Kære pige på 15 Tusind tak for dit brev, hvor er jeg glad for, at du skriver til os og fortæller om din svære situation, fordi det er bestemt en situation, som jeg ikke synes du skal gå med alene. Det er for rigtig mange rigtig svært at se eller vide, at ens forældre har gjort noget forkert, fordi vi alle har en grundfølelse af, at vores forældre er vores helte og ikke kan gøre noget galt. Men nu er din mor havnet i en situation, hvor det bliver meget tydeligt, fordi hun er dømt, at hun har gjort noget forkert. Og det kan være rigtig svært at acceptere for det første, for det andet gør det hele situationen endnu sværere, fordi din bror også er ’indblandet’ på den måde han reagerer. Som jeg læser dit brev, så beder din bror dig vælge din mor fra, hvis du skal have noget med ham og din far at gøre og at blive bedt om det, kan føles utrolig svært i hjertet, selvom dit hoved og din fornuft måske godt kan forstå, set ud fra din brors side, at han stiller dig i det ultimatum. Mon det er nogle af de tanker du går med? Jeg kan ikke helt tydeligt læse i dit brev, om du har støttet op om din mor, og din bror derfor efterfølgende skriver som han gør, eller om han skriver det for at være på forkant så du ved, at hvis du støtter hende i den svære tid det også må være for hende, så vil du ikke være velkommen hos din bror og far. Denne sag sætter rigtig mange følelser i gang hos alle og du står midt i det hele og udenom dig, er der rigtig mange der hiver i dig og beder dig vælge side. Og jeg synes faktisk ikke at det er fair. Og det synes jeg ikke, fordi man ikke bare kan lade være med at føle og så reagere efter sit hoved eller efter hvad omgivelserne siger at man skal.
Og fordi det handler om din mor, som du altid vil have grundfølelser for, så beder din bror dig om at gøre noget næsten umuligt. På den anden side, så vil jeg tro, at din bror reagerer direkte på hans egne følelser og kan være lidt unuanceret, altså have svært ved at se det hele også lidt fra din side. Jeg kommer derfor til at tænke på, hvor lang tid siden det er sket og om din mor har fået sin dom? For måske tiden i denne sag kan være en medspiller? Altså som tiden vil gå, så vil alle der er indblandet måske komme lidt væk fra at reagere direkte på deres følelser, men prøve at reagere lidt på fornuften og derfor begynde at prøve at se lidt på sagen fra andre end deres egne perspektiver. Jeg tænker også på din far, hvad gør han for dig? Hjælper han dig? Har han talt med dig om situationen? Hvis du ellers har et forhold til ham, hvor du kunne have lyst til det, altså at tale med ham om det hele, synes jeg du skal gøre det. Tænker det er vigtigt du har en/nogle voksne, som kan lytte og støtte dig i denne svære tid. Måske er der en helt anden voksen, som du kunne få lyst til at tale med om hele situationen? Der er så mange følelser på spil for alle og det gør, at det kan være svært at holde styr på og overskue situationen og derfor tænker jeg, at det vil være rigtig godt, hvis du har en at tale med, som kan være med til at holde styr på alle tingene og du så kan få lidt ’fred’ til at føle efter, hvad der vil være det bedste for dig at gøre. Og måske en voksen som ikke er indblandet i sagen, men som I i familien har tillid til, også kan være med til at holde et familiemøde, hvor I kan prøve at fortælle om jeres følelser og prøve at sætte jer lidt ind i hinandens følelser. Lyder det som noget du og din familie måske kan bruge? Du nævner dine tanker om ikke at have lyst til at være her mere. Er de startet efter alt det her er sket med din familie? Det er meget ubehagelige tanker, som du bør få hjælp til at bearbejde. Sådanne tanker opstår hos mennesker, af en grund og det er vigtigt at man finder ind til den ’grund’. Også dét kan være rigtig svært at gøre alene og jeg håber, at når du er klar, så vil du finde en mulighed for at sige det til en voksen som du stoler på og har tillid til. Det kunne fx være din læge, som dels vil kunne lytte, men også give dig en henvisning til fx en psykolog, hvor du kan få bearbejdet dine tanker og følelser og få redskaber til tackle din hverdag.
Måske kræver det lidt mod at få kontaktet lægen, du virker dog som en sej og modig pige, men indtil da, så har jeg lyst til at foreslå dig, at bruge det at skrive, fx dagbog hvor du kan skrive alle dine tanker og følelser ned i. Når man skriver sine tanker ned, kan det være med til at give en følelse af, at det hele bliver mere overskueligt, fordi det ’kommer ud af kroppen’ og nu står sort på hvidt. Så kan man også bedre sortere i sine tanker og måske finde frem til, hvad vil jeg først tage fat på, for man kan altså ikke ordne alt på en gang – det er der ingen der kan! Jeg håber mit svar med mine tanker om din situation, kan hjælpe dig lidt på vej til at få det bedre og få den rigtige hjælp til at overskue og gennemskue din svære familiesituaiton. Jeg ønsker dig alt godt.
Husk, du er også altid meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte og rådgive dig. Du er anonym og det er helt gratis. Kærlig hilsen Børnetelefonen
