Brev

deprission

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Angel

 

Tusind tak for dit brev. Dit brev giver en fantastisk beskrivelse af, hvordan du har det, og de følelser, der er i din krop. Det er meget imponerende og stærkt indtryk jeg får af dig, i dit brev. Det er tydeligt, at du mærker, at du har brug for hjælp, og det er så sejt af dig, at du i brevet kommer ud med nogle af dine følelser og beder om hjælp. Jeg vil prøve at give dig nogle forskellige ideer, som jeg håber, du kan bruge til noget.

 

Jeg forstår dit brev sådan, at du har været udsat for mobning, at mobningen er stoppet, men at det stadig raser rundt i din krop, så du fortsat har det svært. Er det mon rigtig forstået? Det vil jeg gerne begynde at skrive om.

 

Noget af det frygtelige ved mobning er, at den negative påvirkning af mobning kan varer efter, at mobningen er stoppet. Der er rigtig mange unge og voksne, der har været udsat for mobning, som stadig har tanker om det. Nogle gange kan det være svært for andre at forstå, for mobningen er jo slut. Hvorfor kan man så ikke bare komme videre og glemme dét, der er sket. Er det en holdning, som du også har mødt? Mobning påvirker os, og når den er stoppet har vi tid/overskud til at mærke os selv på en anden måde, så derfor er det ikke altid så nemt at glemme og komme videre. Det handler også om, hvor slemt man har oplevet mobningen har været og også hvor lang tid, det har stået på. 

 

Jeg er vild med din beskrivelse af, at verden ikke føles som et bedre sted, siden mobningen stoppede. Men at den nu nærmest føles værre, fordi du nu forstår verdenen. Jeg tolker det sådan, at mobningen har givet dig en indsigt i, at der også findes ubehagelige ting mellem os mennesker? Jeg tænker, at der er mange, der har været i samme situation som dig, der vil kunne genkende den følelse. Det er en kæmpe styrke du har, når du er så god til at beskrive, hvad der farer rundt i din krop. Det kan gøre det nemmere for andre at forstå, hvorfor du har det dårligt.
 

Jeg bliver nysgerrig efter, hvad det var der gjorde, at mobningen stoppede? Fik du mon hjælp fra andre? Jeg tænker på, at du i dit brev tydeligt viser, at du også nu har brug for hjælp til at få talt om, hvad det gør ved din krop og dine tanker, at du har været udsat for mobning. Det er vigtigt, at du siger højt, hvordan du har det. Det kan være hårdt, hvis man skal gøre det igen og igen. Måske kan brevet hjælpe dig? Hvordan ville det være, hvis du viste brevet til en voksen? Hvis du fik hjælp til at få mobningen stoppet, så kan du jo overveje, om den eller dem der hjalp også kan hjælpe dig nu? Kan det være en mulighed for dig?

 

Du fortæller, at du har lyst til at skrive et selvmordsbrev, så folk kan se, hvad de gjorde ved dig. Jeg kan rigtig godt forstå din tanke. Jeg tænker, at det er et tegn på, at du endnu ikke har sluttet fred med dét, du har været igennem og med dem. Jeg forstår sagtens lysten til at fortælle dem det. Mon der kan være en anden måde, at det sagt? Her tænker jeg, hvis der er voksne, der har støttet dig i at stoppe mobningen, også kan hjælpe med at får sagt eller snakket med de som har mobbet, hvis du føler dig klar til det?

Ideen med at skrive breve er en god idé. Det kan være, at du kan bruge idéen med at skrive breve til dem, til at få skrevet det du føler og hvad det betyder for dig - men i stedet at skrive det som et selvmordsbrev, så brug det til at du giver dig selv mulighed for at skrive det hele ud på papir - så du får tømt frustrationer, angst og vreden over i brevet på en måden, så du får bedre når det er skrevet. Om du vil aflevere brevet til nogen lige med det samme eller have det hos dig selv - er måske ikke afgørende og måske er det en idé at aflevere det til nogen, som kan læses det og snakke med dig om det - så du får luft og slipper det ud, hos en der støtter dig.

Føler du ofte, at vreden kommer? Det kan være en støtte, når vreden kommer, fordi det ofte betyder, at man bebrejder andre i stedet for sig selv. Hvis man bliver ved med at mærke vreden, kan den dog også gøre det svært at komme videre. Jeg tænker på, om du kan vende vreden til at spørge dig selv: Hvad har jeg behov for, at folk gør for at hjælpe mig, så jeg kan få det bedre? Måske kunne du også skrive det i et brev? På den måde ville du hjælpe folk med at hjælpe dig. Har du mon lyst til det?

 

Du skriver, at du får angstanfald. Jeg bliver nysgerrig efter, hvordan du mærker det, når anfaldene kommer? Hvad gør du, når de kommer? Er der mon nogen, der lægger mærke til, at du er anderledes, når anfaldet er der? Har du mon fortalt om dem til nogen? Angst og angstanfald kan man øve sig i at dæmpe og få til at blive væk. Det kan være med hjælp fra en læge eller en psykolog, som arbejder med teknikker der kan hjælpe med at få styr på angsten.

 

Jeg ved, at der er mange, der bliver bange for, at de er ramt af depression, når de er ved at give op på det hele og på livet. Det kan virke meget tungt og helt umuligt at komme videre, når man har det rigtig svært. Lægen kan finde ud af, om du er ramt af depression. Det gør han eller hun ved at tale med dig og stille dig nogle spørgsmål. Din læge er måske vant til at tale med folk om depression.

Hvis du har det ok med din læge, kan du måske gå til lægen alene, hvis du har det bedst med det? Men det kan måske også være en god idé, at du tager en med, som du er tryg ved. Hvis du gerne vil have en med kan du jo overveje, om vedkommende skal vente udenfor eller gå med ind. 

 

Du spørger, hvordan et barn på 14 år kan få stillet en diagnose uden ens forældre. Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er heller ikke ok, at du får stillet en diagnose uden at du har nogen, der støtte dig – hvem mon har gjort det?  Mon dem eller den der har stillet en diagnose, har lov til at stille diagnoser. Det sker nemlig også tit, at folk stille diagnoser om andre uden at være uddannet til det og uden at have viden nok om det, de stiller diagnoser om.  

 

Du skriver også, at du har brug for dine forældre, og at det ikke er unødvendigt og ligegyldigt for dig. Endnu en gang beskriver du så præcist, hvad du har brug for – det er så sejt. Selvfølgelig har man brug for sine forældre i sådan en situation.  Hvis ens forældre af en eller anden grund ikke kan være der, så har man brug for, at der er en anden voksen, som man har tillid til og er tryg ved. Det har du ret til. Skal du tale mere med nogle om diagnoser? Hvis det er sådan, så tænker jeg, at du har brug for at finde ud af, hvordan du kan undgå, at det bliver uden dine forældre eller andre, der kan støtte dig.

 

På BørneTelefonen kan vi give dig nogle konkrete forslag til, hvad du kan gøre. Du kan ringe –sms’e til BørneTelefonen 116111. Hvis du synes, det er svært at komme i gang med en snak i telefonen, kan du læse dit brev højt. Det giver så god en forståelse.

 

Jeg bliver nysgerrig efter, hvad din ven mener med, at du skal lære at skjule din identitet. Jeg får den tanke, om han mener, du skal lade være med at vise dine følelser? Jeg kan godt forstå, at du får tanken, at det er det modsatte end at lære at acceptere dig selv. Jeg tænker, at det er en bedre strategi at lære at acceptere sig selv frem for at skjule sin identitet. Vi har alle sammen brug for at blive set, som dem vi inderst inde er. Hvis vi ikke viser vores inderste, bliver det endnu mere svært for andre at forstå og hjælpe.

Kan du spørge din ven, hvad han mener med det? 

 

Jeg har givet dig nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre. Som du kan se, så handler alle ideerne om, at du får sagt højt, hvordan du har det. Jeg har foreslået nogle personer, som måske kunne være en mulighed. Det kan også være nogle helt andre. Vil dine forældre mon kunne hjælpe dig? Har du en lærer, som du har et særligt godt forhold til? Hvad med din bedste vens forældre? Kunne de være en støtte for dig? Det kan også være dine bedsteforældre, hvis du har et godt forhold til dem?

 

Du er kommet ud på den anden side af mobningen. Men du er ikke nået helt igennem endnu. Du skal blive en glad pige med mod på livet. Jeg tror på, at det vil lykkes for dig. Du viser en kæmpe styrke, når det er lykkes dig at komme ud på den anden side af mobningen, og når du samtidig lytter til dig selv og reagerer, når du ikke trives eller bliver behandlet ordenligt. Bliv ved med at kæmpe. Og får du brug for mere støtte fra BørneTelefonen skal du huske, at du altid kan skrive igen, ringe på 116 111 eller Chatte med os.

 

De kærligste tanker og kram fra BørneTelefonen

 

 

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat