Kære pige på 11 år Tusind tak for dit brev, hvor du fortæller, hvordan det er at bo hjemme hos dig. Når jeg læser dit brev, er det helt klart, at du har brug for hjælp, så du kan komme videre uden at være nødt til at skade dig selv. Derfor håber jeg, at jeg måske kan give dig nogle ideer til, hvad du måske kan gøre, så du kan få det bedre. I dit brev fortæller du, at du bor sammen med din mor, hendes nye kæreste og alle dine søskende. Du nævner 2 store ting, der har afgørende betydning for, hvordan du trives derhjemme: 1) Du og dine søskende bliver behandlet dårligt af din mors nye kæreste og 2) I bor småt, hvilket gør det svært at have et privatliv. Jeg håber, at det er i orden, at jeg også inddeler mit svar i to dele, da det måske vil gøre svaret lidt mere overskueligt at læse, selvom jeg selvfølgelig godt ved, at tingene hænger sammen. Er det mon ok med dig? 1) Du fortæller, at din mors nye kæreste råber af dig og dine søskende – og også kan finde på at slå jer. Jeg forstår godt, at du ikke kan lide din mors nye kæreste. I Danmark er det ulovligt at være voldelig over for børn. Det, som din ”stedfar” gør, er altså ulovligt, og det skal stoppes hurtigst muligt! Du har allerede lagt mærke til, hvordan det påvirker dig i fx skolen, og derfor er det rigtig vigtigt, at du får fortalt det til nogle voksne, der kan hjælpe dig med at få det stoppet. I dit brev fortæller du ikke, om din mor godt ved, hvad din stedfar kan finde på at gøre? Hvis ikke, kan du overveje, om du ikke skal fortælle hende det, så hun ved besked? Det er i sidste ende din mor, der er ansvarlig for, at du og dine søskende har det godt. Det er hendes vigtigste opgave som mor. Det kan også være, at du hellere vil fortælle det til en anden voksen. Det kan fx være en lærer, pædagog, din mormor og morfar eller måske til din far, som du ikke skriver så meget om i brevet? Hvis man som forældre har svært ved at passe på sine børn, så er det vigtigt, at kommunen får besked om det – og det er bl.a. det, som fx lærerne kan hjælpe med, da det så i sidste ende er kommunen, der skal sørge for, at alle børn i Danmark har det godt derhjemme. 2) Udover at fortælle om din mors nye kæreste, fortæller du også, at I bor meget småt, og det gør, at det er svært at have et privatliv. Det forstår jeg virkelig godt. Jo ældre man bliver, jo vigtigere er det, at man får lov til at have sit eget "liv". Det er mange forskellige ting, fx at kunne have nogle skuffer, som der ikke er nogen andre, der kigger i eller at kunne være alene indimellem. Måske endda have en veninde på besøg indimellem. Du skriver, at du tidligere har fået et råd om, at du måske kunne få en rumdeler, men at det desværre ikke kunne lade sig gøre. Jeg tænker derfor på, om du mon har fortalt din mor, hvor svært det er for dig at dele værelse med din lillesøster? Måske kunne I sammen finde ud af, om I kunne lave nogle aftaler, der gør det nemmere at have et privatliv, selvom I måske fortsat er nødt til at dele værelse. Måske kunne der være nogle timer i løbet af eftermiddagen/aftenen, hvor du havde værelset alene? På den måde ville det måske give lidt plads til, at du også fik noget ”alene-tid”? Hvad tænker du mon om det forslag? Du skriver også, at din lillesøster ofte larmer, når du skal sove – hvis det ofte er tilfældet, burde din søster måske sove i et andet rum, indtil hun har lært, at man skal være stille om aftenen, for som du også selv nævner, så går det jo ud over din skolegang, når du ikke får den rette mængde søvn. Det kunne også være noget, du kunne tale med din mor om? Eller måske fortæller til en anden voksen. I mine ører lyder det lidt "voldsomt", når du skriver, at din lillesøster ”stinker”, fordi hun bruger ble, og det får mig til at spekulere på, om din søster ikke får skiftes sin ble? Eller om det mon "bare" er fordi, du er rigtig træt af at dele værelse med hende? Det er nemlig ikke meningen, at en ble skal lugte. Gør den det, skal den skiftes med det samme, ellers kan den være skadelig at gå rundt med. Din søster er måske så lille, at hun ikke selv kan sige til og fra, og derfor vil det også være en hjælp for hende, hvis du fortæller en voksen, hvordan det er derhjemme. Til sidst spørger du, om du skal flytte hjem til din mormor og morfar, eller om du skal gøre mere skade på dig selv. Jeg synes helt sikkert, at du skal starte med at se, om du har modet til at fortælle nogle voksne, måske din mormor og morfar, hvordan det er hjemme hos dig. Hvis det er lidt svært at fortælle det direkte, kan du jo vise dem dit brev og mit svar? Måske kan I sammen finde ud af, hvordan du får den hjælp, du har brug for. Jeg er i hvert fald slet ikke i tvivl om, at du fortjener hjælp! Jeg håber, du kan bruge mit svar. Hvis ikke – eller hvis du har brug for en snak – er du meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111. De varmeste hilsner BørneTelefonen
