Der er ikke plads til følelser.
Hej.
først vil jeg gerne sige tak til vedkommene der tager sig tid til at læse og svare dette, det er svært at tale/skrive om men rart alligevel.
jeg er en pige på 14 som egentligt har det man ville kalde et “godt liv”. jeg har masser af venner gode karakterer og er den ældste i en søskende flok på tre.
men af en eller anden grund som jeg ikke selv er helt sikker på er jeg ikke lykkelig, jeg har altid siden jeg var lille tænkt over døden og har også overvejet selvmord et par gange. ikke af nogen specifik grund bare at begge sider (altså både livet og døden) er lige håbløse og ligegyldige bortset fra at den side jeg er på lige nu også indebære smerte, nogle ville sige at lykken man finder i livet opvejer smerten men i noget tid nu er jeg ikke længere så sikker.
jeg føler mig så ulykkelig og jeg ved godt at det er ynkeligt fordi jeg har jo ikke ligefrem noget at brokke mig over. men jeg kan ikke sove og jeg spiser mindre og mindre. jeg er bare trist hele tiden og det er ikke sådan at jeg græder tit men bare at jeg føler mig kold, følelsesløs på en måde kan jeg vel beskrive det som tom. og noget af det mest skræmmende er at jeg ikke ved hvorfor.
men så har jeg også et problem vedrørende det fordi jeg har prøvet at snakke om det med min lære først men de forstod ikke hvor seriøst det var siden at jeg er en af “de kloge” kan der jo ikke være noget galt med mig! har også snakket med mine tre bedste venner men ingen af dem forstod.
to af dem er for optaget af andet teenage fnidder lige nu til at kunne lytte ordentlig på noget andet og den tredje kan godt mærke at noget er galt men jeg tror måske at hun er bange for at gøre noget ved det an på min reaktion. sidst har jeg i ren desperation prøvet at snakke med mine forældre, men der er så meget andet i gang både det at min lillesøster har lige fået at vide at hun er ordblind så opmærksomheden er på hende og så er mine forældre udover det super fokuseret på det her sommerhus de vil købe.
til sidst dom også er det værste så er min mor begyndt at være hjemme fra arbejde meget og igår var hun til lægen men når jeg spørger om der er noget galt siger de bare “ikke noget” eller min far sagde “din mor er bare lidt trist for tiden” og jeg ved at min mor har haft både stress og depression og forskellige former for angst før så hvad hvis det er kommet tilbage?
alt det gør at jeg ikke engang længere kan får mig selv til at udtrykke nogen form for ubehagelighed overfor dem.
som du måske kan se så er der ikke rigtigt plads nogle steder til mine følelser.
jeg har overvejet at tale med min farmor, men jeg ved ikke om hun vil forstå eller om det overhovedet vil hjælpe at tale med nogen?
jeg føler mig bare så alene og forladt.
men nu har en da hørt hvad jeg har et sige og her er der forhåbentlig plads så jeg vil sige tak og farvel.
Hilsen pigen der føler sig fortabt og usynlig.
tak for tålmodigheden.
Selvmordstanker Andre der hjælper
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.
