Brev

Hjælp I guess

Hejsa.

Jeg ved ikke hvad der er galt med mig.

Inden sommerferien havde jeg haft det sådan, ret tomt agtigt, så i sommerferien besluttede jeg mig for at lave det om. Mit hår blev klippet, jeg tabte mig lidt, og købte en masse lækkert nyt tøj. Jeg var overbevist, at i år, der skulle jeg nok få en masse venner, folk ville lægge mærke til mig osv.

Men nej, det virkede ikke.

Faktisk var det hele værre end inden sommerferien. Jeg havde haft det sådan en smule tomt efter juleferien, og det her var bare værre.

En af mine bedste venner, og crush, havde droppet mig, og taler dårligt nok til mig mere. Mine veninder var klart mere interesseret i hinanden og deres kærester, samtidig med at den nye pige langsomt er ved at tage min plads i 4-kløveren.

Det er som om, at alle andre har kærester, chrushes, nogen der kan lide dem, eller de kan lide dem.
Og så er der mig, stående ude for cirklen, i mine lille uattraktive krop.

Men det var jo kun i starten af året.

Nu læser jeg frikvartererne væk, bare for at slippe for at være social. Jeg er stort set aldrig sammen med nogen efter skole, og jeg gider ikke rigtig de ting jeg gik op i tidligere mere.

Jeg er også begyndt at hade mig selv. Hade hvert et åndedrag, hade lyden af min stemme, hade mit ansigt, hade min krop, hade mine karakterer osv.

Det har så resulteret i at jeg bliver nødt til at styre mig selv når jeg kommer hjem. Jeg skal bare finde en måde at få tankerne væk. Det er mest ved hjælp af min telefon, men de slemme dage er det altså et barberblad på håndleddet.

Jeg er træt hele tiden, og vil allerhelst bare sove. Sætte tiden i stå, og aldrig vågne op.
Jeg spiser heller ikke meget mere.

Ja, jeg har da overvejet at begå selvmord. Jeg har også et par gange fundet mig selv med omkring 18 panodiler i hånden.
Men det er ligesom jeg ikke tør, jeg ved at verden nok ville være ligeglad, men alligevel tøver jeg.

Ov, det skal lige siges ingen ved noget om det her. Ingen ved hvad jeg går og føler, ingen ved det. Ikke engang mine forældre, eller ‘venner’, eller lærere, eller noget.

Og at fortælle dem det? Nej, det kan jeg ikke. Jeg aner ikke hvordan jeg skulle sige det til dem, og jeg aner ikke om de ville tro på mig.

Så jeg har virkelig brug for jeres hjælp!

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg er glad for, at du skriver til BørneTelefonen. At have det så dårligt, at man tænker på selvskade og selvmord, er alvorligt. Derfor håber jeg, at mit svar kan give dig det sidste skub, så du kan få den hjælp, du fortjener.

I brevet skriver du, at du ”ikke ved, hvad der er galt med dig” – og til det kan jeg svare helt kort: Der er ikke noget galt med dig.

Men det lyder som om, at du tvivler på, at du er god nok som den, du er? Det bliver ikke bedre af, at andre du kender, tilsyneladende ikke har svært ved at få venner og kærester.

Når man begynder at hade og skade sig selv, så er det vigtigt at åbne sig og få hjælp. Du skriver, at du ligefrem et par gange har fundet dig selv med omkring 18 panodiler i hånden.

Jeg ved, at følelsen af at være ‘forkert’, kan gøre det svært at åbne sig om de tanker, man har. Tankerne og følelserne bliver let selvforstærkende.

Men du har allerede taget det første skridt, for du har skrevet til os. At få det bedre kræver simpelthen, at du får hjælp. De færreste i din situation kan få det bedre – helt af sig selv.

Hvorfor skriver du, at folk ikke vil tro på dig? Når jeg læser dit brev, er det helt klart for mig, at du har brug for hjælp. Du udtrykker dig så klart og tydeligt.

Hvis du i første omgang helst vil tale med en rådgivning, kan du kontakte http://Headspace .De er virkeligt gode at tale med, og har hjulpet mange unge. De ved noget om, hvad der hjælper, når man som dig føler sig låst fast i negative tanker om sig selv.

Måske du kan også vise dit brev og mit svar til dine forældre, din lærer eller måske en anden voksen? Det er ikke så vigtigt hvem. Bare det er en voksen, der kan hjælpe dig videre.

Jeg ved også, at det kan være muligt at tale med skolepsykologen. Måske det også kunne være en mulighed for dig?

Til sidst vil jeg anbefale dig dig LMS – Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade. De har bl.a. en rådgivning, der måske kunne hjælpe dig? Du kan se mere ved at trykke her.

Du er selvfølgelig også hjertelig velkommen til at kontakte os igen på 116111, hvis ingen af disse ting hjælper dig. Så må vi tale videre om, hvad du så kan gøre.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat