Kære pige på 13
Tak for dit brev; hvor er det godt, at du har skrevet et brev, hvor du så fint får fortalt det, der bekymrer dig.
Endnu bedre er det, at du sætter spørgsmålstegn ved den test, du har taget på nettet, som jeg tænker, du har taget i et forsøg på bare at gøre et eller andet, for at finde ud af, hvad der kan være galt?
Sådan nogle tests må nemlig ikke "stå alene" og skal ses i en sammenhæng i forhold til, hvordan dit liv ellers ser ud. Man kalder sådan nogle tests "vejledende", og de er der for at man kan få en ide om, om der er noget hos sig selv man skal være særlig opmærksom på og evt. skal snakke med nogle andre om - evt. sin læge, sine forældre eller sin lærer. Som jeg læser dit brev, er du ikke der lige nu, hvor du er klar til at dele det med andre, og det vil jeg tillade mig at vende tilbage til senere i mit svar til dig....
Først bliver jeg nysgerrig på, hvad det mon er der gør, at du ikke helt tror på det, testen sagde? Det er et spørgsmål, jeg håber du vil tænke lidt mere over, da det fortæller mig, at du er en pige, der er vant til at tænke sig godt om, og ikke bare "læner sig tilbage" og tænker - "Okay, hvis I siger, det er sådan det er .." Det er en dyrebar egenskab at have, og siger noget om, at der måske er mere overskud hos dig, end du mærker her og nu.
Måske er du vant til at være i gang og sammen med veninderne og din familie, og pludselig har du ikke den samme energi og lyst, som du plejer at have, og så tænker du, der må være noget galt med dig? Måske er det tid til dig, der er vigtig lige nu... Er det mon helt ved siden af, at jeg gætter på det?
Tit sker der det, når man når din alder, at kroppen og hovedet begynder at ændre sig. Kroppen bruger kræfter på at udvikle sig og forbereder sig lige så stille på at gå over i et andet stadie - lidt ligesom larven, der bliver til en sommerfugl... Det kan betyde, at du bliver mere træt og har brug for mere søvn, end du er vant til. Dit hoved er også på arbejde, da det skal prøve at følge med kroppens udvikling, og måske bliver hovedet lidt forvirret over, at det hele ikke er som det plejer...
Mange kan godt have brug for at "kalde det noget", når den udvikling, fra barn til ung, går i gang. Sådan lidt: "Hvad pokker er der galt med mig? Hvad fejler jeg mon?" Det giver en tryghed at kunne kalde "det anderledes" noget - måske er det der, tanken om depression dukkede op for dig? Især hvis man er vant til at have nogenlunde styr på sit liv. Så bliver man forskrækket og bekymret og lukker sig måske inde, som du beskriver du gør lige nu.
Kun du ved, om det er noget af det, der sker for dig lige nu, men hvis det er, er det meget naturligt og noget man kan gøre noget ved, så det bliver anderledes med tiden.
Noget af det, der kan hjælpe dig, er at dele det med nogen. Dine tanker og bekymringer har ikke godt af at leve alene inde i dig - så får de alt for megen magt og kraft, og det bliver dem der bestemmer i stedet for dig. Måske er det "tankerne og bekymringerne", der har sat den der facade op, som forhindrer dig i at vise de mennesker, der betyder noget for dig, at du ikke har det, som du gerne vil have det. Giver det mon mening for dig at tænke det på den måde?
Måske er du i forvejen god til at have en facade, hvor du er "den der datter (og veninde), der har det så godt"? - og så har tankerne og bekymringen gode vilkår at vokse sig stærke og magtfulde i...
Lige nu er der ingen, der spørger, om du har det godt - højst sandsynlig er det fordi, de ikke kan se det, eller som du, har travlt med at holde styr på sig selv og deres facade.
Spørgsmålet fra mig bliver, hvem der som den første må se igennem din facade?
Og hvad er det, der er vigtigst for dig, at den person så får øje på som det første?
Tårerne måske? - som nok vil komme, hvis du tør tage kampen op mod "tankerne og bekymringerne", og tage imod den omsorg og støtte, du har brug for.
Hvis det ikke lykkes dig at række ud efter én, der "må se dig"; hvis kræfterne bare ikke rækker til det lige nu, kan du kontakte din læge og fortælle ham/hende om den bekymring, du går med. Du kan bestille en vejledende samtale hos lægen, uden at dine forældre behøver at vide det, hvis det er. Vurderer lægen, at du skal have hjælp, skal dine forældre inddrages. Jeg ønsker dog for dig, at du finder overskuddet/modet til at dele det med dine forældre først - det er det, man bl.a. har forældre til...
Jeg håber, at du kan bruge nogen af de ideer og tanker, jeg har nævnt, eller har fået inspiration til at gøre noget helt tredje , så du ikke længere skal gå og være nervøs for, hvad der er galt med dig. Måske har mit svar givet dig flere spørgsmål end svar, og så skal du vide, at du altid kan ringe anonymt ind til BørneTelefonen på 116 111 og snakke med de rådgivere, der sidder ved telefonen, og som har snakket med mange andre børn, der har det, som du beskriver.
Mange hilsner fra
BørneTelefonen
