Har ikke lyst til at leve mere..
Brevet er redigeret af hensyn til vores yngste læsere. Rådgiver har læst hele brevet.
Hej BørneTelefon
Jeg er en pige på 11, som i løbet af det seneste stykke tid, føler mig utroligt ensom her i verden. Jeg har altid været enspænder-typen, men har dog altid været en af de populære i skolen
-Jeg klarer mig relativt godt i alle fagene, og er typisk “igang-sætteren” hvad fælleslegene i frikvartererne angår. Jeg går til volleyball og scenekunst (dans, sang og drama), men har heller ikke det store udvalg af venner der. Det er egentlig ikke fordi at jeg er uvenner med nogen, men jeg har ikke nogen jeg sådan kan snakke rigtigt med -Altså ikke nogen jeg sådan tænker: “Hvis nu jeg en eller anden dag klokkede i det, så ville hun/han stadig stå op for mig -Eller i hvert fald ikke forlade mig”.
Sådan en person er rar at have, og selvom jeg ved, at mine forældre elsker mig, er det bare ikke nok! Nu kommer jeg måske til at lyde lidt krævende, men alle har brug venner/veninder UDOVER familien. Det har jeg i hvert fald.
Jeg har nogen problemer med mig selv (i hvert fald ikke endnu), men kameraterne kniber den med. Jeg har i øvrigt altid været “hende der nørden” -Populær, men helt klart stadig en nørd.
Jeg har det som om, at jeg er helt alene, fordi jeg syntes at den på min alder er alt for umodne eller uintelligente.
Jeg er IKKE autist (Hvis du nu skulle få den tanke), bare kræsen -Men venner osv, ikke mad.
Da jeg gik i 3. klasse skiftede jeg fra folkeskolen til en privatskole fordi folkeskolen havde et for lavt fagligt niveau (for mig), og ikke havde mulighed for at lave noget ekstra til mig -Hvilket jo var forståeligt nok.
Nu -på grund af kammerater- overvejer jeg at skifte igen. Både min mor og far er meget imod det, fordi de ikke mener, at ligefrem vil hjælpe med vennerne, og at det en dårlig ide at skifte skole så mange gange -Hvilket de nok har en pointe i.
Nå, men jeg er bare blevet mere og mere ensom, især nu hvor der er nogle fra klassen der begynder at syntes, at det er “barnligt” at “lege” -Personligt ser jeg at kunne “lege” som en positiv egenskab -uanset alder.
Det eneste der har holdt mig i gang så længe (og stadig gør det lige nu) er, at jeg gerne vil gøre en forskel. Jorden er, som Norah Jones så fint synger i en af sine sange, et “Hidden hell”. Der er så mange som har det forfærdeligt, og dem vil jeg gerne hjælpe. Jeg vil gerne være forfatter, sanger, skuespiller, politiker eller filosof, og så tjene en HEL masse penge, som jeg kan give til alle dem dem ikke har det godt.
Nu ved jeg ikke, om den drøm nogensinde kommer til at gå opfyldelse. Jeg frygter ikke døden (Så længe man lever, er døden her jo ikke, og der er aldrig nogen der har sagt, at det har generet dem at være død), men jeg tror desværre/heldigvis min død kommer i en meget nær fremtid.
Håber du hjælpe mig – “ I’m standing at the edge!”
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.