Kære pige på 13 år
Tusind tak for dit brev. Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig lidt på vej.
Du skriver, at du ikke kan se dig selv som et normalt menneske, men det er faktisk ret normalt at have det, som du har det, efter man har været udsat for mobning – især hvis man ikke får snakket med nogen om det. Får det dig mon til at føle dig mere normal…? Det er i hvert fald ikke din skyld, at du har det, som du har det. Det er mobningens skyld.
Derfor er det også uretfærdigt, at det lige nu er dig, der betaler prisen for mobningen ved at gå rundt og være ked af det. Beslut dig for at ville tage kampen op – og sørg for at finde opbakning og støtte omkring dig ved at være åben omkring, hvordan du har det.
Du fortæller ikke, hvorfor du er startet på en ny skole. Måske var det netop på grund af mobningen på din gamle skole? Hvis det er tilfældet, har du sikkert talt med nogen, som kunne hjælpe dig dengang, og så vil jeg råde dig til at tale med de samme om det, du oplever nu.
Det kan også være, at skoleskiftet er sket automatisk, f.eks. i forbindelse med en flytning eller måske fordi du håbede ved at gå i en klasse, hvor det er ok at være klog og flittig, så ville mobningen stoppe? Så har du måske aldrig snakket med nogen om mobningen på din tidligere skole. Hvis det er tilfældet, kan det være svært at tage hul på snakken. Derfor er det virkelig godt, at du sætter ord på tingene i dit brev, for det er første skridt på vej til at snakke med andre om det.
Jeg får indtryk af, at du har et godt forhold til dine forældre, som du ved elsker dig. Måske kunne du fortælle dem, hvad du oplever? Det kan være en stor lettelse at fortælle om svære ting til nogen, som man elsker og er tryg ved.
Hvis det er svært at tage hul på en snakken, kan du måske vise (dele af) dit brev til dine forældre til en start? Du behøver ikke fortælle dem alt på én gang. Beslut dig for, hvad du vil starte med at fortælle, og få en god snak med dem om det. Så finder du ud af, at det ikke er så farligt at snakke om tingene, og at det faktisk kan være en kæmpe lettelse at kunne dele sine tanker og følelser med andre.
Jeg synes, at du har en rigtig flot indsigt i, hvorfor du reagerer som du gør. Du skriver, at det er særligt sårende at høre T’s ord, fordi fortiden rammer dig hårdt. Gad vide, om T stadig ville sige sådan, hvis han vidste, hvad du havde oplevet tidligere? Har du prøvet at sige til T, at han skal stoppe med at kalde dig andet end dit navn? Jeg ved godt, at det kræver mod at sige fra, og måske er det noget, du skal øve et par gange derhjemme foran spejlet.
Jeg synes helt sikkert, at du skal fortælle din klasselærer, at du er ked af at, at T driller dig, så din lærer kan tage en snak med T. Det er i det hele taget vigtigt, at din klasselærer ved, hvordan du havde det på din tidligere skole. Det er ikke ok, hvis læreren lader T eller en anden elev tale sådan til dig, men læreren skal vide at det sker, for at han eller hun kan stoppe det, og så skal du vide at det faktisk er lærernes ansvar at sikre at alle børn i klassen trives. Måske dine forældre kan hjælpe dig med denne snak med din lærer?
Du fortæller, at du har venner, som du elsker, og det er jeg glad for at høre. Dine venner kan være en god opbakning for dig, fordi du kan bruge tid med dem, og fordi de kan fortælle dig, hvad det er, de godt kan lide ved dig som ven. Så kan du måske få styrket dit selvværd lidt på den måde. Jeg er sikker på, at der er masser af gode egenskaber ved dig, som er værd at fremhæve, men når man ikke selv kan få øje på dem, kan det være en god hjælp at høre det fra andre.
Du fortæller, at du har tanker om døden, og at du for nylig tog en test, der viste, at du havde svær depression. Det skal man tage alvorligt. Selvom man ikke via en test på nettet kan stille diagnosen depression, synes jeg, du skal tage en snak med din læge. Kunne du mon tage din mor eller far med til lægen til en snak om, hvordan du har det? Du kan også vælge at tale med sundhedsplejersken på skolen.
Du plejede at være en af de glade piger i 2.-3. klasse, og du kan helt sikkert godt finde dit ”glade jeg” frem igen. Det er derinde et sted – men du har brug for andres hjælp til at finde det frem. Og så skal du vide, at du er ok lige præcis som den du er, det skal ingen lave om på!
Husk at du altid kan ringe til Børnetelefonen på telefonnummer 116111, hvis du har brug for at øve dig i at sige tingene højt, og/eller få en snak om hvordan det er at være dig lige nu. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig!
Jeg tænker på dig og ønsker dig det bedste.
Kærlig hilsen Børnetelefonen
