eller anden opmærksomhedskrævende møjunge og det var jeg sikkert også.
Jeg begyndte at cutte for at straffe mig selv for være dum og lave fejl hele tiden. Jeg ville ikke dø. Jeg ville bare have opmærksomhed.
Min veninde lagde mærke til sårene og jeg fortalte alt til hende. Hun er meget speciel og ikke bange for noget. Hun forstod mig ikke for i hendes verden var jeg jo perfekt. Hun lod bare som ingenting men sagde at jeg nok skulle snakke med en lærer om det.
Jeg var både glad for at hun ikke sladrede og ked af det fordi hun ikke virkede særlig bekymrede for mig.
I skolen fortsatte alt bare normalt.
Nå men jeg snakkede så med en voksen om det. Jeg fortalte kun at jeg følte mig lidt overset og at jeg selvskadede. Hun kontaktede mine forældre. Jeg hader når mine forældre er bekymrede for mig. De ville snakke hele tiden. Mit selvværd blev faktisk kun værre.
Det blev meget slemt for en uge siden og jeg har fået seriøse selvmordstanker.
Nu har jeg bare lyst til at forsvinde ud af den her verden. Ingen forstår mig. Det kan godt være de bliver kede af det men det går over. De bliver sikkert glade for det i længden.
Jeg ved ikke hvad der sker med mig eller hvorfor. Jeg ønsker ligefrem at jeg har en depression eller en psykisk sygdom så jeg har en grund til at føle sådan her for der er jo slet ikke sket noget alvorligt med mig?!
Jeg ved ikke engang hvad jeg føler længere?!
PS…hvis nogen jeg kender læser det her brev og ved det er mig…så bare lad som ingenting.
-Broken girl…
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.