Kære du
Tak for dit brev, det er rigtig godt, du har skrevet hertil. Jeg kan godt høre, du har det rigtig skidt... Jeg kan forstå, at du føler dig ensom og savner nogle, at være venner med. Du skriver, at du tidligere har haft flere venner fra din parallel klasse. Blandt andet den dreng, som du blev meget forelsket i.
Er han mon alene grunden til at dine andre venner ikke vil dig mere? Eller kunne der også være andre ting på spil? Nogle gange kan der i grupper være sådan dårlig stemning at der hele tiden bliver udelukket nogen fra fællesskabet. Kan du mon genkende det i dit tilfælde? Eller er du mon blevet uvenner med de andre på grund af noget andet?
Jeg kan forstå, at du nu fortryder, du fortalte ham om dine følelser for ham. Desværre så er det sådan, at nogle drenge, ikke rigtig ved, hvordan de skal reagere, når de får sådan noget at vide. Det kan være svært pludselig, at få at vide, at et andet menneske er forelsket i én. Mange drenge reagerer enten fjollet eller afvisende på sådan en besked.
Jeg ved det jo ikke, men jeg tænker, han ikke har kunnet overskue, hvad han skulle gøre, når du sådan pludselig fortalte ham, at du var blevet forelsket i ham. Han har nok ikke vidst, hvad han skulle stille op med dig – du var en tidligere ven nu pludselig en mulig kæreste. Tror du ikke, det muligvis kan være derfor, han reagerede som han gjorde?
Det nemmeste for ham har så måske været, at bagtale dig. Jeg kan godt forstå, at det må have været rigtig ubehageligt for dig og rigtig svært ”at komme ud af, væk fra”. Jeg tænker, han må være en person, der bestemmer meget i sin klasse (din parallel klasse), siden han kan få alle dine andre venner til at afvise dig?
Jeg tænker på, om der overhovedet ikke er nogen, du kan tale med? Nogle fra din egen klasse? Jeg kan godt forstå, det må være hårdt for dig, at dine gamle venner, pludselig ikke vil tale med dig mere. Tror du, deres afvisning af dig, kun er fordi han har sagt til dem, at du er forelsket i ham? Umiddelbart, så tænker jeg at der må være en ret utryg stemning blandt jer elever, siden de andre i den grad har behov for at lægge dig på is! Tror du lærerne har lagt mærke til at du ikke trives og at stemningen i klasserne måske ikke er så god, som den kunne være?
Når jeg læser dit brev, så kan jeg godt se, at du må føle dig meget alene. Har du mon prøvet, at sige noget om hvordan du har det, til nogen af dem? Måske kunne du, fortælle en af pigerne fra din parallel klasse om dit problem? Altså hvis du tænker, at der er en af dem, du vil kunne stole på...
Jeg tænker, du nok lige nu ville ønske, at du kunne skrue tiden baglæns, og at det der skete, aldrig var sket. Men desværre så sker det ikke, i stedet så er du nok nødt til, at se fremad. Måske er der, nogle piger i din klasse som du kunne få noget sammen med? Nogle gange kan det være svært, at følge med socialt i sin egen klasse, hvis man har været meget sammen med dem fra sin parallel klasse. Er det mon sådan for dig?
Måske kunne du også fortælle din lærer om din situation? Måske din lærer kan give dig et bud på, hvem i din klasse, du måske kunne blive venner med? Og i hvert fald tror jeg, det vil være godt, hvis han/ hun får øjnene op for, at det nok ikke er lige let for alle, at gå i skole for tiden... Så må skolen tage det alvorligt og arbejde på at det igen bliver okay for jer alle sammen at komme i skole...
Jeg tænker også på, om du mon har nogle fritidsinteresser? Er der noget du holder særligt af at lave? Det kan nemlig være en god måde at få venner på - når man har en fælles interesse. Hvad kan du lide?
Jeg tænker, det ville være godt, hvis du kunne tale med en voksen om dit liv, dine tanker og følelser. Har du mon talt med nogen om, at du har disse selvmordstanker? Det kunne du måske også tale med din lærer om? Eller en anden voksen du har tillid til?
Du kunne eventuelt vise dit brev og bruge det som udgangspunkt til en snak? Jeg tror under alle omstændigheder, det kunne være rigtig godt, hvis du kunne få talt med en voksen, som så kan hjælpe dig, så du ikke står alene med dine tanker og problemer. Du kunne også prøve at ringe til BørneTelefonen på 116 111, det er gratis at ringe, du kan være anonym og her sidder der flere voksne, som du kan tale med, om de svære tanker, følelser og problemer du kæmper med. (Ofte er det nemlig en fordel at søge lidt mere direkte rådgivning, fordi man så med det samme kan melde tilbage om man synes, det er brugbart eller om man skal prøve at tænke i andre baner...)
De bedste hilsner BørneBrevkassen
