Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Der er ikke plads til følelser.

Hej.
først vil jeg gerne sige tak til vedkommene der tager sig tid til at læse og svare dette, det er svært at tale/skrive om men rart alligevel.
jeg er en pige på 14 som egentligt har det man ville kalde et “godt liv”. jeg har masser af venner gode karakterer og er den ældste i en søskende flok på tre.

men af en eller anden grund som jeg ikke selv er helt sikker på er jeg ikke lykkelig, jeg har altid siden jeg var lille tænkt over døden og har også overvejet selvmord et par gange. ikke af nogen specifik grund bare at begge sider (altså både livet og døden) er lige håbløse og ligegyldige bortset fra at den side jeg er på lige nu også indebære smerte, nogle ville sige at lykken man finder i livet opvejer smerten men i noget tid nu er jeg ikke længere så sikker.

jeg føler mig så ulykkelig og jeg ved godt at det er ynkeligt fordi jeg har jo ikke ligefrem noget at brokke mig over. men jeg kan ikke sove og jeg spiser mindre og mindre. jeg er bare trist hele tiden og det er ikke sådan at jeg græder tit men bare at jeg føler mig kold, følelsesløs på en måde kan jeg vel beskrive det som tom. og noget af det mest skræmmende er at jeg ikke ved hvorfor.

men så har jeg også et problem vedrørende det fordi jeg har prøvet at snakke om det med min lære først men de forstod ikke hvor seriøst det var siden at jeg er en af “de kloge” kan der jo ikke være noget galt med mig! har også snakket med mine tre bedste venner men ingen af dem forstod.

to af dem er for optaget af andet teenage fnidder lige nu til at kunne lytte ordentlig på noget andet og den tredje kan godt mærke at noget er galt men jeg tror måske at hun er bange for at gøre noget ved det an på min reaktion. sidst har jeg i ren desperation prøvet at snakke med mine forældre, men der er så meget andet i gang både det at min lillesøster har lige fået at vide at hun er ordblind så opmærksomheden er på hende og så er mine forældre udover det super fokuseret på det her sommerhus de vil købe.

til sidst dom også er det værste så er min mor begyndt at være hjemme fra arbejde meget og igår var hun til lægen men når jeg spørger om der er noget galt siger de bare “ikke noget” eller min far sagde “din mor er bare lidt trist for tiden” og jeg ved at min mor har haft både stress og depression og forskellige former for angst før så hvad hvis det er kommet tilbage?

alt det gør at jeg ikke engang længere kan får mig selv til at udtrykke nogen form for ubehagelighed overfor dem.
som du måske kan se så er der ikke rigtigt plads nogle steder til mine følelser.

jeg har overvejet at tale med min farmor, men jeg ved ikke om hun vil forstå eller om det overhovedet vil hjælpe at tale med nogen?
jeg føler mig bare så alene og forladt.
men nu har en da hørt hvad jeg har et sige og her er der forhåbentlig plads så jeg vil sige tak og farvel.

Hilsen pigen der føler sig fortabt og usynlig.
tak for tålmodigheden.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 14 år

Du skal bestemt ikke takke for, at jeg nu har læst dit brev og lyttet til dig og dine følelser. Alle børn har ret til at blive hørt og set.

For mig lyder det også som om, at der er gode grunde til have det sådan, som du fortæller. Nogle gange kan det være svært at sætte en finger på, hvad man egentlig er ked af. Ved du måske selv, hvad der gør dig ked af det i din hverdag?

Hvis man tænker meget på noget i en periode, bliver det forstørret. Hvis man f.eks. tænker meget over døden, vil alle helt naturligt få en følelse af meningsløshed. For døden er meningsløs. Og døden er et emne, der kan komme til at fylde rigtigt meget i tankerne, som du nok mærker nu.

Derudover er det heller ikke rart at føle sig ensom og forladt. Dine forældre har travlt med andre ting, og det kan måske godt få dig til at føle dig overset og måske glemt? Måske ved dine forældre slet ikke hvor alvorligt, det egentlig føles for dig.

Måske fortælle dine forældre dig ikke om din mors lægebesøg, fordi der ikke er noget særligt at fortælle om. Måske er det netop fordi, at der er noget særligt på spil. Det er ikke til at vide. Men uanset hvad, så vil det bekymre dig langt mere ikke at vide sandheden, end hvis de nu fortalte dig den. Så jeg synes at det er helt okay, at du spørger dem.

Du kan fortælle dem, at du virkelig har brug for et konkret svar og en forklaring. På den måde slipper du for at gå og gætte på på, hvad der kan være galt – og bekymre dig unødvendigt.

Selvom det kan være svært for forældre at have tid og overskud i en presset hverdag, så kræver og fortjener både du og dine søskende lige meget omsorg og opmærksomhed. Det skal du vide.

Du skriver at du før har prøvet at snakke med din lærer. Og også med dine bedste venner. Men uden held. Det er så modigt af dig at række hånden ud efter hjælp. Måske har din lærer ikke forstået alvoren eller måske ved han/hun ikke hvordan han/hun kan hjælpe dig bedst muligt. Og det samme kan være tilfældet med dine venner.

Nu hvor du selv nævner din farmor, så synes jeg at det er en rigtig god ide, at du åbner op overfor hende. For måske kan hun hjælpe dig med, at få dine forældre til at lytte til dig?

Måske kan dine forældre også rigtigt forstå alvoren, hvis du viser dem dette brev? Heri beskriver du nemlig så klart, at du har brug for nærvær og nogen at tale med om de følelser, du har.

Det kan være svært for forældre at vide, hvordan at de kan hjælpe deres børn bedst muligt. Men bare det at de lytter, vil være et kæmpe skridt i den rigtige retning. Vi kan måske tale med dem om, hvordan de kan hjælpe dig bedst i denne periode. ForældreTelefonen har telefonnummer: 35 55 55 57.

Hvis du ikke rigtigt kan finde nogen, du kan tale godt med – så prøv http://Headspace. Mange unge har haft gode og hjælpsomme samtaler der.

Jeg håber at du kan bruge min hjælp. Hvis ikke, så håber jeg at du kontakter os på BørneTelefonen igen.

Jeg ønsker dig alt det bedste og sender dig en masse positiv energi.

Kærlige hilsen BørneTelefon.

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat