Brev

Can’t handle my life and feelings

Hej, jeg er en pige på 14 år.

Lidt baggrundshistorie: Min mor er vist psykisk syg (ved dog ikke helt præcist hvad hun fejler) hun var indlagt på hospitalet/sygehuset da jeg var lille, så jeg vidste ikke rigtigt hvad det hele gik ud på. Nu tager hun så piller.

Vi er en meget stor familie (har 7 søskende) så vi har ikke så mange penge, og det er kun min far der arbejder. Vi har nogle kommune folk rendende, som er hos os en gang om ugen tror jeg. De skal hjælpe med at ryde op og sådan noget fordi vi roder meget.

For snart 3 år siden døde min lillebror (det gjorde det med kommunen endnu værrer) Kort tid efter havde vi besøg af psykologer men vi snakkede ikke så mange gange med dem.

Efterfølgende har min lærer og kommunen forslået at jeg skulle gå til psykolog, jeg afslog. Så forslå de at jeg skulle ned i en slags sørge gruppe for unge, jeg afslog igen. Senere hen ville mine forældre åbenbart også have mig til psykolog, men det kom jeg som sagt aldrig.

I stedet har jeg jævnligt “snakke timer” med min lærer, fordi de ser min brors død som traumatisk og sådan noget. De har også forslået at jeg skulle snakke med en “voksen ven” istedet for min lærer. Så jeg mødte ham engang men det var jeg ikke meget for.

(færdig med baggrundshistorien)

Normalt kan jeg egentlig godt klarer mig igennem hverdagen, og havde det egentlig okay. Men siden jeg kom i skole igen efter lock down har det bare ikke været det samme.

Jeg tror at jeg er blevet mere introvert og indelukket hvis man kan sige det sådan. Jeg går tit væk fra mine venner, og fortrækker at være alene. Jeg tror at jeg er ved at skubbe dem væk fra mig, det gjorde jeg nemlig også kort tid efter min bros død. (hvorfor er jeg ik helt sikker på)

Her på det seneste er jeg også blevet meget mere følsom, skrøbelig og trist. Jeg har tit selvmordstanker, tænker på at cutte, og nogle gange er jeg i en slags trance hvor jeg vare sådan er ked af det, (nogle gange ved jeg ikke engang hvorfor jeg er ked af det) og føler mig modløs.

Jeg ser tit i mit indre blik mig selv dø, jeg går rundt og hvisker “please kill me” når der ikke er nogen i nærheden, jeg digter også selvmordsbreve i tankerne.

Jeg har det som om jeg er fanget i en slags trance hvor jeg føler overståede, og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud af denne trance. Jeg håber at I kan hjælpe mig…

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 14-årige pige.

Godt at du skriver til os, så vi kan hjælpe med at se på, hvad der kan være det rigtige for dig, i den situation du står i.

Du fortæller din baggrundshistorie. Her skriver du flere ting, som jeg tænker kan være medvirkende til, at du er der, hvor du er i dag. Du fortæller om din mor, der måske er psykisk syg. Du fortæller om, at din lillebror døde for 3 år siden.

Du fortæller også om, at I jævnligt har besøg af folk fra kommunen. Det lyder ikke som om, at du synes det hjælper. Måske tværtimod?

Du fortæller også, at kommunen og din lærer har foreslået flere ting. Du nævner psykolog, sorggruppe og voksenven. For nogen mennesker kan flere af disse ting være en rigtig god hjælp. Men du har ikke haft lyst til nogen af til nogen af tilbuddene. Er det mon rigtigt forstået?

Måske har du ikke brudt dig om måden, det er blevet gjort på. Måden de talte til dig på eller noget helt tredje. Jeg kommer til at tænke på, at måske var du simpelthen ikke klar til den hjælp. Det er meget almindeligt, at man i starten kan mærke modstand mod “fremmede” personer, der kommer og vil hjælpe. For de kender dig jo ikke, og du har ikke valgt dem. Nogle vil hen ad vejen lære personerne at kende og få tillid til dem, og vil med tiden have gavn af den hjælp. For andre kommer den tillid aldrig.

Jeg ved ikke, om du på sigt vil kunne få tillid til dem og få gavn af hjælpen. Men det lyder ikke som om, at du lige nu har lyst til de tiltag, kommunen har valgt for dig. Jeg bliver usikker på om du er glad for de samtaler, du har med din lærer. Jeg tænker, at det er ok at sige fra over for disse samtaler, hvis du synes ,de er mere ubehagelige end rare. Men hvis du synes, at du får bare en lille smule ud af dem, er det måske værd at fortsætte. Det kan du jo tænke lidt over.

Når jeg læser, det du skriver om, hvordan du har det i dag, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det lyder som om, at du har brug for noget hjælp. En der lytter, og en der taler med dig om, hvordan du har det. En der kan tale med dig om den trance, du føler du er i. Voksne har mulighed for at give dig denne hjælp.

Men jeg tænker også på, at det lyder som om, at du selv skal være med til at vælge denne hjælp. Hvis du oplever, at det er vanskeligt for dig at blive ‘hørt’, så vil jeg foreslå dig, at du får en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

En bisidder fra BørneTelefonen er en voksen, som kan gå med dig til møder i kommunen, når du skal fortælle om, hvordan du har det.

Bisidderen kan gå med dig for at støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, med at få den hjælp de har brug for. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så ring til os på 116111. Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Men du kan også tage kontakt til Headspace. Her kan børn og unge anonymt henvende sig både på tlf., mail og ved at møde op. Og du har mulighed for at tale med den samme person flere gange.

Når jeg læser dit brev, kan jeg se en vilje til at få det bedre og til at få hjælp. Jeg håber, at du vil bruge dette til at række ud efter den hjælp, f.eks. på en af de måder som jeg har foreslået dig.

Kærlig Hilsen

BørneTelefonen

 

Få flere gode råd om Hvordan du fortæller om noget svært

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

Her kan du se en film med seks råd om, hvordan man fortæller noget svært. Du kan også få hjælp til at bygge et brev, hvis du hellere vil starte med at skrive det.

Selvmordstanker Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Bisidder fra BørneTelefonen

Du har ret til en bisidder, hvis du skal til møde i kommunen, Familieretshuset eller Kriminalitetsnævnet
Læs mere

Gratis psykologhjælp – oversigt

Tilbyder din kommune gratis psykologhjælp til unge?
Læs mere

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.
Chat
Chat