Kære dreng på 15 år. Tak for dit brev til brevkassen. Når jeg læser dit brev, får jeg et klart billede af en stærk dreng, der – på trods af, at du skriver, at du ”har svært ved at vise, hvad du føler og mener” - faktisk formår at sætte ord på, hvordan du går og har det. Det er rigtig flot. Jeg vil meget gerne forsøge at hjælpe dig. Mobning er ALDRIG i orden – og det skal stoppes! Det har allerede stået på al for længe, og jeg er ked af at læse, at du indimellem har det så svært, at du får selvmordstanker og bare ”har lyst til at sprætte halsen om på dig selv”. Derfor håber jeg, at mit svar kan få dig til at se andre muligheder.. For tingene kan godt blive anderledes – også selvom det har stået på i mange år. Du skriver, at du er blevet mobbet længe, at du føler dig udenfor og set ned på. Du skriver ikke, hvem det er, der mobber dig? Men jeg går ud fra, at det er på skolen, du oplever mobning, da det er der, mobningen i de fleste tilfælde foregår. Er det mon rigtigt? Derfor tænker jeg på, om du måske har fortalt andre end mig om mobningen? Du har måske allerede sagt det til din lærer eller til dine forældre? Hvis ikke, så håber jeg, at du måske har mod på at fortælle dem, hvordan du har det. De fleste, der bliver mobbet, kan godt føle, at det er fordi, der er noget i vejen med dem, men faktisk handler mobning om noget helt andet. Det handler om, at der er et dårligt fællesskab i klassen/skolen. Man vil med andre ord hellere mobbe andre, end man vil være den, der bliver mobbet. Og det er netop derfor, at man skal have hjælp fra nogle voksne. Det kan ikke klares alene.Hvis mobningen sker på skolen, er det faktisk skolens ansvar at sikre, at den stopper. Lærere skal med andre ord sørge for, at der kommer et godt fællesskab, hvor mobning ikke sker. Men det kræver, at de ved, hvor svært du har det. Jeg ved fra andre, at det godt kan være svært at bede om hjælp. Derfor kan du måske overveje, om det ville være lettere at skrive det ned – enten i et brev eller en mail? Du har i hvert fald været god til at forklare mig, hvordan det er at være dig. I dit brev nævner du også din bedste ven. Du skriver, at han har været sammen med din ekskæreste. Når man er gode venner, er det vigtigt, at man også har et venskab, hvor man kan sige fra – og hvor man kan sige, hvis der er noget, man ikke synes er i orden. Har du mon fortalt din bedste ven, hvordan du har det med, at han var sammen med din ekskæreste? Husk, at det er i orden at sige ”hey, jeg vil faktisk gerne lige tale om dengang..” – også selvom det måske er noget tid siden. Hvis det stadig fylder hos en selv, er det aldrig for ”gammelt”. Hvis din bedste ven er en "rigtig" ven, så tror jeg faktisk, at I kan få en rigtig god samtale – og måske få et endnu stærkere venskab. Men du skal selvfølgelig selv bestemme, om du har lyst til at sige det til ham..Til allersidst har jeg brug for at sige, at selvmordstanker skal man tage alvorligt. Det kan være svært at forklare andre. Hvis du har brug for det, kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116111. Her sidder der rådgivere, der er vant til at tale om det, der er svært. Måske kunne det være rart for dig at tale med en helt anonymt? Tak fordi du delte dine tanker. Jeg håber, at dit brev og mit svar måske har peget på nogle nye perspektiver – for selvom det kan virke sort til tider, så er der altid mulighed for at ændre tingene. Men det kræver, at man beder om hjælp.. og dit brev hertil var starten derpå. Kærlige hilsner fraBørneTelefonen.