Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Har ikke lyst til at leve mere..

Brevet er redigeret af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiver har læst hele brevet. 

Hej BørneTelefon

Jeg er en pige på 11, som i løbet af det seneste stykke tid, føler mig utroligt ensom her i verden. Jeg har altid været enspænder-typen, men har dog altid været en af de populære i skolen

-Jeg klarer mig relativt godt i alle fagene, og er typisk “igang-sætteren” hvad fælleslegene i frikvartererne angår. Jeg går til volleyball og scenekunst (dans, sang og drama), men har heller ikke det store udvalg af venner der. Det er egentlig ikke fordi at jeg er uvenner med nogen, men jeg har ikke nogen jeg sådan kan snakke rigtigt med -Altså ikke nogen jeg sådan tænker: “Hvis nu jeg en eller anden dag klokkede i det, så ville hun/han stadig stå op for mig -Eller i hvert fald ikke forlade mig”.

Sådan en person er rar at have, og selvom jeg ved, at mine forældre elsker mig, er det bare ikke nok! Nu kommer jeg måske til at lyde lidt krævende, men alle har brug venner/veninder UDOVER familien. Det har jeg i hvert fald.

Jeg har nogen problemer med mig selv (i hvert fald ikke endnu), men kameraterne kniber den med. Jeg har i øvrigt altid været “hende der nørden” -Populær, men helt klart stadig en nørd.

Jeg har det som om, at jeg er helt alene, fordi jeg syntes at den på min alder er alt for umodne eller uintelligente.

Jeg er IKKE autist (Hvis du nu skulle få den tanke), bare kræsen -Men venner osv, ikke mad.

Da jeg gik i 3. klasse skiftede jeg fra folkeskolen til en privatskole fordi folkeskolen havde et for lavt fagligt niveau (for mig), og ikke havde mulighed for at lave noget ekstra til mig -Hvilket jo var forståeligt nok.

Nu -på grund af kammerater- overvejer jeg at skifte igen. Både min mor og far er meget imod det, fordi de ikke mener, at ligefrem vil hjælpe med vennerne, og at det en dårlig ide at skifte skole så mange gange -Hvilket de nok har en pointe i.

Nå, men jeg er bare blevet mere og mere ensom, især nu hvor der er nogle fra klassen der begynder at syntes, at det er “barnligt” at “lege” -Personligt ser jeg at kunne “lege” som en positiv egenskab -uanset alder.

Det eneste der har holdt mig i gang så længe (og stadig gør det lige nu) er, at jeg gerne vil gøre en forskel. Jorden er, som Norah Jones så fint synger i en af sine sange, et “Hidden hell”. Der er så mange som har det forfærdeligt, og dem vil jeg gerne hjælpe. Jeg vil gerne være forfatter, sanger, skuespiller, politiker eller filosof, og så tjene en HEL masse penge, som jeg kan give til alle dem dem ikke har det godt.

Nu ved jeg ikke, om den drøm nogensinde kommer til at gå opfyldelse. Jeg frygter ikke døden (Så længe man lever, er døden her jo ikke, og der er aldrig nogen der har sagt, at det har generet dem at være død), men jeg tror desværre/heldigvis min død kommer i en meget nær fremtid.

Håber du hjælpe mig – “ I’m standing at the edge!”

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 11 år

Det er meget tidligt i livet at tænke sådan om liv og død og fremtiden. Men det behøver ikke at være en dårlig ting, hvis du kan bruge dine tanker konstruktivt, og det tror jeg på, at du kan, for du lyder stærk.
Du virker også meget moden af din alder. Derfor kan jeg nemt forestille mig, at det kan være rigtig svært at være på bølgelængde med dine jævnaldrende, hvis de ikke er ligeså modne som dig. 
Det kan sagten bare være et spørgsmål om tid, inden det lykkes at få tætte venskaber med de andre, for de bliver jo hele tiden mere og mere modne. 
Det gør du selvfølgelig også, men i skellet mellem barn og ung, kan det være svært at mødes. Måske skal alle lige over denne usynlige grænse, inden I kan finde hinanden.
Det kan også bare være, at du ikke har fundet de rette venner endnu; altså nogen, som tænker ligesom dig. Men det skal dog nok komme.

Derudover lyder du helt klart som en pige, der hviler i sig selv. Du ved, hvem du selv er, og hvad du står for, og det er altså utrolig flot for en pige på 11 år. 
Du har en masse ressourcer og nogle spændende interesser og fremtidsdrømme, og du klarer dig godt fagligt.
Der er altså mange ting, der er rigtig gode i dit liv. Og det skal du holde godt fast i, så du kan bruge det som et stillads, du kan læne dig op ad, når du synes, at det hele føles svært eller umuligt.

Det er enormt vigtigt at vide, at ens forældre elsker én, så på det punkt er du heldig, men alle har udover at have gode, kærlige forældre brug for et tilfredsstillende privatliv uden for familien. Det vil sige nogle venner at være sammen med. Så det er på ingen måder krævende at ønske sig tætte venner oveni. Det er et fuldstændig normalt behov at have.

Hjælp til at takle ensomhed
Ensomhed er en svær størrelse. Man kan blive helt oversvømmet af netop den følelse, og det kan være svært at hive sig selv op igen.
Derfor er det vigtigt, at du får fortalt dine forældre om dine tanker og følelser, så de forstår, at du har brug for hjælp til at etablere nogle gode venskaber. Du kan også tale med din klasselærer eller en anden lærer på skolen om det, så man fra skolens side kan hjælpe dig. Og det kan man sagtens gøre uden at sige til klassen, at det er dig, det handler om. 

Måske tænker både dine forældre og dine lærere, at når du er så langt foran med så mange ting, så kan du sikkert sagtens klare tingene selv. Men det kan de altså ikke forvente. Du er kun 11 år, og du har brug for at føle, at du har gode venner. Det er enormt vigtigt. Og hvis det ikke kan lade sig gøre på den skole, du går på nu, kan det godt være, at løsningen er at flytte skole igen, selvom dine forældre ikke synes, at det er en god idé. Men det skal I finde ud af sammen.
Du har helt sikkert brug for noget hjælp til at få styr på din situation, og det skal dine forældre have at vide, så de forstår det. 
Når det gælder børns trivsel, så må man som forældre gøre det, der skal til, og hvis problemerne kun kan løses ved at skifte skole, så er det dét, der skal til. 

Du beskriver, at du er kræsen, hvad venner angår. Det er egentlig helt normalt. Det er mange mennesker faktisk. Det er jo vigtigt, at man føler, at man passer sammen og har ting til fælles. Ellers er det svært at blive venner.
Men har du mon overvejet, om du nogle gange er en lidt for hård dommer overfor dine jævnaldrende? Eller om dine jævnaldrende nogle gange kan komme til at føle sig umodne, når de taler med dig? 
Kunne det være en grund til, at det er lidt svært at opbygge venskaber?
Det og alt det andet, er noget du skal tale med dine forældre og dine lærere om, så I samman kan finde ud af, hvad skolen kan gøre, og hvad du og dine forældre selv kan gøre. Måske kan du invitere til noget hygge hjemme hos dig, hvor det bare er roligt og afslappet?

Hvis du har brug for at tale med nogen, som ikke er dine forældre, dine lærere, eller andre voksne du kender fra familien eller andre steder, så synes jeg, at du skal ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan også sms'e eller chatte. Du er anonym, og det er gratis.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat