Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

depression/selvskade/anoreksi

kære BB

Jeg er i tvivl om, om jeg har depression.

Jeg har i ca. fire måneder haft det rigtig dårligt, hvor jeg har haft mange humør svingninger, været træt konstant, har haft søvn problemer.

jeg er også stoppet med at være social. det er som om at det kræver for meget energi, og jeg orker det ikke.
 
jeg er enten ked af det hele tiden, og føler mig som en skuffelse og en pestilens, eller også føler jeg mig helt tom. det er forfærdeligt.

jeg cutter, og har også store problemer angående vægt og spisevaner.

jeg hader min krop, og den måde jeg er, og jeg sulter tit mig selv, eller prøver på det.

Især det at være træt og humør svingningerne er slemme.

det sidste stykke tid, har jeg måtte gå hjem fra skolen tidligere, fordi jeg ikke har kunne holde ud at være der.

ingen ved hvor slemt jeg egentligt har det, og det har jeg heller ikke lyst til at de skal.

Jeg ved ikke hvor langt tid længere jeg kan holde ud at have det sådan her. det er så¨slemt nu, at når jeg er rigtig ked af det og har det meget dårligt, tænker jeg selvmords tanker, og overvejer hvordan jeg ville kunne ende det hele, og hvor nemt det egentligt vil være.

Jeg har taget nogle test på forskellige hjemmesider, og de frotæller alle at jeg har depression, men jeg vil gerne være sikker.

jeg vil gerne vide hvad der er galt med mig. hvorfor jeg har det sådan her.
 
Jeg har overvejet psykolog, men ved i om man kan komme til en psykolog, uden en forældres tilladelse og kendskab til det?

Håber virkelig i kan hjælpe mig

kh C

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære C.

 

 

Tusind tak for dit brev, hvor du meget klart og tydeligt giver udtryk for, hvordan du har det. Og jeg forstår godt, at det føles forfærdeligt. Det må virkelig være svært at have det, som du har, og jeg synes, det er fantastisk at du har kunnet holde det ud i ca. 4 måneder. Det viser jo i hvert fald også noget om, at du i bund grund er en meget stærk pige, der virkelig kan stå imod og holde ud.

Jeg vil rigtig gerne hjælpe dig – det fortjener du; - jeg vil gøre mig stor umage og håber, at du kan bruge mit svar. 

 

Du vil rigtig gerne vide, hvad der er galt med dig … og hvorfor du har det som du har? Det kan jeg godt forstå, at du gerne vil, og den, der bedst kan hjælpe dig med det, er en læge. Hvordan har du det mon med jeres egen læge? Vil det være en mulighed for dig, at kontakte ham eller hende for en tid….? Læger er de eneste, der kan stille en diagnose og dernæst pege på, hvad der skal til af behandling.  

Du fortæller at du har taget nogle test på forskellige hjemmesider, og at de alle peger på, at du har en depression. For mig at se understreger det yderligere, at du bør undersøges af en læge, der kan hjælpe dig med den rigtige behandling.

Du skriver: ” ingen ved hvor slemt jeg egentligt har det, og det har jeg heller ikke lyst til at de skal. ” Det gør mig nysgerrig på, hvorfor ingen må vide det….? Og især nysgerrig på, hvorfor dine forældre ikke må vide det….? Det kan der være mange grunde til, og dem kender jeg jo ikke. Men jeg får alligevel lyst til at sige til dig, at jeg igennem Forældretelefonen har snakket med rigtig mange forældre, som rigtig gerne vil hjælpe deres børn, hvis bare de får lov til det….af deres børn?!

Kunne det mon være en mulighed for dig at betro dig til en af dine forældre….? Eller en anden voksen, som du er tryg ved og har tillid til vil hjælpe dig….? Hvis du synes, det er for svært at få taget hul på sådan en snak, kunne du måske bruge dit brev og mit svar til at indlede sådan en snak…..?

Hvis du synes, det bliver for svært lige nu, kunne du eventuelt kontakte os på BørneTelefonen 116 111 – det er gratis og du er anonym. Du kan enten ringe eller sende en sms, så kan vi få snakket lidt mere med dig om din situation. Hvis du foretrækker at skrive, kan du gå ind på www.børnetelefonen.dk og logge dig på chatten – der er du også anonym. Måske kan vi hjælpe dig lidt bedre, hvis vi får mulighed for at stille dig nogle spørgsmål ….. fordi der jo er en hel masse, som vi ikke ved noget om.

I dit brev spørger du også direkte om, du kan komme til en psykolog uden dine forældres tilladelse og kendskab til det? Det kan du i teorien godt, men alt efter hvad du fortæller psykologen, har han eller hun pligt til at underrette kommunen …… og så vil dine forældre også få besked. Hertil kommer at det er meget dyrt at gå til en psykolog, hvis ikke det er en psykolog via din skole. Der er dog også mulighed for at få anonym og gratis rådgivning på din kommune. Det skal alle kommuner have. Der kan du gå hen eller ringe til og få en snak om, hvordan du kan få det bedre og hvad de synes er bedst at gøre. Jeg ved der er mange unge, som får god hjælp på kommunens anonyme rådgivning. Nogle kommuner kalder det børne- og unge rådgivningen, andre kalder det for børne- og familierådgivning. Du kan søge på din kommunes hjemmeside, i søgefeltet på siden eller ringe til hovednummeret og spørge efter den anonyme rådgivning. Vil det være en mulighed for dig? 

Jeg håber, du kan bruge mine råd ……. Og ellers at du kontakter os på BørneTelefonen, da vi meget gerne vil hjælpe dig bedst muligt. Det fortjener du! Du fortjener nemlig også at få del i det sjove og muntre ungdomsliv lige som alle andre unge.

En kæmpe krammer til dig fra BørneTelefonen

 

 

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Angst og depression – gratis psykolghjælp

Gratis psykologhjælp til behandling af angst og depression (18-24 år)
Læs mere

Giftlinjen

Anonym professionel hjælp ved forgiftning af fx medicin eller rusmidler
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat