Alvorligt skoletræt og deprimeret

Brevet er anonymiseret af hensyn til afsenderen

Alvorligt skoletræt og deprimeret

Hej, De, der læser dette, jeg er en dreng på 15 år, der til tider har selvmordstanker.

Jeg ved ikke, hvornår det startede, men for under et år siden; man opdager nok sjældent, at det er selvmordstanker, før de har stået på i noget tid.

Jeg har rigtig svært ved at følge med i skolen – ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det, men fordi jeg ikke kan se meningen med det. Her i 9. er det jo også meget repetition og andet skidt. Jeg er lidt af et 12-tals-barn, i hvert fald i dansk grammatik og læsning, matematik generelt og engelsk; i resten af fagene er jeg bare god. Men god kan lærene jo ikke kalde mig, hvis ikke jeg laver det, vi skal. Det smitter også af på mine standpunktskarakterer, men den slags hænger jeg mig ikke i ( ͡° ͜ʖ ͡°)

Det er blevet værre i skolen her på det seneste, og i sidste uge sov jeg på et eller tidspunkt af skoledagen alle dage undtagen én. Jeg møder også som regel i skole for sent (mellem 5 min. og 1 time for sent). I sidste uge tilbragte jeg også mere tid udenfor klasselokalet end inde, da jeg forståeligt nok ikke må sove dérinde. Jeg blev sendt op på biblioteket, hvor man også sover fortræffeligt. Men det er ikke det eneste, jeg lavede på biblioteket.

I mine vågne stunder – som der trods alt var flest af – legede jeg bibliotekar efter aftale med min klasselærer: Jeg satte lidt bøger på plads, hjalp en dreng med at finde noget at læse i, og vigtigst læste jeg op for 0.- og 1.-klassebørn og holdt oplæg for de lidt ældre. Jeg er som antydet klog, og så er jeg også god til børn, så det var rigtig fedt for både mig og dem.

Mine forældre vil gerne, at jeg laver mine lektier og kommer til tiden og presser på, for at jeg gør det, men det gør ikke noget bedre. Mine venner er derimod søde mod mig og accepterer, at jeg ikke deltager i timerne og sover på upassende tidspunkter. Jeg er glad og griner og smiler tit – fordi jeg ofte er glad, når jeg er sammen med dem – så de ved nok ikke helt, hvor skidt jeg virkelig har det, og dem, der kun har set mit smilende eller sovende jeg ved slet ikke, at jeg er så trist, og ville nok også have svært ved at forestille sig mig som andet end glad eller sovende.

På biblioteket snakkede jeg med en bibliotekar, der havde forstået, hvor skidt jeg har det. Hun fortalte mig alt det, jeg gerne ville høre, og forstod mig. Hun og andre bibliotekarer hjalp med at få etableret mine små 10-minutters-foredrag, og det var dejligt for en gangs skyld at gøre noget for andre end sig selv i skolen.

Jeg har et fritidsjob i et supermarked, hvor jeg også gør nytte. Jeg er næsten med garanti glad, så længe jeg er dér, og så længe jeg er sammen med børn. Jeg var i slutningen af 8. i praktik i en børnehave, og på det tidspunkt var jeg også generelt meget ked af det, men så længe jeg var i børnehaven, var jeg glad. En veninde, som godt ved, at jeg har det træls, siger, at jeg sandsynligvis kan blive hjælpetræner for et U6 og U8-hold, hvilket også ville være godt.

Alle de ting, der gør mig glade, gør mig glad i øjeblikket, men så snart jeg er alene eller lignende bliver jeg trist igen. Fx om aftenen sidder jeg tit på min seng og bliver ked af at leve og forestiller mig, hvordan jeg helst vil dø, og hvad der ville ske, hvis jeg var ikke var her mere. Jeg skriver ikke, hvordan præcis jeg vil dø, da de yngste læsere nok ville finde intimiderende, og de ældre inspirerende, og selv finder jeg det uden relevans. Jeg skader ikke mig selv – det har jeg heller ikke lyst til – men græder blot, til jeg er færdig med at græde.

Jeg græder stort set dagligt, og det var nok det, at jeg græd, der i sin tid fik mig til at indse, at der virkelig var galt. Der er perioder, der er værre end andre, men de ‘gode’ perioder er korte, og jeg falder altid tilbage til den triste tilstand. Den forstående bibliotekar sagde, at medicin kunne hjælpe, men så skal jeg til lægen, men det er jo selvfølgelig altid en mulighed.

(…) Sandt at sige har jeg ikke været rigtig tæt på at slå mig selv ihjel, eftersom jeg tvivler på, at jeg ville kunne gøre det. Apropos tvivl har jeg også været i tvivl om min seksuelle orientering, idet jeg var forelsket i en dreng sidste år, men om jeg er til det ene eller andet køn interesserer mig faktisk ikke længere.

Jeg var til en fest i fredags, hvor min ven fortalte mig, at han ville blive ked af det, hvis han og de andre skulle til min begravelse. For nogle uger siden sagde en anden veninde også “vi er mange, der holder af dig.”, da hun heller ikke ønskede, at jeg skulle dø; mine nærmeste kammerater ved trods alt noget om, hvordan jeg har det. Jeg har mange venner – snart hele skolen med de foredrag jeg holder – og mine arbejdskollegaer, min familie og andre bekendte.

Det ville være forfærdeligt, hvis jeg døde – det ved jeg med sikkerhed – og det ville være at pisse på min medmennesker, men jeg føler også lidt, at jeg pisser på mine klassekammerater, når jeg ikke deltager i undervisningen. Men jeg hader at skulle lave skolearbejde og har ikke lyst til hverken den ene eller den anden ungdomsuddannelse.

Jeg har egentlig en drøm om at blive børnehavepædagog, men det ligger for mange år væk, til at jeg kan overskue det. Flere års tristhed endnu er jeg altså ikke i humør til. Og på ungdomsuddannelserne er det også af betydning, om man deltager, da man kan risikere at blive smidt ud, så dér kan jeg ikke bare sove – og der er heller ingen børn. Så hellere forsvinde, inden det bliver endnu værre.

Det var det