Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Cutter, Selvmordstanker og Veninder

Hej jeg er en pige på 12 år.

Jeg har haft en hård barndom, og har det stadig. Det startede med at mine forældre blev skilt, da min far slog mig og min bror (15 år nu) og min mor. Jeg var 6 år da de blev skilt.

Min mor flyttede sammen med mig og min bror. Vi var hos min far noget af tiden, men hos min mor det meste af tiden. Min mor havde en depression, så hun kunne ikke overskue noget og vi kom heletiden op og skændes os tre.

Min mor kæmpede virkelig for at beholde mig og min bror, hun kæmpede i ca 5 år. Men som sagt havde vi meget store skænderier, og jeg gik flere gange ud i køkkenet og tog en kniv og var lige ved at cutte, men jeg gjorde det ikke der.

Jeg ville dø, og tænkte at der var ingen der ville savne mig hvis jeg begik selvmord. Jeg var tæt på at gøre det mange gange, men jeg kunne ikke. Min bror og jeg snakkede med så mange mennesker inde i retten, og det var forfærdeligt. Både mig min mor og min bror sagde at min far havde slået os, men der var ingen der gjorde noget ved det. Vi skulle hjem til ham, selv om vi ikke ville.

Da jeg var omkring 9 år kom vi op at skændes mig min bror og min mor, og efter den gang ville min bror ikke se min mor. Så min mor gik med til at hvis min far fik min bror, så fik min mor mig, det skete så.

Jeg hørte flere gange min mor side oppe om natten og græde, min mor græd meget. Der var også skænderier hos min far, og så kastede han os ind på vores værelse. Mig og min mor flyttede til en anden by, fordi at min mor fik en kæreste der i den by. Vi flyttede, og vi havde ikke kontakt til min bror og far i et år. Det var virkelig hårdt for mig, og jeg savnede min bror så sindssygt meget.

Jeg skiftede også skole, jeg blev mobbet i den anden skole, fordi at jeg havde gjort nogle dumme ting. Og i den her skole, der blev jeg også mobbet. Mig og min mor havde stadig store skænderier, og jeg ville bare dø. Jeg havde ikke nogen venner overhovedet, alle hadede mig. Men så slog min mor og hendes kæreste op, så vi flyttede igen. Vi boede i den samme by bare et andet sted. Jeg flyttede skole, og jeg fik 3 rigtig gode veninder. Alt gik godt, altså mig og min mor vi havde skænderier stadig, men ikke så store. 

Jeg kalder lige en af pigerne E. E og jeg var meget sammen, og de kunne de andre ikke lide. Så vi blev uvenner meget, altså mig og E mod dem. På et tidspunkt så skiftede den ene af de andre piger skole, og så snakkede vi ikke mere med hende. Nu var det kun mig, E og hende den anden pige. Men mig og E blev heletiden uvenner med den anden pige. Vi var fjender men så til sidst, så skiftede den anden pige også skole. E og jeg var stadig venner, vi var rigtig gode venner og sagde at intet kunne komme imellem os. Vi var heletiden sammen. Og vi blev rigtig gode venner med 2 andre piger, der gik på vores trin. Vi var rigtig gode venner, og meget populære. Men så fandt E, mig og en af de to piger at den ene af dem havde løjet overfor os. Så os tre blev uvenner med den ene pige, men hun havde masser af andre venner.

Mig E og den pige vi var venner med, var rigtig gode venner. Den ene af de to piger, hende der var sammen med mig og E vi kalder hende S sagde lige pludselig til os, at hun gerne ville være sammen med den pige vi var uvenner med igen. Vi blev sure, men henover weekenden aftalte mig og E at vil ville tilgive alle. Så det gjorde vi om mandagen. Vi blev venner allesammen igen. Mig E og S var rigtig gode venner, og vi var venner med den anden pige, men ikke så gode som før.

Både mig E og S har haft et svært liv. En dag der opdagede jeg at S havde cuttet, jeg sagde til hende at jeg ville sige det til vores lære, og det gjorde vi. Vi sagde det også til E. Jeg begyndte også at cutte, fordi at jeg var så ked af det. Jeg sagde det ikke i starten til S og E, men så fandt de ud af det, og vi sagde det til den samme lære.

Vi græd så meget det var helt vildt alle var bare så kede af det. Der var en gruppe piger der godt vidste det, og de hjalp os. Så fortalte E at hun også var begyndt på det. Vi fortalte det til læren. Vi blev alle enige om at det skulle siges til vores mødre, så der blev holdt et fælles møde. Dem der var med til mødet var mig, E, S, læren og vores mødre. Læren sagde at vi skar i os selv, vores mødre tog det fint, og prøvede at hjælpe os.

Mig, E og S sagde til hinanden at vi skulle sige til hinanden, hvis der var noget, eller hvis vi havde lyst til at gøre det. S og E ville gerne være sammen valentinesdag, så de spurgte om de “måtte” (jeg kunne ikke den dag). Jeg sagde at jeg ville blive ked af det, og måske cutte igen. De blev rigtig sure på mig, og gik sure på vinterferie, uden at tale til mig. Jeg blev rigtig ked af det.

De sov sammen dagen før valentinsdag og var så sammen til omkring kl. 13:30 valentinsdag. Jeg blev rigtig ked at det, og de blev sure på mig, fordi at jeg blev ked af det. Jeg sagde til min mor at vi var uvenner. Hun hjalp mig, og snakkede med mig. Jeg vil virkelig dø, og jeg skærer i mig selv. E var alt i mit liv, og hun betød alverden for mig. Hun har virkelig svigtet mig nu. Vi var virkelig de bedste venner mig og E, vi var sammen hver dag. Og nu føler jeg bare ikke at jeg har nogen grund til at leve, der er kun min mor. Jeg kunne ikke snakke med nogen andre, kun E.

Hvad skal jeg gøre for at få det bedre?

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 12-årige pige

Sikken en tumult du har oplevet i dit unge liv. Du er blevet stærk af din modgang, fornemmer jeg, og nok mere moden end mange andre 12-årige. Jeg er glad for at høre, at du har fået voksnes hjælp til at lade være med at cutte, både fra en lærer og fra din mor, som nok er den vigtigste person at få den støtte fra.

Vi oplever tit her på BørneTelefonen ulykkelige børn og unge (oftest piger) som fortæller os, at deres venner svigter dem helt forfærdeligt. Mange unge er blevet svigtet mange gange af de voksne i deres liv, så de knytter sig fornuftigt nok meget tæt til deres jævnaldrende venner i stedet. Måske er det også sket for dig og E.?

I har et virkelig dybt, ærligt venskab. I kan græde sammen – det er langt fra alle der tør dét. I har et venskab, hvor I støtter hinanden til at få det bedre, f.eks. ved at kontakte en lærer osv. I støtter også hinanden til at være bedre mennesker, ligesom dengang du og E. fandt ud af at I ville tilgive S. Dét var virkelig klogt og fint gjort, synes jeg.

Jeg lagde mærke til et par betydningsfulde ting i dit brev:
1. Dine veninder spurgte dig, om de måtte være sammen.
2. De holdt dig ikke udenfor – du var velkommen, men du skulle faktisk noget andet.

Mon du får også øje får øje på det i dit brev?

Jeg tænker, det er meget hensynsfuldt, at de spørger dig, om det er i orden, synes du ikke? De er faktisk interesserede i, at du skal have det okay med det, og de ville netop undgå at I blev uvenner. Jeg synes, at både S. og E. lyder som nogle rigtige fornuftige og fair piger, ud fra dit brev.

Jeg vil tillade mig at gætte på, at reaktioner og følelser måske også kan hænge sammen med dine barndoms-erfaringer med svigt på forskellige måder (mobning, vold fra din far, mange års konflikt/skilsmisse) Måske er der udviklet en slags ”svigt-allergi”. Det betyder, at man meget hurtigt kan komme til at føle, at folk svigter én og derfor kommer til at reagere ligesom, hvis de virkeligt vil svigte en. Kan du genkende noget i dette?

Der er nemlig mange der har det sådan. Det kan hjælpe lidt, at man ved man har det sådan, og få sat ord på det overfor sine venner. Men man kan ikke "låse" sin BFF inde, og have hende helt for sig selv – jeg tænker, at du heller ikke ville bryde dig om, at I skal kontrollere hinanden så meget, at det er svært  at have venskab der bygger på tillid? I må give hinanden lidt mere ”elastik”, tror du ikke det er vejen frem for et godt og stærkt venskab?

Jeg synes du hurtigst muligt skal kontakte E. og S og få slået en streg over alle negative følelser imellem jer. Der er ikke nogen som behøver sige undskyld, for ingen har jo gjort noget ondt med vilje – og jeg tror bestemt, at de også savner dig!

Hvis du vil tale mere om de problemer du bøvler med, så kontakt os endelig, vi vil gerne prøve at støtte dig endnu mere, hvis du har brug for det.

De kærligste tanker, fra BørneTelefonen

Få flere gode råd om Selvskade og cutting

Cutter du selv? Eller har du en ven, som har selvskadende adfærd? Hvis man påfører sig selv fysisk smerte, er det et tegn på, at man har det dårligt indeni. Derfor er det vigtigt at få hjælp.

Hvis du har cuttet, kan det være du har fået ar og tænker: Går mine ar væk? Hvad skal jeg sige, når folk spørg indtil mine ar? Det kan også være du gerne vil stoppe med at skade dig selv, men ikke ved hvordan. Måske du tænker: Hvordan skal jeg fortælle til mine forældre at jeg cutter? Hvordan får jeg hjælp?

Her på siden kan du finde alternativer til selvskade. Du kan også lave en handleplan, der hjælper dig, når du har det svært, du kan læse om forskellig svære følelser og hvad der kan hjælpe eller du kan læse andre børns breve.

Selvskade Andre der hjælper

Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade

Rådgivning og andre tilbud vedrørende spiseforstyrrelse og selvskade
Læs mere

Psykiatrifonden

Rådgivning og støttetilbud om psykisk sygdom og diagnoser
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat