Kære pige på 12 år
Tak for dit brev og fordi du er så modig, at du skriver det hele til BørneBrevkassen, selv om det sikkert ikke har været helt nemt at skulle forklare de ting, du har været igennem.
Jeg kommer til at tænke, at du lyder som en rigtig sej og stædig pige, som ikke bare vil give op, når tingene går imod dig. At det dukker op som en tanke at springe ud fra højhuset tæt på dig, viser også at nu har du fået nok, og nu vil du ikke leve på den måde mere. Det er godt, at du reagerer på det ved at skrive et brev og bede om hjælp, og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig. Så du måske kan få øje på nogle andre muligheder...
Sådan som du forklarer det, så er det presset for dig at bo hos din far i øjeblikket. Det lyder som om, du havde set frem til at starte på en frisk hos ham, og det kan jeg godt forstå, du kunne glæde dig til, når du har klaret så meget alene, mens du boede hos din mor. Jeg tænker, at du har ekstra meget brug for støtte og tryghed fra din far, når du har oplevet de ting med din mor, og sådan som jeg læser det, så har din far lidt svært ved at give dig den støtte... Måske har han svært ved at vide, hvordan han skal klare rollen som far alene... Det kan han få hjælp til, og det kunne måske være en god ide, så han kunne hjælpe dig bedre.
Så nu fortæller jeg dig lidt om de muligheder, der er for hjælp...
Inde på kommunen er der ansat folk til at hjælpe familier, der har det svært. Når et barn har så tunge tanker, som du har, er det kommunens pligt at hjælpe, så barnet får det bedre. Du har ret til at have et godt liv, og du har ret til at få hjælp, så din far ikke skal true dig med at sende dig væk. Du kan få lov at snakke med en voksen, som kender til at være ked af det, og din far kan komme til at snakke med nogen, der kan hjælpe ham med at tackle sit temperament bedre - og med at forstå, hvordan han bedst kan hjælpe dig.
Måske virker det lidt overvældende, det jeg lige skrev? For hvordan skal den hjælp komme..? Men faktisk behøver det ikke være så svært. Man kan enten ringe ind til kommunen - bare på deres nummer, som ligger på kommunens hjemmeside - og fortælle, at man gerne vil snakke med nogen om, at det ikke går så godt derhjemme. Eller man kan sige det til en sød voksen, man kender, så den voksne kan tage sig af alt det med at kontakte kommunen. Det kan f.eks. være en sød lærer på din skole, som du føler er god til at snakke med børn. Hvis du fortæller din lærer om det, du har fortalt her i brevet (eller bare printer brevet og viser din lærer det), så ved din lærer godt, hvordan man får sat gang i hjælpen.
Der er også den mulighed, at du kan ringe eller sms'e til BørneTelefonen på 116 111 eller logge på BørneChatten, og så kan en rådgiver hjælpe med at sørge for, at din kommune får besked om, at du godt kunne bruge lidt hjælp. Det kan også være rart at snakke lidt med rådgiveren, for så kan du fortælle lidt mere om dine tanker, end du har mulighed for her i brevkassen. Har du mod på at prøve det? Du kan starte med at være anonym, og så kan du sammen med rådgiveren finde ud af, om I skal gå videre med det.
Jeg håber, du vil overveje de forslag, jeg har givet dig. Jeg synes som sagt, det er vildt modigt af dig at skrive herind, og med det mod kan du sikkert også nå frem til den hjælp, du har fortjent. Du fortjener at have et godt liv uden trusler, skæld ud og triste tanker!
Varme tanker fra BørneBrevkassen
