Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hjælp mig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit brev, og tak fordi du skriver til os igen. Når du fortæller om din fortid med både hård mobning, selvskade, spiseforstyrrelser, selvmordstanker og måske depression, er det tydeligt, at du har haft det rigtig svært og har haft rigtig mange ting at kæmpe mod i dit liv. Og flere af tingene har du måttet kæmpe mod på samme tid. Det må have krævet meget styrke og mod af dig, og det fortæller mig, at du også har den styrke og det mod, du skal bruge for at få det bedre. Og jeg vil meget gerne hjælpe dig med nogle ideer til, hvad du kan gøre.

Du skriver i brevet, at du har haft flere psykologer, men at du efter et stykke tid er stoppet hos dem, da du ikke følte, at du fik det bedre. Det er vigtigt, at der er en god kontakt til psykologen. Men der kan desværre nogle gange godt gå mange gange hos en psykolog, før man selv føler, man har fået det bedre. Nogle gange kan man godt have en række af problemstillinger, der alle hænger sammen, og det kan tage lidt længere tid. Hos dig kan det måske tænkes, at tingene hænger sammen?

Hård mobning har måske fået dig til at føle dig deprimeret og hen ad vejen givet dig selvmordstanker? Maden har måske været et sted i dit liv, du selv har kunnet tage kontrollen over? Og måske har du brugt selvskaden til at kunne komme ud med dine følelser? Jeg ved naturligvis ikke, om det hos dig kan hænge sådan sammen, men andre, der har oplevet noget af det samme, har fortalt, at problemerne har bredt sig på denne måde. Og måske kan du genkende noget af dig selv i det?

Alle disse ting vil en psykolog kunne arbejde med. Men han eller hun vil nok også nogle gange sige nogle ting eller stille nogle spørgsmål, som måske vil gøre dig sur eller ked af det. Begge reaktioner er helt normale. Og selvom det her måske vil være fristende at sige psykologen op, vil jeg foreslå dig at være åben over for psykologen, hvis det skulle ske. Fortæl hvordan du har det. Og prøv at fortælle, hvorfor du bliver sur. På den måde vil psykologen lettere kunne hjælpe dig. Og på den måde vil du lettere kunne gennemføre dit ønske om at færdiggøre et psykologforløb.  

Du skriver, at dine forældre har nægtet dig at blive undersøgt for depression. Du har altid mulighed for at bestille en tid hos lægen, der vil kunne undersøge dig for depression. Og hvis du får konstateret depression, vil lægen kunne fortælle dig mere om behandlingsmulighederne. Og en af mulighederne kan være samtaler hos en psykolog. Det kan også være, at lægen og dig sammen når frem til, at det er et andet tilbud, der bedst kan hjælpe dig.

Jeg er enig, når du skriver, at du har brug for hjælp. Og når du skriver, at du gerne vil have hjælp nu, fortæller det mig, at du er rigtig meget motiveret for at få hjælp til at få det bedre. Derfor vil jeg foreslå dig at gå til lægen og blive undersøgt for depression. Andre, der har kæmpet mod selvskade, spiseforstyrrelse og selvmordstanker har fortalt, at de har holdt det for sig selv, fordi de har skammet sig over det. Men der er ingenting at skamme sig over. Så jeg vil også opfordre dig til at være ærlig overfor lægen og fortælle ham eller hende, hvordan selvskade, spiseforstyrrelser og selvmordstanker er eller har været en del af dit liv. Det vil give lægen et bedre billede af, hvordan du har og har haft det. Og det vil gøre lægen bedre i stand til at finde de rigtige løsninger til dig. Nogle gange kan det være for meget at arbejde samtidigt med alle tingene, så måske vil lægen sammen med dig vælge den ting, der skal arbejdes med først. Men så er I i gang, og du har taget de første vigtige skridt hen mod at få det bedre.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine idéer. Jeg er overbevist om, at det vil lykkes dig at få det bedre, for dit brev viser mig, at du rigtig god til at bede om den hjælp, du har brug for.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat