Kære pige på 15,
Det lyder som om du har det rigtig vanskeligt for tiden, og jeg synes det er flot at du har taget modet til at skrive og bede om hjælp.
Jeg læser mig til, at du i en længere periode har haft oplevet mobning, og at du ikke føler at der er nogen der kan lide dig. Når man har det sådan gennem længere tid, kan livet godt se helt sort ud og det kan være i sådanne perioder at selvskade og tanker omkring selvmord godt kan dukke op. Det er nogle tanker og følelser, du ikke bør gå med alene. Derfor håber jeg, at du har mod på at snakke med en voksen eller en ven/veninde,som du kan dele nogle af dine tanker med - det kan være ved at skrive sammen eller få en snak? Det kan være dine forældre, en lærer, tante, onkel eller andre i familien eller en hel tredje person. Selvom personen måske ikke kan hjælpe dig med at løse problemerne, ved jeg fra andre unge, at det også er hjælpsomt at der er nogen der lytter.
Jeg vil også anbefale dig, at gå ind på rådgivningen http://www.selvskade.dk. Her kan du læse mere om, hvordan du også kan få hjælp, hvis man skader sig selv. De har også en telefon- og en chatrådgivning, hvor man kan ringe eller skrive sammen med en rådgiver.
Det lyder til, at du og din bedstefar stod hinanden med nært, og det er tydeligt at du savner ham og de snakke I har haft. Har du mon talt med nogen om sorgen og dit savn? Det er meget svært at acceptere at man har mistet et menneske, man har holdt af og der kan dukke en masse forskellige følelser op. Det kan være tristhed og sorg, miste lysten til at leve og følelser som vrede er også helt naturlige. Du beskriver, at han var den eneste du rigtig kunne tale med. Måske kan det være en rar tanke at forestille dig, at du kan sige det til din bedstefar og få en snak med ham - eller skrive et brev som er tiltænkt ham. Jeg ved godt, at du ikke kan give ham det, men måske vil det alligevel føles rart og være lidt tættere på ham igen. Hvad mon han ville sige og råde dig til, hvis du læste brevet op for ham?
Her til sidst vil jeg blot tilføje, at du måske kan have nytte af at læse mere om mobning. Og husk mobning skal stoppes i fællesskab, det er de voksnes ansvar og på skolen skal lærerne hjælpe - så ræk hånden ud og bed om hjælp, fortæl hvordan du har det på den måde, du har det bedst med.
Mange kram og tanker fra
BørneTelefonen