Depression, Selvmordstanker, Social Angst, Søvnløshed og Overspisning

Hej bb

Som du nok kan se på overskriften så har jeg et par problemer.

Grunden til de problemer kommer fra handlinger og oplevelser fra fortiden jeg ikke kan ændre, så jeg vil ikke gå ind i detalje med det, jeg vil bare have nogle råd til at komme videre.

Lad os starte med de to første, depression og selvmordstanker, jeg har været deprimeret med selvmordstanker i noget tid, jeg bor tæt på et tog, nogle gange står jeg på broen over toget og kigger ned på det imens at det kører under mig, jeg kigger på hegnet og prøver at se om der er et hul et sted, jeg tænker på om jeg kan klatre over hegnet.

Jeg føler at livet ikke er værd at leve, jeg føler at alle hader mig, at alle ser ned på mig og hvis jeg tænker på fremtiden giver det mig bare mere lyst til at dø, for hvad er pointen?

vi bliver voksne får et job, måske en mand eller kone, måske nogle børn, og hvad så? Så går vi til det samme lorte job hver dag, passer irreterne snotunger sover og så det samme igen, det er meningsløst.

Jeg har været til lægen med de her tanker og er blevet konstateret med en moderat depression, og er blevet henvist til centeret for et-eller-andet, hvor jeg skal i gang med et slags forløb.

Social angst, jeg har været genert så længe jeg kan huske, min teori er at det er fordi at jeg var født med svage led og kunne ikke udføre noget sport så jeg kunne ikke være med i de lege alle de andre legede, jeg blev nød til at gå til genoptræning i 3 år,

der jeg kom i 3. (vi fik nye klasser der) klasse hadede jeg sport men bogstaveligt talt ALLE i min klasse elskede sport og gik til håndbold og/eller fodbold, folk gjorde grin med hvor dårlig jeg var til sport, jeg blev bange for at ydmyge mig selv så jeg stoppede med at være med til det, senere stoppede jeg med at tale med folk medmindre de spurgte om noget, fordi at jeg var for bange for at ydmyge mig selv.

Jeg havde ikke nogen venner i 3 år, jeg var aldrig sammen med nogen, jeg havde mig selv og det var det, jeg talte aldrig med nogen om hvordan jeg havde det. Næsten hvert frikvarter ville jeg låse mig inde på toilettet og græde.

Jeg begyndte at få små panikanfald når vi skulle have idræt. Jeg kom næsten ikke til fødselsdage medmindre at mine forældre tvang mig, hvilket de gjorde tit, når jeg så var til fødselsdagene ville jeg låse mig ude på toilettet og græde.

Mine forældre begyndte at skælle mig ud for ikke at have nogle venner, for at ligge inde på mit værelse hele dagen, de skældte mig ud hver dag over det. I den periode følte jeg mig håbløs, jeg følte at der var noget galt med mig, jeg begyndte at hade mig selv, hade hvordan jeg så ud, jeg ville ændre noget, men jeg kunne jo ikke ændre noget, udover min vægt.

Jeg begyndte at gå på alle mulige kure (jeg var kun 10), intet virkede så jeg begyndte at sulte mig selv. Det gjorde jeg i lidt over et år, der var ingen der lagde mærke til det, INGEN, mine forældre opdagede det først der at de så at jeg vejede mig hver dag, de sagde at jeg skabte mig, når jeg begyndte at græde over at jeg havde spist en kage, når jeg ikke gad at spise frokost eller aftensmad, de sagde bare at jeg skabte mig, DE GJORDE IKKE EN SKID VED DET ANDET END AT SKÆLDE MIG UD FOR NOGET JEG IKKE KUNNE STYRE.

Senere kunne min hjerne ikke leve uden mad mere, så jeg begyndte at spise, spise virkelig meget, jeg tog virkelig meget på og var mere trist en nogensinde, jeg prøvede kur på kur på kur intet virkede. Jeg begyndte at få “overspisnings-anfald” hvor det føles som at jeg ikke kan styre mig, jeg er tæt på overvægtig lige nu.

Puha der var vist alligevel brug for noget baghistorie.

Søvnløshed, jeg kan aldrig sove fordi at der er for mange tanker, dårlige tanker, om hvor en fed so jeg er og om hvor meget jeg har lyst til at dø, jeg føler mig håbløs. vær søde at hjælpe mig.

ps. undskyld for stave/grammatik fejl jeg skrev det her lidt hurtigt.

Kh. Pigen der har lyst til at dø.