Forvirret…

Hej…

Jeg er forvirret over alt i mit liv lige nu. ALT. Jeg ved ikke engang, hvor jeg skal starte.

Jeg er en pige på 14 år. For 3 år siden havde jeg en spiseforstyrrelse og en såkaldt “mild” depression. Jeg er heldigvis kommet nogenlunde helskindet igennem hele forløbet. For cirka 3 uger siden, fortalte jeg for første gang nogensinde om min hemmelighed til 2 veninder, som heldigvis tog det virkelig pænt. Jeg er begyndt at skrive med en fyr fra klassen, som på ingen måde er til at finde ud af. Jeg ved virkelig ikke, om han kan lide mig eller om vi bare har en ‘flirt’.

På det seneste har jeg kun fået 7- og 10-taller (plejer at få 12). Jeg tror virkelig ikke, hverken min matematik- eller fysiklærer kan lide mig. Jeg kan ikke sove. Virkelig ikke. Jeg tænker, og tænker, og tænker, og nogle gange glemmer jeg helt, hvad jeg tænker på. Jeg finder ingen glæde ved mine fritidsinteresser længere, jeg er bare som limet til min 1000 år gamle iPhone 4.

Jeg er ikke glad. Jeg er ikke trist. Jeg er ikke vred, eller ligeglad, eller noget som helst. Jeg er alle på én gang, og så alligevel ikke. Mine humørsvingninger er ikke bare som en rutsjebane, men som pulsen på en hjertepatient ved sit dødsleje.

Jeg elsker at leve, og drømmer om at dø. Min store drøm er at blive martyr (helst inden jeg fylder 30), men samtidig har jeg et brændende ønske om at rejse Jorden rundt. Jeg er glødende feminist, men drømmer om en aggressiv og kontrollerende mand.

Jeg er for nylig konverteret, selv om jeg er ateist. Jeg elsker at læse, men kan ikke finde tid til det, selv om jeg bruger flere timer foran en skærm dagligt.

Det ene øjeblik forestiller jeg mig selv som en junkie, det næste som et rent menneske, der aldrig i sit liv har indtaget så meget som en dråbe alkohol. Jeg har 3 gode veninder (til tider en fjerde), den mest populære fyr i klassen crusher på mig, men jeg føler mig ensom. Jeg har søskende, dog ingen kontakt med dem. Jeg bor alene med min mor, men elsker at være alene hjemme, og undgår hende for det meste.

Jeg tager ud at cykle, lige inden det bliver mørkt i en time, bare for at få tankerne afledt. Jeg bliver ved med at stille spørgsmål, jeg sagtens selv kan svare på. Det ene øjeblik vil jeg have så meget feedback som muligt, det næste kan jeg ikke engang holde den mindste kritik ud.

Min playliste består af sange, der hører til alle mulige forskellige slags humør. Det ene øjeblik er jeg mega arrogant og HELT VILDT selvsikker, det næste er jeg ikke engang sikker på, om jeg overhovedet er noget værd. Jeg hader mit liv.

Jeg tror, jeg bliver overvåget. Jeg har tape med neglelak foran cam’et på min computer, og holder ALTID en finger foran kameraet på min mobil. Jeg tror, der hænger et lille overvågningskamera ude ved badeværelsesvinduet, som drengene fra årgangen over mig, har hængt op. Jeg kan ikke gå ned ad en 100 m lang sti, uden at kigge mig over skulderen et dusin gange. Jeg er bange, for at tænke bestemte ting, i så fald nogen skulle høre dem. Når min mor ligger husets iPad på sofabordet, gør hun det altid så kameraet er tættest på mig, hvilket gør mig ængstelig. Det samme i bilen. Når hun lægger sin mobil imellem forsæderne, peger det altid direkte mod mig. Jeg tør ikke skrive min dagbog på min computer, fordi jeg tror PET kigger med, fordi de mistænker mig, for at være terrorist.

Jeg føler mig som den bedste. Jeg er pænt god til mange ting, i hvert fald de humanistiske fag. Jeg er den værste.

Mine tanker kører rundt i hovedet på mig, som om de konkurrerede om at vinde et ræs. Når lampen ved siden af sofaen står en millimeter for meget til venstre, retter jeg den, til den sidder perfekt. Men jeg er ikke perfektionist.

Jeg har et brændende ønske, om at være social og alene. Jeg er verdens største idiot, taber, ja, kald mig, hvad du vil.

Når én ting går galt, går ALT galt. Mit crush giver mig opmærksomhed, som jeg tager for givet og knap nok lægger mærke til. Jeg hader ham over alt på Jorden.

Jeg tilfører tit mig selv smerte, som regel bare ved at nive mig selv, så hårdt jeg kan i et minuts tid. Jeg tager omkring en halv million personlighedstests på nettet om dagen, men de svar de giver mig, passer tit kun halvt. Jeg føler ikke, jeg hører til nogen steder, og dog… Jeg er IKKE identitetsforvirret, jeg er skudt i hovedet. Seriøst, én eller anden SKYD MIG, FØR JEG GØR DET!

Jeg drømmer om opmærksomhed, hvilket jeg får rigeligt af, men det er ikke nok. Jeg føler, at jeg har mange forskellige personligheder, og som om stemmerne i mit hoved har en verbal krig, som meget snart kommer til udtryk fysisk, da jeg har svært ved at styre mig selv, når jeg bliver vred. Jeg har aldrig slået på nogen, men jeg tror, jeg kunne vinde en medalje, for at smække med dørene.

Jeg græder, når jeg griner, og jeg har ingen idé om, hvad jeg føler. Jeg er tom og alligevel ikke. Jeg hader, hvad jeg elsker, og elsker, hvad jeg hader.

Jeg er meget kreativ, primært gennem musik, men jeg maler, skriver og tegner også tit.

Jeg ville ønske, der skete et eller andet sejt ved mig. F. eks. at blive kidnappet eller sådan noget. Eller at jeg forsvandt helt og aldeles fra Jordens overflade. Jeg er IKKE opmærksomhedskrævende, kun forvirret. Jeg har taget en test, for at se, om jeg var bipolar. Man skulle have 22 point, for muligvis at have noget. Jeg scorede 49. Jeg har brug for, at én eller anden gennemskuer mig, før jeg gør noget dumt, og det er for sent. I øjeblikket har jeg ingen stopknap, og går langt over stregen, uanset hvad det handler om. I dag kørte jeg f. eks. en lille uoverensstemmelse med en veninde op til et kæmpe skænderi (måske lidt en overdrivelse).

Lige nu snakker jeg helt vildt meget, virkelig hurtigt, usammenhængende og ukontrolleret. Andre gange siger jeg ikke noget overhovedet. Jeg kan være verdens sødeste person og Jordens ledeste bitch.

Og hvis I vil vide det, har min familie en tendens til depression, men ellers er der ikke det store med hensyn til sygdomme.

Håber, I svarer mig.